Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Pris til jurastuderendes arbejde med studiemiljø

Studiemiljøprisen — Hvis det står til medlemmerne af Foreningen Argument på Det Juridiske Fakultet, så trænger jurastudiet til at bryde med et lidt kedeligt ry.

Årets studiemiljøpris på Københavns Universitet går til en gruppe af studerende fra Det Juridiske Fakultet.

Gruppen hedder ‘Foreningen Argument’, og folkene bag den håber at kunne være med til at profilere jurastudiet på en mere spændende måde.

»Jurastudiet er traditionelt set ret konservativt, og det har været vigtigt for os at bryde med dette lidt kedelige ry. Vi forsøger at skabe et innovativt forum, hvor vi formidler juridiske emner på en ny måde. Med prisen kan vi gøre endnu mere af det,« siger foreningens grundlægger Markus Gammelgaard ifølge en pressemeddelselse på nyheder.ku.dk.

Også en kur mod dårligt studiemiljø

FAKTA

Foreningen Argument modtog prisen i forbindelse med Københavns Universitets årsfest den 17. november.

Med prisen følger 25.000 kroner til foreningens videre arbejde.

Foreningens næstformand Anna Hauerslev Munch uddyber i en mail til Uniavisen, at når det gælder studiemiljøet på Jura, så er der noget at komme efter:

»Vi havde jo – på Jura – det dårligste studiemiljø (på hele KU, red.) for blot et par år siden, hvilket vi med vores arbejde håber på at være med til at ændre,« siger Anna Hauerslev Munch og håber på at kunne være med til at dele viden om, hvordan man starter en forening op fra grunden.

Bortset fra det vil Foreningen Argument nedbryde fordomme om jurastudiet på forskellige måder. En af foreningens opskrifter er fokus på samfundsperspektiv og fællesskab på tværs af forskning og uddannelse.

Forskerfrokoster i uformelle rammer

»Vi ønsker at være med til at engagere de nye studerende, helt fra begyndelsen af deres studier, ved at give dem opgaver i foreningen med det samme, og vi ønsker at bygge bro mellem de studerende og forskerne på Det Juridiske Fakultet,« siger Anna Hauerslev Munch.

Et af foreningens koncepter hedder for eksempel ’forskerfrokoster’, hvor forskere og studerende skal møde hinanden i uformelle rammer til et oplæg om aktuelle temaer og jurarelateret forskning.

Desuden håber folkene bag Foreningen Argument, at de kan skabe endnu flere arrangementer og tiltag ud over dem, som de modtog årets studiemiljøpris for.

Seneste