»Vi skal gøre alt for at bekæmpe den totalitære identitetspolitiske bevægelse«

I det akademiske miljø følte hun sig frosset ude. Udskammet, mobbet og udsat for en ideologisk klapjagt.

I dag taler hun til en hær af ligesindede.

Marianne Stidsen havde egentlig trukket sig fra den offentlige debat, men hun er dukket op på Christiansborg torsdag den 3. marts for at genfortælle historien om sin opsigelse på Københavns Universitet.

LÆS OGSÅ: Marianne Stidsen. Det sidste interview

Ikke for hendes egen skyld, må man forstå. For at sige fra over for den cancel culture, som ifølge #metoo-kritikeren »tvang« hende til at forlade sin lektorstilling på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab efter en række plagiatanklager.

»Det er, som om man totalt ignorerer os, der har oplevet konsekvenserne af den her identitetspolitiske bevægelse. Igen og igen skal man høre refrænet om, at problemet ikke findes. Jeg synes ærligt talt, det er en hån.«

Ved siden af hende nikker Dansk Folkepartis nyslåede formand, Morten Messerschmidt, og stryger tommelfingeren over hagen, mens Henrik Dahl, uddannelses- og forskningsordfører i Liberal Alliance, læner sig tilbage i stolen og spejder ud over den cirka 50-personer store forsamling.

De to politikere har inviteret til høring på Christiansborg om kulturen på universiteterne – en direkte udløber af den vedtagelsestekst »om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer«, som de fik vedtaget i Folketinget sidste år.

Alle talere til høringen abonnerer på samme fortælling: Identitetspolitikken findes og trives på universiteterne. Og den truer de videnskabelige kerneværdier – åndsfriheden, det frie ord, den videnskabelige metode.

De fremstiller sig selv som en slags frihedskæmpere. Dem, der tør at sige fra over for »den identitetspolitiske elite«. Modsat mange af deres kolleger, der angiveligt er bange for at tale frit.

Som Marianne Stidsen siger:

»Mange af mine tidligere kolleger tør ikke at åbne munden i frygt for og sige den aktivistiske elite imod i frygt for, at sanktioner vil regne ned over dem. For deres skyld håber jeg virkelig, at nogen tager skeen i den anden hånd og sætter en effektiv stopper for det her.«

Da hun er færdig med at tale, kvitterer Morten Messerschmidt:

»Tak for din kamp. Jeg tror, jeg taler for et bredt flertal i Folketinget, når jeg siger, at du kan regne med, at vi vil støtte dig alt det, vi kan.«

»Det er sindssygt!«

Tiden er inde til at tage kampen, siger Nicolai Foss, professor ved Institut for Strategi og Innovation på CBS.

Det »fornuftige flertal«, som han og de andre i lokalet angiveligt er en del af, skal sige fra over for det, han beskriver som en lille, aggressiv og højtråbende minoritet. Sige fra over for den forskning, »der systematisk og bevidst bryder med de videnskabelige spilleregler«.

Den kommer der nemlig mere og mere af, hvis man skal tro professoren. Han nævner den autoetnografiske metode, forskning i tykhed, kritisk raceteori – eller under et: Forskning, der ikke respekterer forskellen mellem, hvordan noget er, og hvordan noget bør være. Og forskning, hvis resultater er bestemt på forhånd af politiske synspunkter.

Mens han gennemgår en række eksempler, bryder tilhørerne flere gange ud i latter, og en enkelt råber »det er sindssygt!«, da Foss hiver en artikel frem, der angiveligt handler om, at mennesker kan gå i dialog med klipper.

»I trækker på smilebåndet,« siger Nicolai Foss, mens han går frem og tilbage foran tilhørerne.

»Og man kan også spørge, om noget så åbenlyst outreret kan have nogen reel betydning? Er det ikke bare noget, der foregår i elfenbenstårne?«

Han svarer selv:

»Nu er der jo sådan med tårne, at der kan falde ting ud af dem. Mange af elendighederne kommer fra universiteterne, særligt humaniora, og nogle gange kommer de ud i resten af samfundet. Man skal ikke tage let på antividenskabelig forskning.«

Han opfordrer sine forskerkolleger til at sige fra og melde sig ind i en kulturkamp for de videnskabelige værdier på universiteterne.

Beklager de gamle, hvide mænd

Mange af dårligdommene hersker allerede på Statskundskab på Københavns Universitet, siger Christian Holst Vigilius, landsformand for Konservative Studerende.

Han beskriver sit studie som en venstreorienteret, feministisk og identitetspolitisk osteklokke, som både studerende og forskere er dybt indlejret i.

»Der er nogle virkelighedsopfattelser, der er dominerende, som de studerende tager til sig. Et lille eksempel: Jeg har ikke tal på, hvor mange gange en underviser har beklaget, at der er så mange hvide, gamle mænd på pensum.«

»Ej,« udbryder en tilhører, flere hvisker forarget, og nogle rykker uroligt rundt på stolene.

Henrik Dahl nikker, smiler og klør sig i skægget.

»Ja, det er sket mange gange!« siger Christian Holst Vigilius.

Det er et eksempel på, hvordan identitetspolitikken på universiteterne truer hele samfundet, mener han. For de studerende på Statskundskab er fremtidens politikere og embedsmænd.

»En generation af akademikere bliver indoktrineret i de her feministiske og identitetspolitiske ideologier, og der er tale om en elite, der har stor indflydelse på samfundets udvikling.«

»Vi skal gøre alt for at øve demokratisk indflydelse for at stoppe den totalitære identitetspolitiske bevægelse.«

Dahl og co. er den virkelige trussel

De fleste i lokalet er enige. Roser hinanden, griner og nikker. Men midt i lokalet sidder en af de eneste deltagere, der ikke deler opfattelsen af, at identitetspolitik er den største trussel på universiteterne.

Faktisk var Laura Horn, der er lektor i politisk økonomi på RUC, en af initiativtagerne til det åbne brev, som kritiserede politikerne for at vedtage Dahl og Messerschmidts tekst om overdreven aktivisme.

Hun er skuffet over høringen, siger hun til Uniavisen.

»Jeg kom her, fordi jeg havde håbet på at få nogle gode, evidensbaserede argumenter, for jeg synes, at diskussionen er vigtig og relevant. I stedet var der meget latterliggørelse og en række absurde eksempler, som det er svært at diskutere ud fra. Det var en missed opportunity.«

»Jeg er langt mere bange for, at den her diskussion fører til mere politisk indgriben i universiteterne. Det er den virkelige trussel.«

Og måske er der mere politisk indgriben på vej.

Fredag skal Folketinget behandle et forslag om at oprette et nationalt forskningsnævn, som skal »styrke indsatsen mod tvivlsom forskningspraksis og videnskabelig uredelighed«. Og så er der en høring på vej om de såkaldte Chicago-principper, siger Henrik Dahl til Uniavisen.

Han står selv bag begge dele.

Men han afviser, at han har noget behov for at lave lovgivning om universiteterne. Så længe universiteterne altså selv bekæmper den aktivistiske forskning.

»Der er kun brug for lovgivning, hvis universitetsledelserne ikke griber ind. Hvis alle gør som SDU, er vi glade. Så har vi nået målet,« siger Henrik Dahl og nævner, at SDU er gået i gang med at nedskrive deres værdier med fokus på den akademiske frihed.

»Det, vi har svært ved at acceptere, er påstanden om, at åndsfriheden ikke er under pres. For det er den.«