Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Coronavirus
Regeringen opfordrer de videregående uddannelser til at gøre eksamener og undervisningsgange digitale, hvor det er muligt.
Undgå fysisk fremmøde til undervisning og eksamener, hvor det er muligt.
Så klar var anbefalingen til de videregående uddannelsesinstitutioner, herunder Københavns Universitet, da regeringen holdt pressemøde tirsdag eftermiddag.
Det var sundhedsminister Magnus Heunicke (S), der gav opfordringen på pressemødet, hvor regeringen præsenterede en række skærpede restriktioner for 17 hovedstadskommuner.
De nye anbefalinger til de videregående uddannelser gælder i første omgang fra den 7. december til den 2. januar.
Sundhedsministeren opfordrede også alle unge mellem 15 og 25 år til at blive coronatestet inden jul.
»Vi kommer gerne ud til jeres uddannelsessteder, og vi vil gøre alt, hvad vi kan,« sagde han.
Lige nu er undervisningen på Københavns Universitet de fleste steder delt mellem digital og fysisk undervisning. Flere fag har indtil videre holdt fast i vinterens fysiske prøver, hvilket har skabt protester fra studerende, blandt andet på Statskundskab, Veterinærmedicin, Matematik og Medicin.
Inden for de seneste dage har både Institut for Statskundskab og Økonomisk Institut gjort alle fysiske eksaminer digitale.
Som Uniavisen har beskrevet, har tre coronasmittede studerende tidligere deltaget i eksamener på to fakulteter på Københavns Universitet.