Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Laura Sofie Worm vil gerne give sin gode studiestart videre som rusvejleder

Min studiestart — Odontologistuderende Laura Sofie Worm kendte ikke en eneste, da hun begyndte på universitetet i 2022. Nu sidder hun i festudvalget og skal være introvejleder for den næste årgang.

Så kom den længeventede dag.

Universitetet var en helt ny verden at betræde.

Laura Sofie Worm kendte ingen mennesker på tandlægestudiet – eller nogen andre studier på Københavns Universitet for den sags skyld.

Kroppen sitrerede af nervøsitet, forventningerne til studiet var i højsædet. Hvordan mon det hele ville gå?

»Jeg husker at komme cyklende og få øje på nogle mennesker, som var meget smilende og imødekommende. Måske skal jeg gå på studie med dem, tænkte jeg. I samme sekund begyndte jeg også at sænke skuldrene, fordi det gik op for mig, at der måske egentlig ikke var så meget at være nervøs over,« siger Laura Sofie Worm.

Det hjalp også den nye studerende fra Hareskovby, at hun følte sig taget godt imod med det samme og ikke var overladt til sig selv i den første tid. Der var hele tiden arrangeret noget, så det var naturligt at snakke med de andre studerende, fortæller hun. Der var med andre ord styr på det.

»Vi fik navneskilte på, og så var vi ligesom i gang. Jeg blev set, hørt og faldt i snak med folk hele tiden. Alle var der for at lære hinanden at kende og få en god start,« siger Laura Sofie Worm.

Når hun ser tilbage på sin studiestart, havde introforløbet en stor betydning for hende.

»Der var en aften, hvor vi sad rundt om et bål og bare snakkede helt stille og roligt. Selv om nogle dansede og drak, sad størstedelen af os og snakkede os ind på hinanden. Mange af dem, som jeg snakker med nu, går igen fra den aften,« siger Laura Sofie Worm.

Klinikken kalder

Hun valgte Odontologi, fordi man både skal kunne bruge sit hoved og sine hænder i faget, fortæller hun.

Til at starte med gik hun rundt med en idé om at blive børnetandlæge, men nu har hun fået øjnene op for andre muligheder, så måske bliver det, måske bliver det ikke. Det er for tidligt at sige.

Hun fremhæver Panum som et godt sted, men i samme åndedrag er hun overrasket over, hvor lidt tid de førsteårsstuderende har opholdt sig på klinikken. Indtil videre kan det tælles på en hånd.

»Jeg har gået på Odontologi i et år nu, og vi har været oppe på klinikken tre gange. Det er ingenting, når det har været de mest spændende dage. Det er her, man lærer håndværket og kan perfektionere sin teknik og stil. Det er jo det, vi skal, når vi en dag bliver færdige,« siger Laura Sofie Worm.

Ikke desto mindre, siger hun, giver det god mening at opnå en baggrundsviden fra andre fag, før man bliver sluppet løs på klinikken.

Giv det videre

Ifølge Laura Sofie Worm er tandlægestudiet krævende. Men, siger hun, der er også plads til, at man kan have et liv uden for studiet.

»Jeg underviser i ballet tre gange om ugen ved siden af, danser selv, og har tid til at se mine venner,« siger Laura Sofie Worm.

Hun har på intet tidspunkt overvejet at skifte væk.

»Jeg er ramt ind i nogle sindssygt dejlige medstuderende, hvilket betyder en hel del for mig. Jeg har engageret mig i det sociale, er en del af festudvalget og skal være introvejleder for de nye studerende.«

Studiestarten for de nye studerende får hende til at tænke tilbage på sin egen, som hun har mange goder minder fra. Hun ved, hvor vigtig den er, og det vil hun gerne give videre til den næste årgang.

Seneste