Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Fra skoletræt til topmotiveret

KLUMME - Jeg havde et snit på 4,4. Heldigvis var der ingen adgangsbegrænsning, da jeg fik plads på mit drømmestudium. Studenterkommentar til prorektor Lykke Friis.

Det er fedt at høre, at Københavns Universitet gerne vil styrke vores uddannelser. Men når prorektor Lykke Friis siger, at et karaktergennemsnit på 6 skulle avle mere motiverede studerende, så tror jeg, hun tager alvorligt fejl.

LÆS: Lykke Friis: Højere adgangskrav skal være med til at kvalitetsløfte KU

Jeg blev student med et karaktergennemsnit på 4,4 fra gymnasiet. I gymnasiet var jeg umoden, skoletræt og desuden pivelendig til matematik – og havde aldrig haft en chance for at sætte mine ben på Københavns Universitet med et adgangskrav på 6. Men heldigvis var der ikke karakterkrav, da jeg blev tilbudt en plads på mit drømmestudium.

Jeg startede på min bachelor i Informationsvidenskab og kulturformidling, og i min tid på universitetet har jeg brændt for min faglighed og engageret mig på mit studie.

Jovist, jeg skulle som de fleste andre nye studerende lære at begå mig i et akademisk miljø, og jeg har kæmpet med svære tekster og komplekse problemstillinger på højt fagligt niveau. Men jeg kastede mig selvfølgelig ud i det, for det var i hvert fald ikke min motivation, den var gal med.

Jeg har haft studierelevant arbejde og til tider op til flere samtidig. Jeg har nørdet og fordybet mig, opsøgt den nyeste viden gennem konferencer, faglige netværk og så videre. Jeg har været aktiv i mit fagråd, siddet i studienævnet og været koordinator for rusforløbet.

I gymnasiet havde jeg et snit på 4,4. På universitetet er det over 7. Så jeg tror ikke på, at KU får de bedste studerende ved at håndplukke de bedste elever fra gymnasierne. Man får de bedste studerende ved at have de bedste uddannelser.

Så kære Lykke Friis, er det virkelig studerende som mig, du ikke ønsker på dit universitet?

Seneste