Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Interessen for politik trak Mads Strange over på Statskundskab. Men studiet endte som et hobbyprojekt

Fra KU til Borgen — Ungdomskometen og KU-alumnen fra Liberal Alliance knækkede koden til de sociale medier og er netop braget ind i Folketinget med 4.488 personlige stemmer.

En sommeraften i 2019 er der fest i køkkenet på Herlev Kollegiet. Musikken pumper fra højtalerne, promillen er på vej op, og larmen fra festen forgrener sig på etagen.

På et værelse ved siden af køkkenet sidder en ung, blond mand. Han har lukket støjen fra festen ude med sine høretelefoner for at koncentrere sig om indholdet i ugens udgave af Weekendavisen.

Men det er ikke kun betonvæggene og aftenens aktivitet, der adskiller den dengang 18-årige Mads Strange fra de andre kollegianere. Han er nogle år yngre end de andre og den eneste, der stadig går i gymnasiet. Og så befinder han sig politisk en anelse længere til højre end gennemsnittet på kollegiet i Herlev.

Nyvalgt, men ikke overrasket

Christiansborgs kantine Snapstinget summer. Det er 10. april og kun få minutter efter, at det nyvalgte Folketing for første gang har været samlet i salen. Inden samlingen var gruppemødet i Liberal Alliance gået en time over tid, så vi møder det nyvalgte folketingsmedlem og KU-alumne Mads Strange her, så han kan få en tiltrængt frokost.

Fra KU til Borgen

Flere af de nyvalgte folketingspolitikere er kendt fra Uniavisens spalter, og mange begyndte deres politiske karriere i studenterpolitik.

I denne portrætserie følger vi en håndfuld unge nyvalgte politikere på deres vej fra studenterpolitik til landspolitik og spørger, hvad der driver dem.

Da han ankommer til vores bord i hjørnet, rækker han mig et glas vand med venstre hånd, hvor jeg bemærker en Oura Ring – en elektronisk fingerring, der blandt andet kan måle bærerens søvnkvalitet.

Ringen gav en stribe alarmerende rapporter om hans søvn under valgkampen, fortæller Mads Strange, men problemerne opstod først, da valget var overstået:

»Man skulle måske tro, at så mange dage med for lidt søvn er ødelæggende, men det var først, da valgkampen var slut og jeg ikke længere havde lige så meget at se til, at jeg følte mig miserabel,« siger han.

Han kan godt lide at have meget at rive i, fortæller han, og tanken om en tom kalender gør ham rastløs. Derfor har han siden valget takket ja til bunkevis af interview.

Jeg støder stadig på mennesker, som har en lidt hånlig attitude over for sociale medier, men så siger jeg bare, at jeg glæder mig til at se deres personlige stemmetal til næste valg.
Mads Strange, nyvalgt folketingsmedlem fra Liberal Alliance

24. marts 2026 blev den i dag 26-årige Mads Strange valgt til Folketinget med knap 4.500 personlige stemmer, og han blev dermed den største stemmesluger for Liberal Alliance i Københavns Storkreds (og partiets nummer fem på landsplan). Men modsat hvad man ellers kunne tænke om en ung, nyvalgt politiker, der nu kan sætte sig på én af de 179 stole i Danmarks magtcentrum, var Mads Strange ikke overrasket.

»Efter at være stillet op til EP-valget i 2024 var jeg klar over, at jeg havde stor folkelig opbakning, og under valgkampen kunne jeg jo se, hvor mange der fulgte med på de sociale medier. Jeg var faktisk ret sikker på at komme ind,« siger Mads Strange, da vi forlader den larmende kantine for at fortsætte samtalen på partikollegaen Pernille Vermunds kontor.

Kursskifte fra konfirmandliberalisme

Tilbage på kollegieværelset i Herlev i sommeren 2019 er Mads Strange ved at læse op til afgangseksamen fra handelsgymnasiet Niels Brock. Men selv om den flittige gymnasieelev er opsat på at klare sig godt, har han svært ved at koncentrere sig. Den igangværende valgkamp trækker i ham, og den tvinger ham ud i et kursskifte.

Den ambitiøse 12-talselev havde ellers en klar plan for fremtiden. Han skulle læse på CBS, få sig et job i finanssektoren og tjene masser af penge.

»Men valget i 2019 tændte noget i mig, og jeg droppede min plan om at læse international business og søgte i stedet ind på statskundskab for at kunne arbejde mere med politik.«

Få måneder senere begynder Mads Strange på Københavns Universitet, hvor han oplever en politisk kultur, som tænder en gnist i ham.

»I introdagene på studiet overhører jeg to af mine medstuderende tale om, at alle der stemmer til højre for SF er racister, og den form for venstreekstremisme oplevede jeg som ret udbredt ude på universitetet.«

Kort efter melder Mads Strange sig som kandidat til studienævnet og bliver som en af de få fra Konservative Studerende valgt ind.

LÆS OGSÅ: Konservative Studerendes spidskandidat: »Jeg er meget interesseret i ligestillingsdebat og kønspolitik«

Jeg havde lidt en konfirmandagtig liberal forestilling om, at alle problemer i vores samfund ville forsvinde som dug for solen, hvis vi fik et lavere skattetryk og et større arbejdsudbud

På dette tidspunkt er hans idepolitiske ståsted ved at have cementeret sig efter at have gennemgået en udvikling fra det, han kalder konfirmandliberalisme til en moderne form for nationalliberalisme.

»Da jeg var yngre, der havde jeg lidt en konfirmandagtig liberal forestilling om, at alle problemer i vores samfund ville forsvinde som dug for solen, hvis vi fik et lavere skattetryk og et større arbejdsudbud. Men jeg er blevet ret opmærksom på i de senere år, at et samfund også består af alle de ting, du ikke kan opgøre i et Excel-ark: kultur, værdier, tillid, sammenhængskraft.«

Fuldtidsjob og statskundskab som hobby

Da Mads Strange i slutningen af 2025 afleverer speciale på Statskundskab, bliver der sat foreløbigt punktum for hans tid på skolebænken og Københavns Universitet. På den anden side venter ikke en hverdag med A-kasse, jobansøgninger og universitetsblues. Faktisk er det meste som det plejer for Mads Strange.

Den pligtopfyldende elev, som Mads Strange var i gymnasiet, var ikke den samme, der startede på Statskundskab, fortæller han.

»Paradoksalt nok blev skolen mindre interessant, da jeg begyndte at læse noget, jeg interesserede mig for. I al beskedenhed var jeg en rigtig god elev i gymnasiet, hvor der er mange obligatoriske fag, men jeg var en rigtig dårlig universitetsstuderende. Studiet blev ret hurtigt en hobby. Jeg fortsatte med at læse, fordi det var sjovt, men jeg fandt hurtigt ud af, at min tid var bedre brugt på arbejdsmarkedet og på at være politisk engageret.«

LÆS OGSÅ: Frit Forum og Konservative Studerende vil udstille Studenterrådets »løgnehistorie«

Få måneder efter studiestart får Mads Strange et deltidsjob i Saxobank og får hurtigt meget ansvar i afdelingen. Her dukker han op på radaren hos Liberal Alliance, som efter et år rækker ud til med et jobtilbud. Mads Strange starter på fuldtid i LA’s pressetjeneste og bliver efter to år rykket til deres afdeling for politisk og økonomisk rådgivning.

Dydsborgerlig umage

Vi har fundet os til rette i blå stofmøbler på Pernille Vermunds kontor. Jeg kommer til at stille min kaffekop på sofabordet – en fejl, Mads Strange hurtigt får rettet op på:

»Pernille er meget opmærksom på, at man skal bruge de her,« siger han og løfter koppen op på en bordskåner. Samtalen drejer sig væk fra sociale medier, stemmetal og valgkamp over til noget mindre målbart, men mere betydningsfuldt for Mads Strange:

Pligt. Dyd. Og det, han selv kalder en overset værdi i samfundet, nemlig at gøre sig umage.

Når jeg trækker millioner af visninger på sociale medier, ligger der jo også en kæmpe indflydelse i det.
Mads Strange, nyvalgt folketingsmedlem fra Liberal Alliance

»Mange af de kulturelle sæder og vaner, som tidligere var i højsædet, er i dag på retræte,« siger han og læner sig tilbage i stolen. »At man rejser sig for den gravide i metroen. At man gør sig umage – både på sit arbejde og i sit liv.«

Det er noget, som er svært at ændre gennem reformer eller procentsatser, men det er alligevel afgørende for vores samfund, mener han.

»Min mor har altid sagt, at hun er ligeglad med, hvad vi ender med at lave. Det er ligegyldigt, om vi er direktører end rengøringsassistenter – bare vi gør os umage. Det handler om at tage ansvar for det, man står i,« siger han.

»Konfirmandliberalismen« som han selv har gjort op med, er også begyndt at fylde mindre i partiet, som i de senere år har haft større fokus på kultur, værdier, tillid og sammenhængskraft, siger han.

»Frihed er afgørende. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan man bruger den. Hvis ikke vi har en eller anden fælles forståelse af pligt og ansvar, begynder tilliden at smuldre.«

Aktivist eller politisk influencer

Mads Strange har nu noget, som er forbeholdt de færreste, og som han aldrig har haft før. Han har fået direkte politisk magt. Så hvordan føles det egentlig?

»Det ved jeg ikke. Jeg føler mig ikke så forfærdelig magtfuld i de her dage,« siger han og griner med et blændende hvidt tandsæt.

»Men jeg har et mandat, en stor folkelig opbakning og en følgerskare, som jo også er et medium, man kan udnytte. Når jeg trækker millioner af visninger på sociale medier, ligger der jo også en kæmpe indflydelse i det.«

Tror du, at din følgerskare i virkeligheden kan rykke mere end det mandat, du har fået?

»Ja, det tror jeg, og det er også min ambition.«

Hvad tænker du om den måde at have magt på?

»Sociale medier ændrer nogle af de grundlæggende dynamikker i vores folkestyre, men jeg synes, at det er et interessant supplement til det danske demokrati. Der er selvfølgelig masser af problemer med tech-elitens indflydelse på den offentlige debat, men jeg er stadig glad for, at sociale medier er med til at demokratisere debatten, så nye perspektiver kan vinde frem.«

Vil du beskrive dig selv som politisk aktivist?

»Nej. Men det er fordi, jeg synes, at begrebet giver konnotationer til nogle snotforkælede møgunger, der standser trafikken eller ødelægger historiske kunstværker. Men jeg har – lidt modvilligt – kaldt mig politisk influencer. Men egentlig vil jeg helst kaldes politiker.«

Store dele af Mads Stranges valgkampagne foregik på sociale medier, hvor hans politiske budskaber blevserveret i korte, ofte humoristiske, videoklip. Nogle går direkte på Mads Stranges politiske mærkesager, andre handler om at udstille modstanderne på venstrefløjen.

Det format er især effektivt til at mobilisere vælgere, der ikke selv opsøger politisk indhold, fortæller han.

»Folk der sidder derude, som måske ikke er synderlig interesseret i politik, men som sidder og scroller, som majoriteten af unge mennesker gør i dag, ender med at blive eksponeret for politisk indhold, og det kan være med til at antænde deres politiske ild. Det er også derfor, jeg tager det ret alvorligt.«

Derfor kommer det også bag på Mads Strange, at flere politikere ifølge ham selv stadig tror, at TikTok bare er det sted, hvor man laver dansevideoer.

»Jeg støder stadig på mennesker, som har en lidt hånlig attitude over for sociale medier, men så siger jeg bare, at jeg glæder mig til at se deres personlige stemmetal til næste valg,« siger han.

Mads Strange skal videre. Han har et møde med sit partis gruppeformand, Ole Birk Olesen. For mens Mads Strange har fundet sin plads som politiker i offentligheden, erkender han, at han stadig har meget at lære som politiker inden for Christiansborgs mure.

Seneste