Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Medina spiller på KU Festival

Sæt kryds — Hvis du ikke allerede har reserveret fredag 23. maj til årets kæmpe begivenhed for alle studerende og ansatte, så gør det nu.

Foråret peaker, når dit universitet indhegner plænerne i Universitetsparken, smækker musikscener op og skaber en markedsplads til den årlige folkefest for hele Københavns Universitet.

I år markerer KU Festival, at det er 150 år siden, kvinderne fik adgang til at læse på universitetet. Derfor kan publikum i år se frem til et musikalsk lineup med kvinder i front.

Hovednavnet er Medina, der spiller klokken 18.00. Andre offentliggjorte navne er AySay, Prisma og DJ Fedty, og programmet opdateres løbende på festivalens hjemmeside. Næste musiknavn afsløres 10. april.

Store og små megahits

Festivalen bliver større end nogensinde: To musikscener og fire telte byder på et varieret program fra klokken 14, når festivalpladsen åbner og til ud på natten. Scener og telte har i år fået navn efter markante kvindelige KU-profiler gennem historien som Inge Lehmann, Marie Hammer og Nielsine Nielsen.

Vil du være frivillig

Hvert år er over 300 ansatte og studerende med til at få det hele til at ske ved at nappe en tjans på 3-4 timer i indgangen eller baren. Man vælger selv opgaver og tidsrum, og man får mad- og drikkebilletter for sin indsats.

Læs mere her 

Der er noget for alle på KU Festival. For dem, der ikke er til stadionmusik, er der både et sportsprogram og stribevis af talks, debatter og quizzer (også Uniavisens legendariske KUiz), hvor gode folk fra alle afkroge af universitetet vender aktuelle temaer.

I år handler det især om underbelyste dagsordener og mangfoldighed.

Festivalen er gratis for studerende og ansatte, men husk ID-kortet, der er din adgangsbillet. KU Festival er udviklet i samarbejde imellem Københavns Universitet, Studenterrådet ved KU og Studenterhuset, og det hele er non-profit.

Seneste