Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Konservative Studerendes spidskandidat: »Jeg er meget interesseret i ligestillingsdebat og kønspolitik«

Univalg — Da Mads Strange, Konservative Studerendes spidskandidat, startede på Statskundskab, undskyldte hans undervisere for at sætte flere tekster af døde, hvide mænd på pensum. Det startede hans kamp mod den identitetspolitik, han synes, invaderer universitetet.

Mads Strange låser døren op til et lokale i en af kældergangene på det gamle kommunehospital med sit studiekort.

»Det er her, vi holder til. Vi er cirka 40 personer, der frekventerer det her sted. I alt på universitetet er vi mellem 150 og 200 aktive, betalende studerende. Vi har faktisk virkelig stor vækst for tiden,« siger den Statskundskabsstuderende.

Der står grønne og blå sodavand i sodavandskasser på gulvet i Konservative Studerendes foreningslokale. Mads Stranges ansigt hænger på en plakat på en tavle. Han er studenterorganisationens spidskandidat til bestyrelsen ved Univalget, og selv om der står Konservative Studerende over hans ansigt på plakaten, er hverken han selv eller foreningen særlig konservative.

LÆS OGSÅ: Der er valg, det er vigtigt. Hvad skal du gøre? Her er en guide

»Foreningen har eksisteret siden starten af 1900-tallet. Oprindeligt var det en konservativ studenterorganisation, men de seneste år er det blevet ændret til at være en såkaldt tværborgerlig studenterorganisation. Vi har også flere medlemmer, der stemmer Radikale Venstre. Personligt stemmer jeg ikke konservativt, men jeg synes, det er en vigtig forening. Og der er plads til, at universitetet tænker lidt anderledes på nogen områder,« siger han.

De anderledes tanker, Mads Strange vil tænke, handler blandt andet om identitetspolitik, studiefleksibilitet og feedback.

Grænser for krænkelsesparathed

Netop de tre ting er spidskandidatens mærkesager.

»Jeg vil gerne have mere feedback til studerende. På fx Statskundskab har man mange 72-timers eksamener, hvor vi bruger tre døgn i sved og tårer på at skrive en opgave, og så er det lidt træls, at man bare får slynget et tal i hovedet bagefter.«

Det behøver ikke tage særlig lang tid for professorerne at skrive bare fire linjer om, hvad den studerende har gjort godt og skidt.

Mads Strange, Konservative Studerende

»En anden ting, vi har markeret os på, er identitetspolitik. Der har været rigtig mange eksempler på, hvad jeg vil kalde for identitetspolitiske tosserier på universitetet,« siger han og nævner den beslutning, ledelsen på Statskundskab har truffet om, at de studerende ikke længere må blive inddelt i hold opkaldt efter lande i studiestarten.

»Vi skal tage hensyn som universitet, men der er også grænser for, hvor langt, vi kan gå. Hvor krænkelsesparate, vi kan være.«

Den sidste store ting, han vil arbejde for, hvis han får pladsen i universitetets bestyrelse, er at få genindført optagelse af forelæsninger.

»Det giver rigtig god mening, at man kan se dem derhjemme, hvis man fx skal til tandlæge. Det giver også mening, at man kan gense dem, når man skal til eksamen. Der er også utrolig mange studerende, som har koncentrationsbesvær og har brug for at kunne se det i sit eget tempo. Jeg synes, vi skal skabe noget mere fleksibilitet for de studerende og give nogle bedre rammer for det at læse på Københavns Universitet,« siger han.

Skær i politik og sociale aktiviteter

Hvis du skal vælge én ting, hvad mener du så, er den største udfordring for universitetet og dets studerende?

»Det er den manglende feedback. Jeg tror, det vil skabe meget bedre studerende, hvis vi giver bedre feedback.«

Mads Strange er ikke den første universitetspolitiker, der efterlyser mere feedback. Emnet har været tilbagevendende ved hvert univalg de seneste år, men uden store resultater.

Andre før dig er ikke lykkedes med at få indført mere feedback til de studerende. Hvordan vil du gøre det?

»Hvis jeg bliver valgt ind, så vil jeg kæmpe for, at vi indfører obligatorisk feedback på samtlige eksamener. Jeg vil gøre det til et krav. Det behøver ikke tage særlig lang tid for professorerne at skrive bare fire linjer om, hvad den studerende har gjort godt og skidt. Det ville være nok. Det tager selvfølgelig lidt ekstra tid, men på bundlinjen tror jeg, det er givet godt ud.«

Apropos bundlinjen; hvor ville du finde penge og tid til ekstra feedback?

»Jeg tror sagtens, der kunne skæres i administrationen. Jeg tror også, at der kunne skæres i puljer til sociale aktiviteter. Sociale aktiviteter er rigtig vigtigt, men jeg synes godt, man kan spørge, om det altid skal være universitetet, der finansierer det. Du kan også holde sociale aktiviteter, der ikke behøver at koste penge for universitetet. Man giver også rigtig mange penge til studenterpolitiske organisationer, og i Konservative Studerende kunne vi i hvert fald sagtens klare os med mindre støtte, når de her midler alternativt kunne højne fagligheden.«

Undskyld

Selv om Mads Strange vil kæmpe for mere feedback, er det hans holdninger til den såkaldte identitetspolitik, der for alvor kan få ham til at bruge store ord. Efter landesagen var han fx medafsender på flere debatindlæg i Berlingske og Jyllands-Posten, hvori han opfordrer til at sige fra »over for den identitetspolitiske totalitarisme.«

Hvornår blev identitetspolitik en mærkesag for dig?

»Lige da jeg var startet på universitetet, før jeg blev politisk aktiv, var der flere af vores undervisere, der uafhængigt af hinanden sagde undskyld til os studerende for endnu engang at få os til at læse en tekst, der var skrevet af en død, hvid mand. Det var deres formulering. Det synes jeg er uhensigtsmæssigt. Jeg synes ikke, man skal diskvalificere menneskers holdning baseret på, hvilket køn eller hudfarve, de har. Vi ser også, at der med den her identitetspolitiske strømning, der skyller ind over universitetet, at der er folk, der begynder at slå på tromme for, at vi skal have kvoter på pensumlister, det er jeg meget stor modstander af.«

Jeg synes ikke, man skal diskvalificere menneskers holdning baseret på, hvilket køn eller hudfarve, de har.

Mads Strange, Konservative Studerende

Under efterårets kommunalvalgkamp fik Mads Strange bragt et andet debatindlæg, også i Berlingske, om ekstern lektor på Statskundskab, Magnus Møller Ziegler, der havde skrevet på Twitter, at det er okay at udøve hærværk på »racisters valgplakater.«

»Kan vi som studerende vide os sikre på, at Zieglers undervisning på Institut for Statskundskab er politisk neutral,« står der, og senere »måske instituttet skulle overveje, hvem de har ansat til at varetage den vitale samfundsfunktion, det er at undervise os studerende.«

Er du ikke selv med til at blæse nogle småting, som holdnavne og en bemærkning på Twitter, op til store debatter om identitetspolitik?

»Det er eksempler i småtingsafdelingen. Men det er emblematisk på et generelt problem.«

Thorning og tech

Mads Strange er ikke meget for at tale om, hvem han er ved siden af sit politiske virke. Det føles ikke relevant for ham, han vil hellere tale om politik.

»Jeg bruger tid på mit studiejob, og jeg kan godt lide at drikke en fadøl med mine venner. Når jeg bare er hjemme og skal slappe af, så kan jeg godt lide at læse bøger,« fortæller han alligevel.

Hvad læser du så?

»Jeg læser mest faglitteratur. Lige for tiden læser jeg en bog om de samfundsmæssige udfordringer ved techindustrien, og så har jeg lige læst Helle Thornings bog Blondinens Betragtninger. Den var spændende. Måske er der nogen, der synes, at det er overraskende, når jeg er formand for Konservative Studerende, men jeg er meget interesseret i ligestillingsdebat og kønspolitik.«

Er der nogen af dine modkandidater, du beundrer?

»Kasper Stisen fra Frit Forum er rigtig dygtig, og så er han et super ordentligt og sympatisk menneske, som jeg virkelig respekterer. Jeg er ikke enig med ham i alt, men jeg kan se hans udgangspunkt. Meget af det, han siger og gør er rigtig fornuftigt. Hvis det skurrer i ørerne at høre, at man skal stemme på en tværborgerlig organisation, så synes jeg, man skal stemme på Kasper og resten af Frit Forum.«

LÆS OGSÅ: »Universitetet gør på mange måder samfundet mere skævt«

Er der nogen, du frygter?

»Flere af Studenterrådets medlemmer siger, at de gerne vil have kvoter på pensum. Det frygter jeg, for jeg tror virkelig, det kunne ødelægge vores uddannelse.«

LÆS OGSÅ: Studenterrådet: Selvfølgelig skal vi kunne snakke om pensum

Seneste