Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Sammenhold skaber bedre studiemiljø

Studenterklumme — Juras indflytningsfestival på Søndre Campus viser, at det er muligt at forbedre studiemiljøet, når de studerende og fakultetsledelsen står sammen.

Den 6. marts startede Det Juridiske Fakultets Indflytningsfestival; en uge lang ‘campusdag’. Her kan studerende og ansatte deltage i faglige debatarrangementer, tage til housewarming i den nye café eller drikke en øl med vores nye naboer fra IVA og TEO til fælles fredagsbar.

For første gang i fakultetets historie er de faglige og sociale foreninger nemlig gået sammen om at organisere en uge fyldt med arrangementer, der har til formål at styrke fællesskabet på tværs af et meget stort og diverst studie.

Det gik i efteråret op for foreningerne, at flytningen til Søndre Campus i februar ville skabe en unik mulighed – et momentum, hvor de jurastuderende kunne være med til at skabe et helt nyt og mere sammenhængende studiemiljø.

Mulighed for at møde forskere

På et studie, der hurtigt kan synes at være domineret af rundsave på albuerne og karakterræs, har vi i den kommende uge mulighed for at opleve noget helt andet: At få kickstartet et engagement i en studenterforening, at møde vores undervisere i øjenhøjde eller at få inspiration til vores akademiske profil udenfor undervisningslokalet.

Det er netop det uformelle møde med forskere, og mødet med interessefællesskaber, der er med til at skabe et sammenhængende og trygt studiemiljø, studerende har brug for i en hverdag, der generelt er hård og stressende.

Det er netop det uformelle møde med forskere, og mødet med interessefællesskaber, der er med til at skabe et sammenhængende og trygt studiemiljø, studerende har brug for i en hverdag, der generelt er hård og stressende.

Det vrimler med frivillige foreninger rundt på hele universitetet, og det kan vi godt være stolte af! For frivillighed på studiet kan noget helt særligt: Det fordrer et fællesskab baseret på interesser og lysten til at skabe noget meningsfuldt for sig selv og andre.

Sammenhold skaber resultater

Men det kan også være hårdt at være frivillig på Københavns Universitet. Som studerende er vores arbejdsuge i forvejen hårdt presset. Når vi alligevel vælger at blive to timer ekstra for at holde caféen åben, så vores medstuderende kan få en kop kaffe til den sene eftermiddagsforelæsning, har vi også brug for, at universitetet lægger en ekstra indsats for os. Ellers ender det med at vi studerende bliver mere stressede, og at de frivillige foreninger lige så stille forsvinder.

Indflytningsfestivalen viser, at når studerende og fakultetsledelsen står sammen om at prioritere frivillighed og studiemiljø, opnår vi resultater, vi før ikke kunne drømme om. Lad os stå skulder ved skulder og forsætte det gode arbejde!

Indflytningsfestivalen er åben for alle og varer hele hele ugen.

Læs mere om indflytningsfestivalen og se hele progammet her.

 

Seneste