Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Guide til god etikette læsesalen: Undgå højlydt fodtøj, og bliv hjemme, hvis du snotter

Etikette — Gnasker du selleri, spiser surströmming eller hamrer i tastaturet på læsesalen? Så hold venligst op. Uniavisen guider til læsesalsetikette.

Det har ikke været eksamenssæson, før du med koffeinrystende hænder og blanke øjne har siddet i en læsesal og nidstirret dagens kvabtorsk i skysovs, der mente, at gulerødder er en passende læsesalsspise.

Sådan har Uniavisens egen studenter-kværulant det i hvert fald, og herunder finder du hendes udførlige, men ikke udtømmende liste over læsesalens vigtigste dos and don’ts.

Lad være med at ...

… medbringe mad, der larmer eller lugter

Den evige læsesalskliché lever i bedste velgående. Hver eneste eksamenssæson er der en eller anden stakkel på 1. semester, der glemmer regel nummer ét i den hellige bog om god læsesalsetikke: Spis ej gulerødder, thi De vil blive udsat for evig afsky og uvenskab.

Reglen inkluderer også andre knasende fødevarer såsom asparges og selleri (hvis du er typen, der har lyst til at snacke på selleri altså), og i samme boldgade finder vi mad, der lugter. Du skal for enhver pris undgå at medbringe tun, ost og alt med karry. Selv den mildeste ost lugter efter fem-seks timer i en varm taske.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

Nogle gange må man ud i en trial and error, for selv mad, der dufter himmelsk, kan udløse hvasse blikke. Chancen er nemlig, at godt og vel halvdelen af dine medstuderende har glemt mad og nu selv sidder og kæmper, ikke blot med diskursanalyser eller paragraffer, men også med en mave, der snart bryder ud i hvalsang af sult.

Faktisk burde du bare gå ud af læsesalen og spise din frokost.

… traske rundt i højlydt fodtøj

Det gælder ikke kun stiletter. Dine jeg-har-fået-job-i-et-ministerium-eller-en-større-privat-virksomhed-sko larmer også, når du er på læsesal. Enormt. Hele vejen ned ad gangen. Alle former for det, min niece kalder ‘klak-klaksko’ er forbudt. Det er faktisk enkelt: Du er ikke på kontoret, og du er ikke på date, så hold dig til de udtrådte sneaks.

… spærre pladsen, når du er til frokost

Morgenstund har guld i mund, og det er imponerende, at du kom op i tide til at få fingre i en af de eftertragtede læsesalspladser. Det er bare så ærgerligt, når den sidste, tilsyneladende, ledige plads på din favorit læsesal er optaget af dine bøger, der holder pladsen til dig, der har taget kaffepause/er gået til frokost/er hoppet i H&M for at shoppe og først vender tilbage et par timer senere. Øv!

En kort frokostpause eller tur ned til kaffeautomaten kan til nød accepteres. Men du vil ikke være typen, der spærrer strandstolen af med sit håndklæde og aldrig fysisk benytter sig af den. Det er skammeligt!

Medmindre du rent faktisk har astma, bliver du simpelthen nødt til at lære at trække vejret gennem næsen
***

… fylde unødigt

Københavns Universitet huser lige omkring 40.000 studerende, men tilbyder så langt fra 40.000 læsepladser. Kun klokkefår og kluntemikkeler beslutter sig for at fylde to pladser. Eller et helt skrivebord. Eller lægger fødderne op på lokalets sidste frie stol.

… lade din frustration gå ud over dit tastatur

Dit tastatur er ikke en halvrusten skrivemaskine fra forrige århundrede, og du behøver derfor ikke behandle det som en sådan. Du er stresset, træt og frustreret, og det kan føles rigtigt at hamre derudad på tastaturet, men vi er alle i samme båd, og det hjælper ikke på nogens eksamen, at du forstyrrer 25 andre forjagede mennesker.

Du skriver ikke hurtigere af at hamre på tastaturet, du skriver ikke bedre af det, og det hjælper ikke på, at du har brugt for mange timer i fredagsbaren og for få timer i en læsesal i løbet af semestret. Sæt dig tilbage i stolen et øjeblik og tag en dyb indånding. You got this.

… trække vejret som et bodegamøbel på 70

Medmindre du rent faktisk har astma, bliver du simpelthen nødt til at lære at trække vejret gennem næsen. Ikke bare lyder du som en blanding mellem Darth Vader og undertegnede efter femkilometeren på løbebåndet, det er også usundt for dig.

Når du føler sig stresset eller trækker vejret overfladisk, pumper din krop kortisol ud i blodet. For meget af det steroid gør dig mere urolig, nervøs og anspændt (end du allerede er). Men i samme øjeblik, du tager et par dybe og rolige indåndinger, så falder mængden af kortisol helt af sig selv. Du bliver både roligere og gladere. Og det gør de andre på læsesalen også.

Men bare rolig. Det er ikke for sent at blive bedre. Selv hvis du har læsesalssyndet, kan du stadig nå at lægge guleroden fra dig, tage dine heels af og langsomt (og tyst) samle dit gear sammen. Og hvis du så ovenikøbet husker at gøre noget af nedenstående, inden du splitter, kan du stadig nå at vinde nogen anseelse.

LÆS OGSÅ: 10 gode råd: Sådan læser du en bog

Det er god stil, hvis du i stedet ...

… bliver hjemme, hvis du er forkølet

Indse at du er syg, og tag en fridag. Du får alligevel ikke lavet noget hvis du sætter dig på en læsesal, når du bliver nødt til at rende ud og pudse næse eller hele tiden sidder og snøfter. Bliv i sengen, hav lidt ondt af dig selv, og lok din mor forbi med suppe. Der er heller ingen på læsesalen, der kommer til at savne dine bakterier.

… henter kaffe til din sidemand

Skal du alligevel ned og have mere mokka i koppen? Så smil lige pænt til din sidemand (eller hende den søde, der sidder overfor), gestikuler mod dennes eller din egen tomme kaffekop, og bad i goodwill resten af dagen. Og hvem ved, måske bliver det begyndelsen på et smukt venskab.

Dit regntøj og din store vinterfrakke med det, der lyder som pedellens nøglebundt i lommen, larmer
***

… afklæder dig dit regntøj udenfor

Det er ikke kun læsningen, der skal foregå dæmpet, det skal også ankomst og afgang. Dit regntøj og din store vinterfrakke med det, der lyder som pedellens nøglebundt i lommen, larmer. Virkelig meget. Ligesom alt i din taske gør, når du roder åndsfraværende rundt i den. Og dine bøger, når du vælger at lade dem dumpe ned på bordet i stedet for at lægge dem stille og roligt. Shhh!

… laver et lydtjek

Man behøver ikke være musikalsk begavet eller teknisk dygtig for at foretage et lydtjek. Læsesals-lydtjekket foregår ved, at man dobbelttjekker, at ledningen er sat i computeren, eller Bluetooth er tilsluttet høretelefonerne, før man ender med at dele følsom indierock med hele salen. Det er også god stil lige at tage høretelefonerne af en gang imellem og få en fornemmelse af, hvor meget ens studiekammerater kan høre, og så justere lydniveauet herefter.

… slår lyden fra mobilen

‘bzz bzz’ … ‘pling’ … ‘pling pling’ … Tsk!

Du ved det godt, telefonforstyrrelser er noget af det værste. Udover, at alle – fejlagtigt – tror, at de får en Imessage, der måske kan betyde forskel på liv og død, viser forskning, at vores IQ falder med næsten 10 point, når vi forstyrres hele tiden. Jeg ved ikke med dig, men jeg har altså brug for alle mine IQ-point for at bestå den her eksamen. Så please, vil du ikke nok slå lyd (og vibrator) fra?

Det er egentlig simpelt nok: Tænk dig om, når du sidder på læsesal. Du er klog, du læser på universitetet, og du er et voksent menneske. Hvis du selv ville blive irriteret af, at din sidemakker spiste surströmming, så lad selv være med at gøre det. Og respekter skiltningen. Og brug skraldespanden.

FØLG UNIAVISEN PÅ FACEBOOK

Seneste