Forskerbevægelsen: Giv forskere faste beløb til at forfølge egne idéer

Fondene har gennem en årrække fået større og større betydning for dansk forskning. De mange milliarder giver universiteterne mulighed for at ansætte forskere og sætte nye projekter i gang.

Men pengene kommer også med en pris. Fondene vil nemlig have klare rammer for, hvad forskere kan bruge midlerne til, og hvordan arbejdet skal organiseres.

Netop de rammer har Dansk Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet undersøgt i en ny kortlægning af forskningsfinansieringen. I undersøgelsen svarer 75 procent af de adspurgte forskere, at de nuværende bevillingsformer i mindst moderat grad begrænser, hvordan de ideelt set ville udføre deres forskning.

Problemet er, at det i sidste ende er et samfundsmæssigt tab, vi lider

Maria Toft, stifter og bestyrelsesmedlem i Forskerbevægelsen

De nye resultater overrasker ikke Maria Toft, stifter og bestyrelsesmedlem i Forskerbevægelsen, der arbejder for at styrke den akademiske frihed.

Hun mener, at behovet for eksterne midler får forskere til at tilpasse deres idéer til de muligheder, der findes for finansiering. Og derfor er der ifølge hende meget forskning, som aldrig ser dagens lys.

»Der er spørgsmål, man slet ikke får lov til at stille, og interesser, man slet ikke får mulighed for at forfølge,« siger hun.

På Københavns Universitet er de eksterne midlers voksende betydning også tydelig. Fra 2015 til 2025 steg de eksterne indtægter fra omkring tre til godt 4,4 milliarder kroner målt i faste priser, mens statens forskningsbevilling lå nogenlunde stabilt.

LÆS OGSÅ: KU har 11,6 milliarder mellem hænderne – så hvorfor er økonomien presset?

I 2025 udgjorde eksterne tilskud, hovedsageligt forskningsbevillinger, 38 procent af KU’s samlede indtægter.

Samfundsmæssigt tab

Udover at tre ud af fire forskere oplever, at det nuværende system begrænser deres forskning, svarer 78,4 procent, at deres forskningsinteresser ville ændre sig i et eller andet omfang, hvis de fik to års finansiering uden de sædvanlige bindinger.

Ifølge Maria Toft er det kreativiteten og nytænkningen i dansk forskning, der lider skade under det nuværende system. Hun efterlyser mere plads til at afprøve idéer, før forskere skal beskrive et bestemt forløb og sandsynliggøre resultatet.

For hvis bevillingerne peger mod bestemte løsninger på et samfundsproblem, kan der efter hendes vurdering blive mindre plads til at spørge, om problemstillingen faktisk burde være en helt anden.

Men er det ikke rimeligt, at dem, der finansierer forskningen, også har indflydelse på, hvad pengene bliver brugt til?

»Selvfølgelig, men problemet er, at det i sidste ende er et samfundsmæssigt tab, vi lider. Altså et kollektivt tab, når potentialet af kritiske idéer og løsninger fra universitetet bliver begrænset, « svarer Maria Toft.

Årlig bevilling til forskere

Tidligere i år fremlagde Forskerbevægelsen sit udspil ’Universiteter til nutiden’, som blandt andet handler om at mindske fondenes indvirkning på forskningen i Danmark.

Forskerbevægelsen mener ikke, at fondene eller de konkurrenceudsatte forskningsmidler skal afskaffes, men ønsker at lægge en bund under den enkelte forskers økonomi.

Derfor foreslår bevægelsen, at fastansatte lektorer og professorer får et årligt forskningsbudget, de selv kan disponere over.

Det forklarer lektor ved Biologisk Institut på KU Jes Søe Pedersen, der er bestyrelsesmedlem i Forskerbevægelsen, og som sad med i bevægelsens arbejdsgruppe om fondsfinansiering.

»Hvis man skal gøre én ting, så tror jeg, at det er sådan et annuum (årlig bevilling, red.), man skal prioritere, og det skal man gøre først,« siger han og vurderer, at en årlig bevilling på 100.000 kroner ville være passende.

Ifølge Danske Universiteter var der i 2024 godt 7.000 lektorer og professorer på de danske universiteter. Med 100.000 kroner til hver ville ordningen koste cirka 700 millioner kroner om året.

Pengene skal ikke finansiere store forskningsprojekter, understreger Jes Søe Pedersen. De kan eksempelvis bruges til at afprøve nye idéer sammen med studerende, som forskeren vejleder.

»Og man kan betale for helt nødvendige ting som en forskningsrejse, en ny computer eller bare en vigtig videnskabelig bog, og det har mange kolleger vildt nok ikke engang penge til i dag,« siger han.

En forsker med en idé behøver dermed ikke gå direkte fra nul kroner til en ansøgning om flere millioner. Et mindre forsøg kan først vise, om idéen er værd at gå videre med.

Videnskabernes Selskab har også argumenteret for et fast årligt beløb til forskere, så de blandt andet kan afprøve idéer, der endnu ikke er modne til en stor fondsansøgning.

Konkurrenceelementet

Fondenes midler har dog også den funktion, at de skaber konkurrence forskernes imellem.

Når forskere konkurrerer om bevillinger, kan ansøgningerne vurderes af andre forskere, og pengene kan gå til de projekter, der vurderes at have den højeste kvalitet.

Der mangler ikke penge i dansk forskning. Der er masser af penge i dansk forskning. Problemet er fordelingen af dem

Jes Søe Pedersen, lektor ved Biologisk Institut på KU og bestyrelsesmedlem i Forskerbevægelsen

Et argument som Jes Søe Pedersen også anerkender.

»Konkurrenceudsatte midler er fint. Det er med til at øge kvaliteten. Men der taler vi om de store penge. Det her annuum er jo små penge, der sikrer en bund til folk, som i forvejen er udvalgt til at være de bedste på hver deres område,« siger han.

Men forslaget om et årligt fast grundbeløb har ifølge Jes Søe Pedersen også den fordel, at det vil mindske antallet af ansøgninger, som forskerne hvert år sender.

For ifølge Jes Søe Pedersen skyldes en del af ansøgningspresset, at forskere mangler en økonomisk bund.

Hvis man i stedet har et mindre beløb til den almindelige forskning, mener han, at flere vil kunne vente med at søge de store bevillinger, til de faktisk har et projekt, der kræver dem.

»Det vil altså lette alt det bureaukrati, fordi det vil tage den her tvang ud, at alle skal søge hele tiden,« siger han.

Forskningsmilliarder skal igen fordeles

For Forskerbevægelsen giver de kommende forhandlinger om forskningsreserven en mulighed for at ændre balancen i forskningsfinansieringen.

Jes Søe Pedersen mener, at flere statslige midler bør give den enkelte forsker mulighed for at forfølge idéer uden først at skulle passe dem ind i en fonds opslag.

Men flere basismidler til universiteterne sikrer ikke i sig selv den frihed, understreger han. Det kræver, at universitetsledelserne prioriterer pengene til forskerne, eller at politikerne knytter betingelser til nye bevillinger.

»Der mangler ikke penge i dansk forskning. Der er masser af penge i dansk forskning. Problemet er fordelingen af dem,« siger han.

LÆS OGSÅ: Det begyndte som en ‘vild’ idé, nu er ny forskerbevægelse en realitet: »Fantastisk at være nået hertil«