Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Praksisudvalg skal nu behandle Marianne Stidsens plagiatsag

Stidsen — Et tekstsammenfald på fem procent. Sådan lyder konklusionen - ifølge Stidsen selv - efter en første granskning på Humaniora af hendes doktorafhandling. Afhandlingen er nu sendt videre til behandling i KU's praksisudvalg, som skal vurdere, om der er tale om tvivlsom forskningspraksis.

»Det er en ideologisk betinget klapjagt,« gentager Marianne Stidsen, efter Det Humanistiske Fakultet har fået foretaget en plagiatkontrol af hendes doktorafhandling.

Marianne Stidsen har sagt op som lektor på Københavns Universitet, men hendes plagiatsag lever videre.

Nu skal hendes doktorafhandling granskes af universitetets praksisudvalg, der håndterer sager om tvivlsom forskningspraksis. Det bekræfter Det Humanistiske Fakultet over for Uniavisen.

Marianne Stidsen har ikke selv ønsket at udtale sig til denne artikel. Men den tidligere lektor i nordisk litteratur forholdt sig til sagen, da hun den 3. marts holdt oplæg til en høring på Christiansborg, arrangeret af Liberal Alliances forskningsordfører, Henrik Dahl, og Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt.

Her sagde hun, at en elektronisk plagiatkontrol af hendes doktorafhandling havde vist et tekstsammenfald på fem procent, hvilket hun beskrev som »ingenlunde alarmerende«.

Det er den kontrol, der nu er overleveret til praksisudvalget, oplyser Det Humanistiske Fakultet. Det har ikke været muligt for Uniavisen at få adgang til resultatet af kontrollen.

Stidsen: KU bøjer sig for identitetspolitisk pres

Plagiatsagen tog fart, da Marianne Stidsen – blandt andet i Dagbladet Information – blev beskyldt for at have plagieret passager fra leksika og journalistiske artikler i to debatbøger.

Efterfølgende igangsatte Det Humanistiske Fakultet plagiatkontrollen af Marianne Stidsens doktorafhandling, Den ny mimesis – Virkelighedstolkningen i dansk og nordisk litteratur efter Anden Verdenskrig. En kontrol, der fortsatte, selv om hovedpersonen afleverede sin opsigelse i november.

Kønsdebattøren og #metoo-kritikeren Stidsen har fra start fastholdt, at der var tale om parafrase, ikke plagiat. Og at sagen snarere end hendes akademiske praksis handler om, at hendes kritikere ønsker at lukke munden på hende som led i en kulturkrig.

Det gentog hun under Dahl og Messerschmidts høring, hvor hun anklagede sit tidligere fakultet for at bøje sig for et identitetspolitisk pres:

»Der er ingen tvivl om, at det, jeg har været udsat for, intet har at gøre med nøgtern, saglig kritik. I stedet har der været tale om en i bund og grund ideologisk betinget klapjagt,« sagde hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra KU’s praksisudvalg eller dekan på Det Humanistiske Fakultet, Kirsten Busch Nielsen.

Seneste