Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Coronavirus

Tre coronasmittede har deltaget i eksamener på to fakulteter

Der er ingen grund til at gå i karantæne eller lade sig teste, hvis man har deltaget i de samme eksamener, siger Københavns Universitet.

»En af dine medstuderende er blevet testet positiv for covid-19.«

Sådan står der i orienteringsmails, som studerende på blandt andet kurserne kosmologi på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE) og basal klinisk teori hos mindre husdyr på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (SUND), har modtaget.

I begge kurser er der netop blevet afholdt fysiske skriftlige eksamener. Her har de tre studerende, der siden er konstateret smittet, deltaget.

Ingen nære kontakter

Fra begge fakulteter lyder det, at de studerende skal være opmærksomme på, om de udvikler symptomer. Det er dog ikke nødvendigt at gå i karantæne eller lade sig teste, skriver de. Man må også godt møde op på campus, som man plejer.

Det skyldes, at ingen af de andre studerende, der deltog i eksamen i samme lokale regnes som nære kontakter. For at tælle som en nær kontakt skal man have været inden for en meters afstand i minimum 15 minutter.

De foranstaltninger, som Københavns Universitet har taget til de skriftlige eksamener, sikrer, at ingen studerende har været så tæt på de smittede. Det er blandt andet et krav, at studerende skal side minimum en meter fra hinanden, og at der skal være udluftning i lokalerne.

Jeg kan sådan set forstå alle bekymringer

Henrik C. Wegener, rektor.

»Det er kun nærkontakter vi beder om at isolere sig i hjemmet og blive testet jf. sundhedsmyndighedernes testprogram. Hvis studerende har været til undervisning eller eksamen, hvor retningslinjerne er blevet overholdt (min. 1 meters afstand i mere end 15 min), så er det vores praksis at vi sender en opmærksomhedsbesked til alle studerende der har været i samme lokale,« skriver studiechef på SCIENCE Karen Rønnow i en mail.

Rektor: Det er forsvarligt

Flere studerende har på det seneste luftet deres bekymring for at gå til fysisk eksamen her i Uniavisen.

LÆS OGSÅ: Flere frygter for virus til eksamen

De oplever, at man sidder tæt med mange, og at det er svært at lade være at klumpe sig sammen, når man ankommer og forlader eksamensstedet. På Facebook er der ivrig debat om, hvorvidt ledelsen burde tage skridt til at sikre de studerende bedre mod smitte.

Torsdag har rektor Henrik C. Wegener delt en video på Københavns Universitets intranet, hvor han svarer på bekymringerne.

»Jeg kan sådan set forstå alle bekymringer, og jeg anerkender også, at vi lytter til de bekymringer og netop gør os de allerstrengeste anstrengelser for at sikre, at vi lever 100 procent op til de anvisninger, som myndighederne har givet os,« siger han.

Der er alt for mange omkostninger ved at omlægge eksamenerne til online-eksamener. Desuden er der mange studerende, der gerne vil fysisk til eksamen, siger han.

Og når universitetet tager de forholdsregler, der er udstukket fra Sundhedsstyrelsen, så er det sikkert for studerende at tage til eksamen, siger Henrik C. Wegener.

Det er helt forventeligt, at der vil være studerende, der efter eksamen finder ud af, at de er smittet med covid-19

Hans Henrik Saxild, prodekan, SUND.

»Vi skal nok sørge for, at når der er fysisk fremmøde, så kan det foregå på en måde, som er helt i overensstemmelse med sundhedsmyndighedernes anvisning. Og så er det forsvarligt.«

Forventeligt med smittede

På SUND er ledelsen bekendt med to studerende, der har fået konstateret covid-19 efter en eksamen.

Fakultetet står klar til at hjælpe med smittesporing, hvis det er nødvendigt, siger prodekan for uddannelse på SUND Hans Henrik Saxild.

»Derudover orienterer vi holdkammerater om smittetilfældet, så alle er ekstra opmærksomme, hvis de udvikler symptomer.«

LÆS OGSÅ: Studerende: Jeg kan ikke forstå, at jeg skal udsættes for det her.

Hans Henrik Saxild siger, at han ikke er overrasket over, at de to tilfælde af covid-19, der er blevet fundet efter eksamen på SUND.

»Det er helt forventeligt, at der vil være studerende, der efter eksamen finder ud af, at de er smittet med covid-19. Det er det samme, vi ser i undervisningssammenhæng. Den vigtigste opgave, vi har som institution, er at sikre, at smitten inddæmmes, som det er i samfundet i øvrigt. Det gør vi ved at følge de retningslinjer, sundhedsmyndighederne har udstukket,« siger prodekanen.

Seneste