Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Nej, Konservative Studerende vil ikke fyre dig, Magnus Ziegler

Duplik — Det, vi efterspørger i Konservative Studerende, er ikke, at Magnus Ziegler bliver fyret. Vi så bare gerne, at dekanatet forholdt sig til hans udtalelser og gjorde eksplicit opmærksom på, at de ikke er udtryk for KU’s generelle holdning.

Debatten om dekanatets afstandtagen til politisk motiveret hærværk handler i virkeligheden mindre om Magnus Møller Ziegler, end han er villig til at se. Den handler om ledelsens inkonsistente argumentation, som han i og for sig blot er et eksempel på.

LÆS OGSÅ: Vil Konservative Studerende gerne fyre mig?

Alt handler ikke om Magnus Ziegler

Ziegler skriver, at KU ifølge mig ikke troværdigt kan tage afstand fra politisk motiveret hærværk, så længe han er ansat som underviser. Hvad Ziegler øjensynligt ikke har forstået, er, at debatten ikke handler om hans ansættelseskontrakt, hvilket i øvrigt står sort på hvidt i mit indledende debatindlæg.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Jeg ønsker ikke en fyreseddel på Zieglers skrivebord, selv om han ivrigt forsøger at få det til at lyde sådan. Det, jeg ønsker, er, at universitetet gør opmærksom på, at Zieglers udemokratiske sindelag ikke er udtryk for institutionen som helhed. Det kan de sagtens understrege, samtidig med at de fortsat har Ziegler ansat.

Gør de ikke dét, opretholder de imidlertid den logiske inkonsistens, hvad angår afstandtagen eller legitimering af politisk motiveret hærværk. De to er hinandens modsætninger, og det er enten eller. Det må Ziegler da i øvrigt selv kunne forstå – han er trods alt underviser i Videnskabsteori & Metodologi på første semester på Statskundskab, hvor han underviser i Toulmins argumentationsmodel. Den kunne han passende (og ja, det er kærligt ment) forklare til dekanatet.

Absurd at sammenligne med piftede cykler

Omvendt er det ikke sikkert, at han selv har helt styr på argumentationen. Den hviler i hvert fald i flere tilfælde på absurditeter.

Ziegler skriver for eksempel, at det er absurd at forsøge at kæde hans argumenter sammen med hærværket mod Konservative Studerendes lokaler, af samme grund som han heller ikke er ansvarlig for graffitien på lokummerne eller eventuelle piftede cykler i cykelstativerne.

Ziegler forsøger at sidestille politisk motiveret hærværk med harmløs graffiti på toiletterne

Det er på ingen måde absurd at kæde en undervisers legitimering af politisk motiveret hærværk møntet på politiske organisationer sammen med – you guessed it – politisk motiveret hærværk møntet på en politisk organisation.

Det, der derimod er absurd, er, at Ziegler forsøger at sidestille politisk motiveret hærværk med harmløs graffiti på toiletterne. Politisk motiveret hærværk er fuldstændigt åbenlyst en langt mere alvorlig hændelse, da det går ud over rigtige menneskers tryghed og velvære (i denne henseende på campus), hvorfor jeg vil opfordre Ziegler til at tage debatten mere alvorligt.

Hvad hvis det havde været højreorienteret?

Hændelsen er dog politianmeldt, og det skal ledelsen have ros for. Men derfor bør deres ulogiske argumenter stadig udstilles.

LÆS OGSÅ: Tager KU afstand fra politisk motiveret hærværk eller ej?

Enten må Københavns Universitet spare Twitter-sympatien væk og forklare deres studerende, at legitimering af politisk motiveret hærværk mod borgerlige mennesker inden for visse teoretiske (læs: udemokratiske) rammer godt kan retfærdiggøres. Ellers må universitetet følge argumentet til dørs og forkaste begge dele.

Det må være det mindste, de kan gøre, hvis de fortsat ønsker at være et universitet, hvor også mænd og kvinder, som stemmer til højre for Socialdemokratiet, skal føle sig trygge. Og det er jeg sikker på, de ville have gjort, hvis den pågældende legitimering af politisk motiveret hærværk havde haft et højreorienteret udgangspunkt.

Seneste