På Farma elsker alle Claus ’Fusker’ Hansen

Claus Hansen kan ikke lige snakke, da Uniavisen ringer til ham første gang. Et af de store kar, der leverer blødt vand til laboratorierne på Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi, er løbet over, og nu strømmer hundrede liter væske ned gennem bygningen og ud af alskens huller.

Sådan er det, siger altmuligmand Claus Hansen: »Jeg ved aldrig, hvad dagen bringer. To dage kan ikke være ens her«. Er der en sikring, der går eller et vandrør, der springer, så ringer man til Campus Service, hvor Claus har været ansat i tolv år i en slags blæksprutte-funktion.

Og det gør studerende og ansatte tit. Nogle af dem stikker endda hovedet ind i kælderværkstedet, når de har mistet en cykelnøgle eller hvis lyset er gået i Bygning 17. På Farma praktiserer de nemlig »den åbne dørs princip,« siger Claus Hansen. Alle kender hinanden, og der er dømt flad struktur over hele linjen:

»Det er lige meget, om man er professor eller arbejdsmand. Vi er i øjenhøjde med hinanden, og det er virkelig vigtigt for arbejdsmiljøet.«

Claus ’Fusker’ Hansen, som kollegerne kærligt kalder ham, er arbejdsmand af den gamle skole. Med sine tatoverede slanger op ad armene og guldtænderne i overmunden skiller han sig ud fra det sædvanlige klientel på universitetet.

En rullende ølbar

Som 19-årig startede Claus på Tuborg som den yngste chauffør på hele bryggeriet. »Det var dengang, man skulle kunne bære to kasser på ryggen, og køleskabene med øl og sodavand stod åbne døgnet rundt«, siger Claus, som i dag er 66 år.

Senere rykkede han indendørs på selve bryggeriet, og før han nåede at se sig om, var der gået 18 år. Det næste årti gik med varierende arbejde i medborgerhuse indre by og på Nørrebro, og siden 2005 har den inkarnerede østerbroer været tilbage i sit eget kvarter i Universitetsparken, hvor Farma hører hjemme. Udkantspanum kalder de det også.

LÆS OGSÅ: Punkrockeren i bogladen på Søndre Campus

Min chef har lovet mig, at jeg kan blive her, indtil jeg er 70. Men jeg siger godt nok til ham, at jeg ikke holder op før jeg er 90. Indvendigt føler jeg mig jo som en dreng på 25 år.

Driftstekniker Claus Hansen

Kærligheden til kolde fadøl har Claus Hansen aldrig sluppet. Semestrets fredagsbarer for de ansatte er allerede skrevet ind i hans kalender. ‘FR’ står der med små, blå versaler ud for hver sidste fredag i måneden.

I 2019 er det 10 år siden, at nogle ansatte klunsede et gammelt fadølsanlæg fra et værtshus og spurgte rektor, om han ville sponsorere en rullende ølbar. Det ville han, og nu mødes alle ansatte – høj som lav – over en kold specialøl og deler gode historier og feriebilleder.

Det er Claus med til at arrangere. Og så dukker han også gerne op til de studerendes fredagsbar ‘Autoklaven’ i ny og næ for at få en snak med dem. For han går nemlig »super godt i spænd« med de studerende, siger han:

»De betragter os ikke bare som håndværkere. Nogle gange kan de endda være lidt for ydmyge, fordi de tror, vi er noget specielt. Men jeg er ikke noget. Jeg har ingen uddannelse, jeg har ingenting, jeg er bare medhjælper.«

Med rare studerende og gode kolleger har Claus Hansen ikke travlt med at forlade Campus Service, selv om han kunne være gået på efterløn for længst:

»Min chef har lovet mig, at jeg kan blive her, indtil jeg er 70. Men jeg siger godt nok til ham, at jeg ikke holder op før jeg er 90. Indvendigt føler jeg mig jo som en dreng på 25 år.«