Sæt forskerne fri til deres egne idéer

Træt af billige gysere på Netflix? Så kan jeg klart anbefale gyset fra det virkelige liv i Uniavisens interview med universitetsdirektør Søren Munk Skydsgaard og det forudgående åbne møde, hvor han og rektor David Dreyer Lassen optræder. Det handler om KU’s økonomi, og det er ikke kedeligt, for her er vi alle sammen på vej ned af bakken i styrtløb med en tømning af universitets kasse på bare fire år.

Twistet i historien er, at en kær ven – nemlig fondenes betaling for vores forskning – til publikums overraskelse viser sig at bære på noget ondt i sit indre: For hver gang universitetet modtager 1 krone til forskning, koster det 73,5 øre oveni at gennemføre projektet til betaling for teknik, bygninger og mennesker, der gør det hele muligt. Det er nødvendige følgeomkostninger, som ikke er synlige på samme måde, som lønnen til den postdoc, der allerede stod på budgettet i forskerens ansøgning til fonden.

LÆS OGSÅ: KU har 11,6 milliarder mellem hænderne – så hvorfor er økonomien presset?

Se videoen fra mødet, hvor sandheden kommer frem, og mærk gyset, når rektor siger »at man må i hvert fald ikke have den idé, at man hjælper universitetet økonomisk ved at hente eksterne bevillinger. Der har været den misforståelse. Det gør man ikke. Man skal tage eksterne midler hjem, hvis det giver mulighed for at lave noget fed forskning. Fordi hver gang, man tager penge hjem, og der ikke er de 73,5 øre, så bliver der taget af fælleskassen.«

Fondene tømmer vores fælles kasse

Det betyder, at når professor Andersen henter to millioner kroner hjem fra byen til sin egen forskning, forsvinder der samtidig penge fra den fælles kasse. Helt op til årslønnen for to lektorer og mindst lønnen til en adjunkt, afhængig af om fonden betaler ingenting eller statens grundsats til at dække følgeomkostningerne ved professor Andersens projekt. I det lys er det mindre mystisk, at bragende succes i forskning og talrige jubelbevillinger fører til fyringer, som vi så det for kort tid siden her på SCIENCE med et farvel til hele 124 kolleger.

Tal og vilkår kan være lidt forskellige, men problemet med at fondene tømmer vores fælles kasse, fordi de ikke betaler hele regningen for deres kostbare projekter, er grundlæggende det samme for hele KU og på alle landets universiteter. Tilbagevendende fyringer kendes overalt og med udsigt til endnu flere fondspenge i fremtiden, kan det kun blive værre. Det er helt uholdbart.

Mindre spild

Nu skulle man tro, at de færre lektorer og professorer, vi stadig har råd til at have ansat, så i det mindste får rimelige vilkår til at løfte deres opgaver. Ja, bortset fra undervisningen, hvor de færre folk selvfølgelig må løbe lidt hurtigere. For deler dem, der er tilbage, ikke de mange fondsmilliarder mellem sig, så de med rektors ord kan fyre »noget fed forskning af«, når undervisningen er ovre?

Slet ikke! Trods sværme af ansøgninger får hele 25 procent af forskerne på landsplan ikke så meget som en krone udefra. Med rektors advarsel in mente er det måske også meget godt, at hver af dem ikke hiver flere millioner hjem, for så var universitetet nok allerede gået bankerot.

I stedet kunne de måske søge om færre penge ude i byen, men det er slet ikke nogen reel mulighed. Tal fra den nye kortlægning af finansieringen af forskningen viser nemlig, at der hvert år kun uddeles 40 bevillinger på under 100.000 kroner til egentlige projekter og 133 bevillinger af samme størrelse til andre typer af støtte til forskerne. Altså i hele landet og til alle forskere.

Forskerne har ikke et problem med at komme langt. De har et problem med at komme i gang

Her tænker man helt naturligt, at universitetet så sørger for, at de lektorer og professorer man selv har ansat, trods alt råder over et mindre beløb til at udføre deres arbejde. Det er også nødvendigt for de mange forskere med en fondsbevilling, der jo kun dækker et snævert projekt og ikke den brede palet af opgaver, der følger med stillingen i dag.

LÆS OGSÅ: Hallo, Frue Plads, er der en voksen til stede?

Men nej: Hele 74 procent af forskerne får mindre end 25.000 kroner af universitetet om året at forske for – heraf får halvdelen ingen støtte overhovedet – og alt i alt har 24 procent af Danmarks forskere slet ingenting at forske for fra hverken universitet eller fonde udefra.

Det er et kæmpe spild af forskernes løn, tid og talent.

Derfor må universitetet selv træde til og give hver af sine lektorer og professorer et mindre, men fast årligt beløb – et såkaldt annuum – som de selv bestemmer over til at holde gang i forskerværkstedet. Sådan har det også været tidligere i universitetets lange historie, og det manglede også bare, når man netop har fastansat de forhåbentlig bedste folk med ret og pligt til at forske.

Forslaget er over flere år stillet af Videnskabernes Selskab, den akademiske fagforening  DM støtter det, og det diskuteres blandt medlemmer af Det Unge Akademi.

I Forskerbevægelsen har vi her i Uniavisen foreslået en sum på 100.000 kroner om året, og det er blot en brøkdel af den løn, som samfundet alligevel har betroet de samme folk. Selve beløbet er ikke afgørende. Det afgørende er, at der med sikkerhed kommer nok penge hvert år til et minimum af aktivitet, og at forskeren helt selv bestemmer, hvad de skal anvendes til.

Ryk hurtigt på en idé

Forskerne har ikke et problem med at komme langt. De har et problem med at komme i gang, og her hjælper de små penge til at rykke med det samme på den friske idé. Uden at spørge en chef, ti institutkolleger, der først skal være enige – og slet ikke en fjern og langsom fondsbestyrelse. Alt det kan komme senere, hvis ideen løfter sig op og lover noget større, der kalder på millionerne.

At komme i gang gælder ikke bare ved modig forskning. Sammen skal vi også i gang med innovation, universitetets nye opgave, og her findes der ikke på samme måde et kendt og udbygget system til at støtte forskeren økonomisk. Det hurtigste, mest sikre og mindst bureaukratiske middel til at træde den nye vej er ganske givet, at forskeren med egne penge på lommen selv finder ud af det og rykker på sin dristige idé.

Vores studerende er en kæmpe ressource til at bygge bro fra universitetet til resten af samfundet

Man kommer også langt med nogle frie penge, når forskeren er vejleder for studerende, for nu kan man støtte projekter – for eksempel specialer – der falder uden for den længe planlagte og bundne forskning, som en fond i forvejen betaler vejlederen for. Her virker ambitiøse og dygtige studerede som det første led i fødekæden til friske ideer og i sidste ende til en åbning af helt nye områder for forskning og innovation. Det savner vi.

LÆS OGSÅ: Prekært ansatte forskere bryder tavsheden. De har fået nok af et arbejdsliv på lånt tid

Vores studerende er også en kæmpe ressource til at bygge bro fra universitetet til resten af samfundet, når vi som forskere og vejledere sender dem ud i projekter sammen med virksomheder, myndigheder, organisationer og hvem ellers. Og vi får dygtigere kandidater, både af den klassiske slags, men også i den svære, men bundne opgave med de kommende erhvervskandidater.

Disse projekter skaber kontakt og kan vokse til mere, men kun hvis forskeren som en seriøs og troværdig partner selv kan bidrage med at løse opgaverne – det kunne være en mindre undersøgelse i laboratoriet – og det koster selvfølgelig en smule. Jeg beklager at skulle hilse fra virkeligheden, men ude i byen virker en lektor eller professor uden egne penge bare ikke professionel. Det skal fikses.

Pengene er derude

Gyset fra fondenes undergravende træk på universitetets fælles kasse sidder stadig i os, og vi mange på gulvet må afvente, at kræfter på det allerhøjeste niveau igen får gjort fondene til en ven af universitetet og dets mulighed for at fremme hele videnskaben. Arbejdet er i gang; det burde gå hurtigere, og måske vil det hjælpe på fremdriften med en minister for bordenden.

I mellemtiden må vi komme videre så godt som muligt hos os selv. Og her er et annuum med til at mindske lysten til, at forskerne søger store penge, som universitetet i virkeligheden ikke har råd til at modtage, som rektor selv siger. Samtidig får alle forskere nogle midler at arbejde for, så ingen må sidde med hænderne i skødet og vente på næste ansøgningsrunde.

Hverken KU eller andre universiteter har lige nu midler til at give et rimeligt annuum, men hvorfor ikke melde ud med det samme, at man ønsker at gå i den retning? Begynd blot med det beløb, man nu engang har råd til, også selv om det nærmest er symbolsk, for det er ikke blot penge, men også et symbol på anerkendelse og respekt.

LÆS OGSÅ: Den bedste forskningsleder er den, gruppen kan undvære

En så væsentlig bedring af vilkårene på universitetet er også en strategisk prioritering, der kunne høre hjemme i bestyrelsen. Og derfor i de kommende valgkampe om pladserne til bestyrelsen.

Man kan godt sætte høje mål i dag, for der er alt i alt masser af penge i dansk forskning, og det er politisk besluttet, at endnu flere af dem i de kommende år skal finde vej til universitets kerneopgaver. Hvis vi tæller sammen fra de politiske aftaler om forskning og innovation, forskningsreserven, statens arbejdsprogram og fondsaftalen bliver det til nye milliarder. Hvert år.

Kerneopgaverne er dem, der løses på gulvet. Af forskerne, underviserne og de studerende selv sammen med den gode hjælp fra TAP’erne tæt på laboratorium og auditorium. Et annuum er et eksempel på, hvordan det kan gøres bedre.