Vi kan ikke bygge velfærdssamfundet på frivilliges fritid

En 18-årig fortalte for nylig i Go’ aften Live, at han havde ringet tre gange til Livslinien. Tre gange kom han ikke igennem.

Det var ikke, fordi ingen ville hjælpe ham. Problemet var, at alle rådgiverne var optaget. Det er egentlig en mærkelig sætning.

For rådgiverne er frivillige. De har selv valgt at bruge deres fritid på at være der for mennesker, der har brug for nogen at tale med. Og alligevel ender vi med at spørge, hvorfor de ikke var der.

Måske er det det mest interessante ved frivillighed: Vi hylder mennesker for at give deres tid væk – og begynder bagefter at regne med, at de gør det. Hvad sker der, når frivillighed bliver en så integreret del af samfundet, at vi ikke kan klare os uden?

Frivillighed kræver tid

Ifølge VIVE’s Frivillighedsundersøgelse 2024 udførte 40 procent af danskerne frivilligt arbejde mod 36 procent i 2020. De frivillige brugte i gennemsnit 18 timer om måneden på arbejdet.

Det er over 200 timer om året per frivillig – altså ikke en lille hobby, man uden videre passer ind mellem undervisning og en tur i Netto.

Samfundet har god grund til at være glad for dem. Frivillige driver foreninger, hjælper mennesker i udsatte positioner, rådgiver, arrangerer aktiviteter og får civilsamfundet til at hænge sammen.

Derfor vil vi også gerne have flere af dem. Problemet opstår, når vi gerne vil have frivillighedens effekt, men glemmer, at den bygger på noget så usexet som tid. Jeg er selv frivillig i en retshjælp, hvor jeg bruger noget af min fritid på at hjælpe mennesker med juridiske problemer, som de ikke nødvendigvis har råd til at få hjælp til andre steder.

Jeg sidder over for mennesker, hvis problemer ikke bare er juridiske spørgsmål på et stykke papir. Det kan være en lejer, der ikke ved, om udlejer må opsige dem. En person, der har fået et brev fra en myndighed og ikke forstår, hvad det betyder. En konflikt om penge, bolig eller en aftale, der er gået galt.

For mig er det juridisk metode, regler og paragraffer. For personen over for mig kan det være spørgsmålet om, hvorvidt de kan blive boende i deres hjem.

Og når min vagt er slut, går jeg hjem. For jeg er også studerende. Jeg skal læse til eksamen, jeg har et studiejob, jeg skal møde op til undervisning. Og ligesom de fleste andre studerende har jeg indimellem den lidt optimistiske idé, at jeg både kan nå det hele og sove otte timer.

Frivillighed kræver plads. Unge skal uddanne sig, arbejde ved siden af studiet, få erfaring, være sociale og helst også have noget interessant at skrive på LinkedIn.

Og det er ikke kun de frivillige, der skal finde tiden.

Organisationerne skal finde pengene

I 2025 indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om en ny finansieringsmodel for civilsamfundet. Fra 2028 er der afsat 360 millioner kroner om året til driftsstøtte til landsdækkende og regionale organisationer. Et af formålene er, at organisationerne skal bruge mindre tid på at skaffe finansiering og mere tid på deres arbejde.

Det er værd at bemærke. For vi har altså allerede erkendt, at civilsamfundet ikke bare kan forventes at fungere af sig selv. Det kræver økonomi, organisation og mennesker.

Men når vi taler om de mennesker, der faktisk udfører arbejdet, bliver tonen ofte en anden. Så taler vi om frivillighed som noget, den enkelte bare kan vælge at give.

Men hvis samfundet bliver afhængigt af, at mange vælger det, er det værd at spørge, hvor frivilligt det egentlig er at basere så meget på deres valg.

Når frivillighed bliver infrastruktur

Livslinien er et voldsomt eksempel, fordi konsekvenserne kan være alvorlige, når ingen tager telefonen. Men princippet findes mange steder.

Hvad sker der, når en forening mangler hænder? Når en retshjælp ikke har nok rådgivere? Når en organisation ikke kan besætte sine vagter? Når der ikke er frivillige nok til at løfte en opgave, som vi efterhånden har vænnet os til, at frivillige løser?

Vi kan selvfølgelig sige, at så må flere melde sig. Men så placerer vi også ansvaret lidt for bekvemt hos den enkelte. For måske er spørgsmålet ikke kun, hvorfor folk ikke melder sig. Måske skal vi også spørge, om vi har indrettet et samfund, hvor de har mulighed for det.

I 2024 havde 62 procent af de 25-34-årige ikke udført frivilligt arbejde inden for det seneste år. Det er den aldersgruppe, hvor frivilligheden er lavest.

Det kan man læse som et tegn på manglende engagement. Eller man kan læse det som et spørgsmål om tid.

Hvis man gerne vil have flere unge til at engagere sig, er løsningen næppe blot at fortælle dem, at frivillighed er vigtigt. Det ved de godt. De skal også kunne få det til at hænge sammen.

Ansvaret er politisk

Det er her, ansvaret bliver politisk.

Universiteter, arbejdspladser, kommuner og politikere kan være med til at skabe rammer, hvor det faktisk er muligt at bruge tid på andre mennesker uden at skulle betale for det med sin uddannelse, sin indkomst eller sin søvn.

Det skal være lettere at tage det første skridt. 33 procent af unge mellem 16 og 30 år har aldrig været frivillige. En analyse fra CFSA og DUF peger blandt andet på den manglende invitation som en barriere for at blive en del af frivillige fællesskaber.

Universitetet kunne derfor invitere frivillige organisationer ind i studiestarten og samle mulighederne på én portal med tydelige beskrivelser af opgaver og tidsforbrug. Organisationerne kunne tilbyde prøvevagter og kortere forløb, så man kan afprøve et engagement uden at binde sig på ubestemt tid og samtidig få erfaringer, man ellers måske ikke ville have adgang til.

Kommunerne har også en rolle. De skal samarbejde med frivillige sociale organisationer og afsætte midler til deres arbejde, men der er ingen lovbestemt minimumsgrænse for, hvor meget de skal afsætte. Det efterlader plads til store forskelle i den lokale støtte. Et tættere samarbejde mellem kommuner, universiteter og frivillige organisationer kan gøre vejen ind i frivilligheden lettere, men det kræver også, at organisationerne har ressourcer til at tage imod de frivillige.

Det handler ikke kun om at rekruttere flere frivillige. Det handler også om at give dem reel indflydelse, tydelige opgaver og mulighed for at skrue ned, når studiet eller arbejdet kræver mere.

Hvis frivilligheden er en vigtig del af vores velfærdssamfund, bør den ikke behandles som en luksusaktivitet, man må presse ind, hvis kalenderen tilfældigvis tillader det. Frivillighed er gratis for den, der modtager hjælpen. Den er bare ikke gratis for den, der giver sin tid.

Frivillighed er ikke problemet. Problemet opstår, når vi gør frivillige ansvarlige for problemer, som vi som samfund ikke selv har løst.

Vi må gerne bede mennesker om at give noget af deres tid. Men hvis vi vil have, at de bliver ved med at gøre det, må vi også sørge for, at der er plads til, at de kan sige ja.