Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
KU-festival — »I en svær tid er det vigtigt, at vi holder sammen på tværs af organisationen,« lød det fra en ansat til årets KU-festival, der bød på koncert med Sanne Salomonsen, farverige quizzer og kæmpe karaokefest.
Fredag 31. maj rullede KU-festival endnu gang over plænen på Nørre Campus.
Det er tiende gang, festivalen afholdes, og igen i år kunne KU-befolkningen nyde dagen i strålende solskin, med kolde fadøl og et hav af talks, quizzer og koncerter.
LÆS OGSÅ: KU-festival – mere end et frynsegode
Ingen ringere end Sanne Salomonsen åbnede ballet på festivalens store scene, og derfra kunne både studerende og ansatte ellers gå amok til megahits som Kærligheden kalder, Den jeg elsker og Hvis du forstod.
Senere på aftenen var der også rig mulighed for, at KU-borgere selv kunne indtage scenen. Det foregik i det velbesøgte karaoketelt, hvor folk skrålede løs til numre som Murder on the dancefloor af Sophie Ellis-Bextor og Unwritten af Natasha Bedingfield.
Uniavisen var med på dagen og her har samlet et par af festivalens højdepunkter.
Uniavisen fik talt med både studerende, ansatte og en enkelt »hostess with the mostest« til årets festival.
Og selv om både Sanne Salomonsen og kolde øl lod til at være det helt store trækplaster, fremhævede flere af gæsterne også festivalens samlende egenskab i tider med splittelse.
»Det er anden gang, vi er afsted på KU-festival. Vi fik et megagodt indtryk sidste år, så vi ville gerne afsted igen i år. Vi er en vennegruppe fra gymnasiet, som tilfældigvis alle går på KU på forskellige uddannelser, så vi er taget afsted sammen. Og så kender vi jo også en masse fra studiet herude,« siger Rebekka Israelson.
»Det er virkelig fedt, at KU holder den her festival. Det er et godt koncept, og det er ret vanvittigt, at det ikke koster noget,« siger Julie Mikkelsen.
»Vi har ikke været her så længe, men vi har nået at se Sanne Salomonsen, og vi er ret vilde med Kærligheden kalder, så det har klart været højdepunktet indtil videre,« Rebekka Israelson.
»Jeg synes, at det skaber et godt sammenhold på universitetet, at folk fra alle mulige forskellige fakulteter og administrationsafdelinger mødes på tværs,« siger Maja Baggesen, som har været ansat på KU i snart seks år.
»Det er noget, der samler KU på tværs af faglighed og på tværs af, om du er medarbejder eller studerende. Så det er simpelthen alle, der er inviteret med. Og det gør også, at vi kan sætte nogle vigtige dagsordner på programmet, lige fra bæredygtighed til trivsel,« siger Jacob Graff Nielsen.
»Vi har lige stået og hørt Sanne Salomonsen, og alle de unge og alle os, der er ansatte, vi står jo og danser sammen, så det er fantastisk. Det kan ikke blive større fællesskab,« siger Kira Stine Hansen.
»Sanne er still going strong,« siger Maja Baggesen, der er på vej ned for at høre talks om sex, søvn og universet.
»Det er vildt godt, at der er noget for alle sammen af både musik og talks,« understreger Kira Stine Hansen.
Sådan et arrangement koster også nogle penge, og universitetet står et sted, hvor der skal spares penge. Er det pengene værd?
»Ja, det synes jeg. KU har et budget på 10 milliarder kroner. Og selvfølgelig koster det her nogle penge. Men samlet set, i forhold til 38.000 studerende og 10.000 medarbejdere, så er det i virkeligheden ikke så mange penge, når du får mulighed for at samle så mange både studerende og medarbejdere og give dem en dag, hvor du markerer KU som universitet,« siger Jacob Graff Nielsen.
»Og måske især i en svær tid er det vigtigt, at vi holder sammen på tværs af organisationen,« siger Maja Baggesen.
»I dag er jeg ansat som quizmaster hos KU. En hostess with the mostest i festivalens Rainbow Corner, hvor jeg skal afvikle to quizzer, der blandt andet handler om LGBT+ rettigheder. Vi er allerede færdige med den første quiz, og der var helt fyldt op, så jeg synes, det gik fint.«
»Der er rigtig god stemning herude. Der er mindre crowded, end jeg havde regnet med, og folk er glade. Lige nu prøver jeg at hive folk ind til vores anden quiz, men vi er vist i konkurrence med en cidersmagning, som foregår et sted lige i nærheden.«
»Det er anden gang, jeg er med til KU-festival. Det var en stor succes at være her sidste år, så jeg blevet hevet ind igen i år. Jeg elsker at være tilbage. Det er fedt, at der både er studerende og ansatte herude, som er super engagerede.«