Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Rusvejledere til rektor: Inddrag os i planlægningen af studiestart 2021

Åbent brev — Vi frygter, at I allerede er i gang med at planlægge en studiestart med restriktioner, der kan være passé til august. Brug os, og lad os sammen give de nye studerende den bedst mulige studiestart.

Kære Henrik og Bente

DEBAT

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Alle underskrivere

Kevin Hangaard Olesen og Mathilde Elsig, forperson og næstforperson i Studenterrådet ved Københavns Universitet

Asger Juul Sørensen, Rusvejlederne på Sundhed og Informatik

Tine Juel Olsen, Tutorerne på Psykologi

Anna Arendt Blak, Rusvejledningen på Medicin

Victor Bech Sommer, Rusvejleder på Matematik

Louise Holm, Kontaktudvalget 2021 for introforløbet på Institut for Statskundskab

Jakob Overgaard Larsen, Ruskoordinatorerne på Veterinærmedicin

Julia Thisted Andersen og Bjørn Markmann, Koordinatorer på GeRom

Martin Lauritzen, Ruskoordinator på Antropologi

Johanna Jallberg, Rusvejlederne på Fysik

Arthur Thyge Brendstrup, Ruskoordinator på Økonomi

Nanna Kildegaard Larsen, Christian Schneider og Freja Eldam, Studiestartskoordinatorer på det Juridiske Fakultet

Thyra Kappel Skau, Tutorerne på Folkesundhedsvidenskab

Maria Hedegaard Gjedsted og Jeppe Ethelberg-Findsen, Infotutor og Ruskoordinator på Farmaci

Caroline Nøddebo Wibe, Tutorkoordinator på Teologi 2020

Stefan Kröll Rasmussen, Rusvejlederne på DIKU

Magnus Hansen, Lasse Nielsen, Tone Jensen og Mathilde Børch, Koordinatorerne på Geografi & Geoinformatik

Rusvejledergruppen for Matematik, Økonomi og Forsikringsmatematik

Ida Schnack, Stine Skov og Caroline Frost, Ruskontakter for Bioteknologi, Miljø- og Fødevareøkonomi, Husdyr og Naturressourcer på Frederiksberg Campus

Mira-Louise Askov Feldthusen, Louise S. Høg og Cæcilie Cantby, Ruskoordinatorer og Ruskontakt for Fødevarer og Ernæring på Frederiksberg campus

Helena Sato Forperson for RusInstruktørKursus udvalget (RIKu) Frederiksberg Campus

Anna Kragh Jakobsen, Niklas Bjørn Larsen & Jesper Posmar Atti, studiestartskoordinatorer for Idræt og fysisk aktivitet

Andreas Jansen, Louise Mammen og Andrea Rønne, Koordinatorer på Landskabsarkitektur, Frederiksberg Campus

Mathilde L. Friis, Ditte Søndergaard, Emilie Bruun, Andreas Schäfler, Tutorne på Forhistorisk Arkæologi

Katrine Stewart, SAXO tutor, klassisk arkæologi

Som ledende tutorer og rusvejledere bliver vi bekymrede, når vi ser, at I allerede nu ønsker at beslutte rammerne for afvikling af studiestarten 2021.

Vi tror nu på, at det rent faktisk bliver muligt at holde en studiestart med mange fysiske aktiviteter.

Lige nu er vores fysiske adfærd stadig stærkt begrænset af blandt andet et forsamlingsforbud på fem personer, men der kan nå at ske meget på de fem måneder, der er tilbage, inden studiestarten går løs i august.

Vi frygter, at I er ved at tage en forhastet og for restriktiv beslutning om studiestarten 2021, som i sidste ende kan gå ud over vores nye medstuderendes start på Københavns Universitet.

Vi har alle set, hvordan den online studiestart sidste år har påvirket vores medstuderende på årgang 2020. I studiestarten lægges grundstenene til de venskaber, som er så vigtige for vores senere studieliv, og vi bliver budt velkommen i de mange sociale og faglige fællesskaber og traditioner på KU.

Selv om der sidste år var mange kreative bud på, hvordan en online studiestart kunne være både sjov og engagerende for de nye studerende, er stort set alle enige i, at det er vanskeligt at skabe nye varige venskaber og fællesskaber på Zoom.

Det lider vores medstuderende både på årgang 2020 og delvist også på årgang 2019 stadig under, hvor mange endnu ikke føler sig som en del af fællesskabet på deres fag og på KU. Det er vigtigt, at vi gør alt i vores magt for at give de nye studerende i 2021 så god en studiestart som muligt.

LÆS OGSÅ: Generation aflyst 

Heldigvis er der lys for enden af tunnelen. Vi kan alle forvente at være færdigvaccineret til sommer, og vi tror nu på, at det rent faktisk bliver muligt at holde en studiestart med mange fysiske aktiviteter i august og september 2021.

Derfor bliver vi bekymrede, når vi hører, at ledelsen på KU allerede nu vil beslutte rammerne for studiestarten 2021. Vi har god grund til at forvente, at fysisk samvær i større grupper igen bliver muligt i løbet af sommeren, når vi alle er vaccineret, og forsamlingsforbuddet bliver lempet.

Derfor er det afgørende, at vi ikke beslutter os for en delvis online studiestart allerede nu for blot at risikere at stå i august og opdage, at planen var for restriktiv.

Vi er klar over, at en tidlig fastlæggelse af rammerne for studiestarten kan gøre det nemmere for os tutorer og rusvejledere at planlægge vores introforløb for de nye studerende.

Men det skal ikke ske på bekostning af en senere mulighed, som vi ikke kan forudsige, for at holde fysiske aktiviteter i august og september.

Som tutorer og rusvejledere vil vi langt hellere arbejde med planlægning af studiestarten her i foråret med risiko for, at ting må omlægges til online format, end alt for tidligt at tage en beslutning, som kan vise sig at være for forsigtig og restriktiv, når vi når frem til august.

Det er samtidig vigtigt, at ledelsen inddrager os studerende, tutorer og rusvejledere tidligt i beslutningsprocessen om studiestarten 2021.

LÆS OGSÅ: Studerende: Kæmpe fejl ikke at inddrage os i planlægning af studiestart under Covid-19

Sidste år oplevede vi desværre meget lidt og meget sen kommunikation om beslutninger, som vi ikke havde haft mulighed for at påvirke, og vi fik sjældent at vide, på hvilken baggrund disse beslutninger var blevet taget.

Vi håber, at I i år vil invitere os med langt tidligere i beslutningsprocessen, og at I vil efterspørge vores mange erfaringer med både fysisk og online studiestart og idéer til, hvordan vi kan sikre de nye studerende en god studiestart på trods af de gældende restriktioner.

Med venlig hilsen

Studenterrådet, tutorer og rusvejledere (se alle medunderskrivere i boksen til højre)

 

Seneste