»Jeg brugte første dag på rusturen på at planlægge min flugt«

Studiestarten er hård. Den traditionsrige rustur er nervepirrende. Og sådan er det for de fleste. I mere eller mindre grad. For en selverklæret introvert er det om muligt endnu værre. En rustur skal være grænseoverskridende og begivenhedsrig, så vi rigtig kan blive rystet sammen og skabe fælles minder. Det er jeg i hvert fald blevet fortalt. Men for en introvert er rusturen – tre dage og tre nætter i treetagers køjesenge – i sig selv en ekstremsport. Og jeg forstår godt, hvis man har lyst til at blive hjemme.

Men nye studerende: Jeg synes alligevel, du skal med på rustur.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke selv var meget for at tage af sted. Sådan at skulle socialisere på fuld tid med fremmede mennesker. Oh ve, oh skræk. Det krævede lidt tilløb. Og lidt øl. Men når jeg ser tilbage i dag, ser jeg også den kæmpe sejr og de spirende venskaber, jeg kom ud med i den anden ende.

Den første aften på rusturen gik jeg tidligt i seng. Jeg kunne ikke overskue, hvordan jeg skulle overleve de næste tre dage på en forvokset lejrskole i midten af ingenting. Jeg kunne ikke overskue, hvordan jeg skulle lære mine nye medstuderende at kende, når alt jeg havde lyst til var at tage hjem. Jeg kunne ikke engang overskue, hvordan jeg skulle få skiftet tøj i den enorme sovesal med 70 sengepladser og Peter i nabokøjen.

»Det var først her, det slog mig, at jeg selvfølgelig ikke var den eneste, der havde tjekket rejseplanen«

Ikke at jeg synes, jeg er sart. Jeg har været vinterbader i årevis, helt au naturel, men jeg ville alligevel foretrække at mine nye medstuderende kunne genkende mig på mit navn og ikke mine lyserøde trusser med Snoopy-motiv.

Så jeg brugte min første dag på rusturen på at planlægge min flugt. Ikke for at give op. Bare for at få en lille pause og vende tilbage. Hvis jeg fik et lift med den indkøbsansvarlige tutor, kunne jeg komme hen til nærmeste busstoppested. Herfra kunne jeg med blot et enkelt skift komme hen til et regionaltog, der kunne tage mig hjem til København.

Når jeg så kom hjem, ville det være sengetid, og hvis jeg stod rigtig tidligt op, kunne jeg nå ud at hente mine forældres bil, køre tilbage til Fyn og være med til eftermiddagsarrangementerne. Det ville koste mig over 10 timers transport og en plovmand. Jeg tænkte, det ville være den bedste investering, jeg længe havde gjort.

Jeg endte med at afblæse missionen. Heldigvis.

Fra den tid der gik, fra jeg havde pakket mine tasker, til det næsten ikke længere kunne betale sig at tage af sted, skete der nemlig det, som er hele formålet med rusturen. Jeg faldt i snak med ligesindede. Ligesindede som undredes over min sammenrullede sovepose og tomme sengeplads. Ligesindede som kiggede lidt misundeligt på mit lettede smil ved tanken om hjemturen. Men, vigtigst af alt, ligesindede som fik afsløret, at de havde overvejet at gøre det samme. Det åbnede for en ærlighed, jeg endnu ikke havde oplevet på turen. En tiltrængt sårbarhed midt i alle de polerede overflader og gode indtryk.

»Og så var jeg pludselig blandt dem, der så de andre gå i seng en efter en«

– Jeg er alt for introvert til det her, sagde min nuværende studieveninde, og så afbrød jeg flugtplanen. Det var nok meget godt, for jeg var sikkert ikke kommet tilbage – til trods for oprigtigt gode intentioner.

Det var først her, det slog mig, at jeg selvfølgelig ikke var den eneste, der havde tjekket rejseplanen. Selvfølgelig var jeg ikke den eneste selverklærede introverte på matriklen. Når mellem en tredjedel og halvdelen af os er introverte, må der nødvendigvis være nogle stykker på hver årgang, der har de samme præferencer som jeg. De samme behov for privatliv og fredfyldte øjeblikke.

Læs mere:

Undskyld, jeg er introvert

Vi er der, selv om vi omkring studiestart forklæder os som ekstroverte efter bedste evne. Og da vi fandt hinanden, var vi ikke længere alene om at fortvivle. Vi fandt sammen i vores fælles had mod de store sovesale. Vi konspirerede om, hvordan man undslipper gæt og grimasser (afsløring: det gør man ikke). Vi spottede hinanden, når vi så lidt fortabte ud i mængden og havde brug for en ven.

Og ind imellem stopdans-maratonet og de klicheprægede ‘nå, hvad har du så lavet før?’-samtaler var der også øjeblikke, hvor vi fandt en solplet i græsset og hentede et par lunkne Royal øl fra pallen ude i gården. Så fortalte vi historier om dengang vi mødte den store kærlighed, om ungdomsromancer og hjerteveninder fra gymnasiet.

Vi lærte hinanden at kende. Vi grinede sammen af historierne om vilde byture og kiksede Tinderdates, og det gjorde det hele lidt lettere at bære. Faktum er, at det tager noget tid for mig at komme ind på livet af andre – og ikke mindst omvendt.

»jeg ville alligevel foretrække at mine nye medstuderende kunne genkende mig på mit navn og ikke mine lyserøde trusser med Snoopy-motiv«

Og i de øjeblikke, hvor jeg havde allermest hjemve, kom rare tutorer og søde medstuderende mig til undsætning. Og da jeg en aften havde forvildet mig væk fra mine nye studieveninder og stod og hang lidt tilfældigt ved poolbordet, fik Lukas og Peter hurtigt stukket en kø i hånden på mig og koblet mig på Team Lukas. Og så var jeg pludselig blandt dem, der så de andre gå i seng en efter en. Og nogle af dem ganske tidligt endda. Noget jeg ikke nåede at observere på min første aften.

Jeg ved godt, at der er verdener til forskel på rusturenes indhold, og jeg ved også godt, at Retorik ikke er berygtet for at skræmme livet af sine ruslinge eller at holde vilde orgier. Så var jeg nok blevet hjemme. Jeg blev lokket med løfter om bål, fortælling og rødvin i aftensolen. På den måde var jeg enormt privilegeret.

Da jeg året før startede på Roskilde Universitet var jeg knap så heldig. Der var kampråb og drukolympiade og rollespil, og jeg mistede ret hurtigt modet på at rejse til den anden ende af landet i en uge med fællestransport, fællestelt og fællesbad. Og ingen umiddelbar mulighed for at stikke af før tid. På Roskilde Universitet havde vi i mindre grupper på 8-10 nye studerende tilknyttet end tryghedsvejleder.

»Studiestart er hårdt for alle. Alle har lige vilkår. Alle er nervøse. Alle har brug for en ven«

Min var Asbjørn. En sød, rødhåret fyr, ikke meget ældre end mig selv, der fik gruppen til at sende ham en sms, når de tog hjem før endt program – bare så han vidste, at vi ikke var blevet væk et sted på campus. Jeg havde Asbjørn på speed dial. Og da jeg en eftermiddag med rystende hænder og bævende underlæbe fik fremstammet, at de her introdage med knald på og kampråb og alt for mange nye mennesker og blå krigsmaling i ansigtet var alt, alt for meget for mig, tilstod han, at hvis jeg ikke synes, det her var sjovt, så ville rusturen ganske rigtigt ikke være det rette sted for mig. Så jeg blev hjemme, og det føltes helt rigtigt.

Jeg var ikke engang den eneste, opdagede jeg til min lettelse. Men enten var jeg den eneste, der ikke havde nogen konkret grund, eller også var jeg bare den eneste, der stod ved det. Og hvor min rustur med Retorik førte mig sammen med ligesindede, følte jeg kun at mit fravalg førte mig sammen med modsætninger. Studerende, der gerne ville med, men ikke kunne få fri, eller studerende, der helst ikke ville med, men gjorde det alligevel.

Og da jeg i løbet af andet semester begyndte at overveje om det, jeg troede skulle være min drømmeuddannelse, var noget for mig, havde jeg ikke noget netværk til at holde på mig.

Læs mere:

Social call: Fem gode råd fra en introvert

Jeg kan huske, at der startede et par nye ansigter efter rusturen. Og jeg kan huske, at jeg nødig ville være dem. Jeg var måske ikke med på rusturen for fornøjelsens skyld, men i det mindste vidste jeg, hvem jeg skulle sætte mig ved siden af, da vi kom tilbage. Det vidste alle. Så sad vi alle sammen der i vores nye sammensmeltninger på kryds og tværs og hviskede om, hvem de nye var, og om det mon var nogle, vi havde glemt, vi havde mødt.

I dag er flere af de dengang nye ansigter langt mere integrerede i det sociale studieliv, end jeg er, så dermed ikke sagt at man ikke kan undvære rusturen. Jeg kunne bare ikke have gjort det uden. Én intensiv introuge ved studiestart var for mig at foretrække i det lange løb frem for at skulle kompensere i løbet af semestret. I det mindste er studiestart hårdt for alle. Alle har lige vilkår. Alle er nervøse. Alle har brug for en ven.

»de her introdage med knald på og kampråb og alt for mange nye mennesker og blå krigsmaling i ansigtet var alt, alt for meget for mig«

Nu er det næsten et år siden, jeg stod på bussen ved KUA sammen med 70 nye ansigter og dirrende hænder. Jeg kan ikke med sikkerhed sige, at det er derfor, jeg har klaret mig så godt igennem mit første år. Men faktum er, at jeg har fået det gode sociale liv, jeg aldrig fik på RUC. Jeg har fået en god studiegruppe at læse sammen med. Gode veninder at tage til festerne med (og stikke af fra festerne med). Veninder, der ligesom jeg nogle gange bare hellere vil drikke øl på den lokale end tilslutte os et tætpakket fredagsbarslokale.

Og rusturen, den ser jeg tilbage på gennem nostalgibrillerne. På samme måde som charterturene og de danske somre, som man ikke længere husker for madforgiftningen eller regnvejrsdagene, men for de lyse nætter, de varme øjeblikke og de glade sommerhits. Nu kan jeg synge med på vores rusturssoundtrack, som samlede hele Retorik 2014-holdet på dansegulvet til semestrets første store fest.

Jeg kender trinnene (om end jeg ikke kan danse dem) til Retorikpigernes Beyoncé-nummer, der troligt bliver spillet ved festerne, og jeg nikker vidende og med et skævt smil, når fagtermer, der var sort snak på rusturen, bliver præsenteret i undervisningen og nu pludselig giver mening. De oplevelser, føler jeg, gør mig til inkarneret retoriker. Frem for en der læser sammen med dem.

uni-avis@adm.ku.dk