Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

KU Festival slog rekord: 19.000 studerende og ansatte festede i solen

TV-2 samlede generationerne, og både medicinstuderende, jurister og internationale udvekslingsstuderende fandt vej til Universitetsparken fredag.

Der var lange køer, billige fadøl og snaskede pizzatrekanter i Universitetsparken fredag 8. maj, da KU Festival endnu engang trak både studerende og ansatte ud på det solbeskinnede græs.

Ved indgangene dannede der sig hurtigt køer, og lige inden hovednavnet TV-2 gik på scenen klokken 15.30, strakte køen sig ifølge direktør for Studenterhuset Jacob Ørum helt ned til Jagtvej.

Rundt omkring på pladsen var stemningen høj. I diversitetsteltet kunne man få glitter på kinderne, mens der i bæredygtighedsteltet var gang i snakken om klima, ulighed i sundhed og reproduktive rettigheder.

Og traditionen tro var teltet fyldt, da Uniavisen fyrede op for KUiz om det forgangne år.

LÆS OGSÅ: Medina tiltrak det største publikum til KU Festival nogensinde

KU Festival er en gratis endagsfestival for ansatte og studerende på Københavns Universitet, og i år blev der slået publikumsrekord. Ifølge arrangørerne lagde 19.000 gæster vejen forbi.

Bandet TV-2 var tilbage på scenen efter også at have spillet på festivalen i 2023. Som prorektor Kristian Lauta sagde i sin introduktion, er TV-2 et af de folkekære orkestre, der formår at samle publikum på tværs af generationer. Foruden århustroubadurerne var Tessa, Berg, Zar Paulo og Smag på dig selv at finde på den store scene i løbet af dagen.

Uniavisen tog en tur rundt på pladsen for at tage temperaturen på stemningen.

LÆS OGSÅ: Kærligheden kaldte på årets KU-festival

Medicinstuderende Astrid Overgaard, Sofia Andreasen, Sofia Weisbrod og Iben Møller

Er det første gang, I er på KU Festival?

»Ja! Vi startede på studiet i sommer, så vi er på andet semester nu. Det er megafedt, at der er en festival på universitetet, hvor der kommer folk fra alle mulige studier, og man kan møde hinanden på tværs.«

Hvad glæder I jer mest til i dag?

»At høre noget musik og drikke nogle øl i solen. Vi glæder os til at se TV-2 og Zar Paulo. Og det er så nice, at Tessa også kommer.«

»Vi var til eksamen i fredags, så vi er ret heldige med, at festivalen ligger lige nu.«

It-supportere Brian Rosenquist og Nicolai Christiansen

Er det første gang, I er på KU-Festival?

»Langt fra. Jeg har været her alle år festivalen er blevet afholdt – minus en enkelt,« siger Brian Rosenquist.

»Det er tredje år for mig,« tilføjer Nicolai Christiansen.

Hvad glæder I jer mest til?

»At mødes med de kolleger, man ikke ser så tit. Efter administrationsreformen er der mange kolleger, vi ikke ser så ofte, fordi vi er kommet i forskellige grupper. Så vi er her mest for fællesskabet og ikke så meget for musikken eller de andre ting.«

Udvekslingsstuderende Vishal Ravi Selvam, Indien, og Kiaxuan Liao, Kina

Hvor hørte I om festivalen?

»På Instagram! Det dukkede op i mit feed, og jeg kunne se, at det var en festival kun for KU-studerende, så det fik jeg lyst til at tage til.«

Hvad synes I om festivalen indtil videre?

»Det er virkelig farverigt, og det er dejligt, at det er udenfor. Vi har været henne i bæredygtighedsteltet og fået et stykke af den grønne kage. Indtil videre har det været fedt at være her. Vi har mødt en masse andre studerende og forskere, og så nyder vi bare solen.«

Hvad med musikken? Kender I noget af det?

»Nej, ikke rigtigt. Vi går bare rundt og ser lidt på det hele.«

Annika Have, Kemi og Vilhelm Berg, Jura

Hvad glæder I jer til at se i dag?

»TV-2! Jeg er stor fan. Jeg har også et citat fra dem på trøjen.«

Det er det, alle de unge har sagt! Det samler gamle og unge.

»Ja, det var jo også det, de skrev på hjemmesiden – det er ikke så tit, de har gengangere, men TV-2 samler bare alle. Jeg var her ikke, første gang de spillede, så jeg er bare glad for, at jeg får lov til at opleve det. T-shirten havde jeg i forvejen – jeg har nok stjålet musiksmagen lidt fra min far, som man jo gør.«

Hvad med dig, Vilhelm?

»Jeg vidste ikke, at KU Festival var en ting før i forgårs. Min ven spurgte, om jeg ikke ville med. Men jeg synes, det er fedt. Jeg læser jura, og det er meget lukket om sig selv, så jeg kan godt lide, at her er folk fra mange studier. Man får blandet sig lidt med hinanden.«

Seneste