Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
KU-følelsen — Vi har brug for noget, der samler i tider, der splitter. Svaret kommer her: KU Festival for alle studerende og ansatte fredag 31. maj, hvor hele KU-familien kan hoppe op og ned i takt til lyden af Sanne Salomonsen.
Har du husket at reservere fredag 31. maj? Festivalsæsonen begynder om en uges tid, når alle KU-borgere inviteres til KU Festival i Universitetsparken på Nørre Campus. Denne ene gang om året har studerende, forskere, undervisere og teknisk-administrativt ansatte mulighed for at møde hinanden under åben himmel, uanset hvor og hvordan deres daglige uniliv ellers udfolder sig.
Det er ti år siden, KU for første gang inviterede hele sin befolkning til festival. Og i den anledning har vi spurgt en af hovedkræfterne – og idémand – Jacob Ørum, der er direktør for byStudents/Studenterhuset, hvorfor det egentlig giver mening at holde en kæmpefest for alle.
På Københavns Universitet har vi et fællesskab, som vi er nødt til at pleje og vedligeholde
Arrangør Jacob Ørum
»KU Festival er ikke blot en fest-fest. Det er en fysisk manifestation af fællesskabet i vores organisation, der er på størrelse med Fredericia. På Københavns Universitet har vi et fællesskab, som vi er nødt til at pleje og vedligeholde, og det er festivalen et svar på. Her møder vi kollegaer fra Søndre Campus, der aldrig har sat deres fod på Nørre Campus. På dette store universitet har studerende og ansatte ellers aldrig lejlighed til at møde hinanden, interagere og danne relationer på kryds og tværs,« siger Jacob Ørum.
Ifølge ham handler festivalen om langt mere end at tilbyde gratiskoncerter som forsommerfryns til universitetsfolket:
»Det handler også om at nedbryde siloer. Jeg betragter det som et vigtigt både kulturelt og socialt projekt. Vi gør for eksempel meget ud af, at studerende og ansatte med funktionsnedsættelser har god adgang til pladsen, også toiletterne, og
Ørum fortæller, at arrangørerne er opmærksomme på, om der er nogen, der glimrer ved deres fravær år efter år, fordi det kan give anledning til en målrettet indsats:
det praktiske
Ansatte og studerende har gratis adgang. Programmet begynder kl. 14, og festen varer i 12 timer. Husk ID-kort, kreditkort/mobilepay (ingen kontanter)
Drikkervarer må ikke medbringes. Der er vandposter på pladsen, og øvrige drikkevarer kan købes. Drikkevaresalget er en del af festivalens finansiering.
Husk solcreme.
»Vi prøver at samle alle stump for stump. Derfor spørger vi også os selv, om der er nogen, der hænger lidt i periferien af KU-familien, som vi skal gøre noget særligt for at invitere. Måske skal vi arrangere bustransport til enheder, der befinder sig lidt væk fra centrum eller lignende.«
Direktøren har været lidt svær at indfange til interview, for ud over studiestarten, er maj måned for ham årets travleste. Musikere skal bookes, Nørre Campus skal omdannes til en sikker festivalplads, scener, lyd og madboder skal spille, og hele programmet skal gå op:
»Vi er i gang med at sætte pladsen op, som forhåbentlig over 10.000 mennesker får en fantastisk dag, aften og nat på den 31. maj. Vi koordinerer over 300 frivillige, der står for indgang, bardrift og så videre.«
LÆS OGSÅ: Be-bab-a-lu-la, solen og vennerne trak masserne til årets KU Festival
Jacob Ørum håber, at årets program taler til alle. På musikprogrammet er Sanne Salomonsen, Mads Langer, Afskum, Lågsus og DJ Fedty. Derudover er der dagen igennem både talks, debatter, revy og quizzer.
Gå ikke glip af Uniavisens legendariske KUiz (Wegener kl. 16:00-16:30), som Studenterrådet plejer at vinde – kom og giv dem noget konkurrence. Herfra kan du nå at tanke op i en af boderne og måske slå en sludder af med en dekan eller en mangfoldighedskonsulent, inden du skal til romankoncerten Tour de chambre med forfatter Tine Høeg og musiker Simon Brinck (Frekvens kl. 17:15-18:15) eller opleve Climate Myth Busters (Sustainability 17:00-17:45) eller noget helt tredje.
Der er meget – både klogt og kulørt – at vælge imellem. Læg dit eget program ud fra hele buffeten, som du ser her.
I år er der også et udvidet sportsprogram, der begynder allerede kl. 12, og dem, der har lyst til det, kan dyste i volley- og høvdingebold, danse- eller juggertræne, dyrke skiskydning eller yoga sågar. Eller en af de andre udfoldelser, der bliver praktiseret undervejs.
På spørgsmålet om, hvad Jacob Ørum selv glæder sig mest til at opleve, svarer han med en tør lille latter:
»Jeg har sjældent tid til at få hørt musikken, men på et eller andet tidspunkt mellem kl. 21 og 22, kan vi arrangører typisk læne os lidt tilbage og konstatere, at det går godt. På det tidspunkt er vi i opløbssvinget, men vi kan fornemme, at tingene lykkes. Når sidste livenummer er godt i gang, plejer der at opstå en spontan runde highfives. Det er en helt høj fornemmelse.«
På programmet er Sanne Salomonsen, Mads Langer, Afskum, Lågsus og DJ Fedty
Og så fremhæver han alligevel noget, der hændte i 2023 for første gang og som viste sig at blive en overvældende succes:
»Den famøse karaokedyst. Det var langt mere populært, end vi havde anet. Teltet var fyldt, og jeg vil ikke sige, at det gik amok, for alle folk er jo søde og rare, men jeg havde ikke lige set, at vi ville blive nødt til at improvisere et sikkerhedshegn rundt om lydmanden, fordi masserne kom til at danse ind i ham. Jeg havde heller ikke forudset, at det var de ansatte, der ville give den så meget gas, men det var det.«
I år står hegnet om lydpulten klar fra start, men man skal være vaks, hvis man vil være med, for første timeslot blev revet væk på et minut i 2023.
Jeg prøver at fiske efter, om eventmanden har en yndlingsanekdote, han vil dele fra de første ti års festivalvirke på KU.
»Hmm, der var en sød historie om Østkyst Hustlers, som ellers havde en fest det første år. Vi havde gjort os umage med forplejningen, der var meget sund med gulerodsstave og hvad som helst. Det var de simpelthen så skuffede over, at vi måtte råde bod med at skaffe burgere til dem.«
Madboder på pladsen sælger både flæskestegssandwich og kødløse menuer for dem, der har har lyst til det.