Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
STUDENTERHUSET - Er du studerende? Midt i København ligger et hus, som du ejer. Vidste du det? Stedet hedder Studenterhuset, ligger ved siden af Rundetårn og vil elske at få besøg af dig.
Det ville Hassel Louise Löfstedt ønske, at Københavns Universitets (KU) 41.000 studerende alle var klar over – at de har deres eget hus. Hun er direktør og aktivitetsansvarlig i Studenterhuset.
»Studenterhuset er jo lidt en gave fra KU til de studerende. Alle studerende er presset på økonomien, og her kan man få samme kvalitet øl, kaffe og koncerter som i resten af byen. Bare meget billigere,« siger hun.
Derfor undrer Hassel sig også over, at Studenterhuset ikke er mere populært blandt KU-studerende.
»Hvis jeg var studerende, ville jeg helt sikkert komme her. Jeg tror, vores største udfordring er, at folk ikke ved, at huset findes. At de automatisk er medlemmer, når de læser på KU. Og at de kan bruge det til stort set alt.«
Studenterhuset blev bygget om i efteråret 2010, og ambitionerne for huset er store.
»Mit mål er, at der summer af liv, og at Studenterhuset bliver en del af de studerendes hverdag. At folk går ind og tjekker, hvad der sker i huset, præcis ligesom man tjekker Vega’s koncertkalender,« siger Hassel Louise Löfstedt, og fortsætter:
»Her skal både være fede koncerter, foredrag, kurser, tai-chi, møder, og hvad de studerende ellers kan finde på og har behov for.«
I øjeblikket er det dog ikke altid, at summen af liv overdøver espresso-maskinen på Studenterhuset. Stemningen fra før ombygningen hænger stadig lidt ved, mener Hassel Louise Löfstedt og fortæller, at mange gæster henvender sig lidt forsigtigt, som om de ikke rigtig ved, om de må komme ind.
Men atmosfæren, man træder ind i, er en helt anden end før. Studenterhuset er ikke længere den hærgede, gamle bar, hvor man drikker den første øl efter at have været på studiet.
»Det skal være et sted, der støtter studerende i deres hverdag, så derfor skal det også være et sted, hvor man kan læse, og hvor der ikke bare er lagt op til at drikke øl,« siger hun.
Stemningen i huset er en af Hassel Louise Löfstedts kæpheste. Betjeningen skal være imødekommende, og de studerende skal føle sig velkomne; føle at det er deres hus. Det er allerede lykkedes på mange punkter, mener hun.
»Før var Studenterhuset lidt trashy, og det kunne man godt mærke til arrangementer – der blev ikke passet så godt på tingene her. Men nu tager folk virkelig ansvar, og jeg tror det betyder, at de føler, de er en del af stedet.«
Efter ombygning og juleferie er Studenterhuset nu for alvor klar til at markedsføre, hvad det kan, fortæller Hassel Louise Löfstedt, som allerede har masser af kommende arrangementer for studerende i tankerne.
Men det er i virkeligheden de studerendes ret at få idéerne, forklarer Hassel. Hun er ansat til at få de studerendes idéer til at fungere i praksis.
»Studenterhuset skal være stedet, hvor man kan afprøve sine skøre idéer. Om du vil arrangere foredrag, debatarrangementer, musik, loppemarked eller fællesskovtur, så kan du gøre det her, og så kan jeg hjælpe med det praktiske.«
Lige nu holder en række faste aktivitetsgrupper til i huset. Blandt andet er stedet meget populært blandt internationale studerende.
Men Hassel Louise Löfstedt vil meget gerne i kontakt med flere danske studerende fra KU.
»Vi har masser af plads til flere aktive her. Og dem, der er her, er rigtig glade for det netværk, de kan skabe i huset. Det sociale er jo noget af det allervigtigste ved at studere – det at møde folk, få venner og lave arrangementer – og det vil vi gerne understøtte.«
Selv elsker Hassel Louise Löfstedt, når lokalerne er fyldt af studerende, der læser, drikker kaffe og laver gruppearbejde eller arrangerer den næste koncert på stedet.
»Der bliver skabt ting, og folk er så engagerede – det er en superfed fornemmelse. Jeg brænder rigtig meget for det her hus, og jeg er bare gået ind i det med liv og sjæl, så det er fantastisk at få den følelse tilbage.«
Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.