Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Coronavirus

Flere frygter for virus til eksamen: »Vi var så mange mennesker på så lidt plads«

I starten af november bragte Uniavisen et interview med en matematikstuderende, der følte sig utryg til eksamen. Siden har mange flere delt deres bekymringer over at sidde tæt i en tid, hvor covid-19-smitten stiger.

Flere hundrede studerende i en gymnastiksal. Borde, der står tæt. Toiletter med kø. Og fakultetsledelser, der ikke lytter, når studerende giver udtryk for utryghed. Det er virkeligheden for en del af de studerende, der går til skriftlige eksamener i disse uger.

Efter Uniavisen 4. november bragte et interview med matematikstuderende Amalie Palmund, der fortalte om at være utryg ved at skulle til en fysisk skriftlig eksamen, står det klart, at hun ikke er alene med sine bekymringer. Her kan du møde tre mere.

»Det var virkelig ubehageligt«

En af dem, der har det lige sådan, er Catja Tornøe. Hun studerer på bacheloren i husdyrvidenskab, og i sidste uge var hun til eksamen i ’Matematik og databehandling’. Men allerede inden eksamen føltes det forkert at møde op, siger hun.

Derfor indsamlede hun underskrifter på sit hold og sendte 38 styks til fakultetsledelsen. Svaret var, at fakultetet overholder retningslinjerne. For eksempel ved at lukke folk ind i lokalerne i mindre grupper, lød det.

»Men da jeg mødte op, var der intet overblik, og folk gik bare ind. Der var kæmpe kø til toilettet, der stod nok tolv piger i kø, og man kunne ikke holde afstand. Der var en enkelt håndsprit, vi skulle deles om,« siger hun.

»Ved pladserne har der nok været en meter til den ved siden. På et tidspunkt strakte jeg mig og ramte bøgerne, der tilhørte hende, der sad bag mig. Vi var så mange mennesker på så lidt plads. Det var virkelig ubehageligt.«

På et tidspunkt strakte jeg mig og ramte bøgerne, der tilhørte hende, der sad bag mig.

Catja Tornøe, studerende.

Hun oplevede, at en af eksamensvagterne så stort på sikkerheden.

»Han sad og hostede kontinuerligt flere gange i løbet af eksamen lige ud i luften bag os, uden at bære mundbind eller hoste sig i ærmet.«

»Der var flere, der ville møde op, selv hvis de var syge«

På veterinærstudiet blev der også samlet underskrifter ind for at få gjort en fysisk eksamen digital – uden held. Den studerende bag indsamlingen optræder her uden navn, fordi det ikke er alle hendes medstuderende, der har taget lige godt imod initiativet.

»Folk kan være ret hårde. Der var nogen, der ikke syntes, at vi kunne være det bekendt, for de gad ikke have deres eksamen udskudt. Der var en, der skrev, at de var flere studerende, der ville møde op, selv hvis de var syge på eksamensdagen,« siger den studerende.

LÆS OGSÅ: Studerende utryg til eksamen: »Jeg kan ikke forstå, jeg skal udsættes for det her«

Uniavisen har set sms-korrespondancer, der bekræfter, at flere studerende erklærede sig klar til at møde op, selv om de havde symptomer.

Det lykkedes at samle over 100 underskrifter ind imod fysisk eksamen, som blev sendt til studieledelsen sidst i oktober, men initiativtagerne har ikke fået et svar to uger senere, og eksamen blev afholdt som planlagt i begyndelsen af november.

Det der irriterer mig mest er, at jeg ikke føler mig taget alvorligt.

Studerende, SUND.

»Da vi kom, stod der en masse foran bygningen. Vi er nok omkring 150 studerende, og da vi stod og ventede, kom der en masse, der havde været til kemi-eksamen ud og blev stående udenfor. Da vi kom ind, blev vi mødt af en eksamensvagt, der havde masken siddende under hagen,« fortæller hun.

Hun gik selv, 35 minutter før eksamen sluttede, for at undgå trængslen, når alle skulle ud.

»Det, der irriterer mig mest, er, at jeg ikke føler mig taget alvorligt. Det har bare været en dårlig oplevelse fra start til slut.«

»Vi fik at vide, at de ville fjerne hver andet bord, men det gjorde de ikke«

Op til de fysiske eksamener tilbyder Københavns Universitet, at man som studerende kan komme og se lokalerne på Peter Bangsvej. Tanken er, at man kan logge på og prøve systemerne, så man undgår it-problemer på sin eksamensdag. Det tilbud gjorde Vicki Møller Paulsen brug af, før hun skulle til en eksamen i sit tilvalgsfag på Geografi i starten af november.

»Bordene stod virkelig, virkelig tæt. Hold da op, tænkte jeg.«

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

De sad så tæt, at de studerende fik at vide, at de ikke måtte have deres overtøj hængende på stoleryggene, for så kunne de komme til at rive ledningerne ud af computeren bag dem.

»Efter introduktionen til systemerne spurgte jeg, om det var meningen, at vi skulle sidde så tæt. Jeg fik svaret, at til eksamen ville hvert andet bord være fjernet, og så tænkte jeg, at jeg ikke havde noget at være bekymret over,« siger Vicki Møller Paulsen.

Men da hun mødte op til sin eksamen, stod bordene lige så tæt, som da hun var til introduktionen. En eksamensvagt fortalte hende, at hun heller ikke følte sig tryg ved at være så mange samlet i et rum.

Der har været skåret meget undervisning fra af sikkerhedshensyn. Til eksamen er det en helt anden snak.

Vicki Møller Paulsen, studerende.

»Jeg syntes ikke, det var decideret ubehageligt, men jeg sad i et dilemma. Vi får tudet ørene fulde om sociale bobler, mundbind og afstand, og der har været skåret meget undervisning fra af sikkerhedshensyn. Til eksamen er det en helt anden snak.«

KU: Vi overholder alle krav

På både Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (SUND) og Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE) skriver ledelsen, at de fysiske eksamener ikke er brud på de officielle corona-retningslinjer. Eksamener er nemlig undtaget det aktuelle forsamlingsforbud på 10.

»Det er derfor sundhedsmyndighedernes vurdering, at det fortsat er forsvarligt at afvikle undervisning og eksamen, så længe vi følger de retningslinjer, der er givet,« skriver rektor Henrik Wegener og SUND-dekan Ulla Wewer i en mail til den studerende, der anonymt fortæller sin historie her i artiklen.

LÆS OGSÅ: Københavns Universitet advarer tandlægestuderende om corona-trussel

Det er slet ikke universitetets rolle at gå længere end eller stramme de officielle retningslinjer. Sådan lød det fra Betina Kongsbak, der er sektionsleder i SCIENCE Uddannelse, da Amalie Palmund i Uniavisen rejste sin kritik af fakultetet.

»Vi er en offentlig myndighed og skal derfor ikke selv vurdere situationen og lægge yderligere vurderinger ind, da det ikke er vores kompetenceområde.«

Seneste