Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Sociologisk Institut besat

En gruppe sociologistuderende har blokeret deres institut i protest mod varslede nedskæringer. De ansatte kan først komme på arbejde, når de studerendes krav er mødt, lyder det - høfligt

Sociologisk Institut var sjældent summende fra morgendæmring torsdag, hvor omkring 50 studerende iværksatte en blokade af instituttets bygninger med træpaller, afspærringstape og slanke blokadevagter.

Det er ikke første gang, sociologerne besætter deres bygninger i protest. Og næppe heller sidste. I dag sker det i protest mod instituttets varslede nedskæringer på en halv million kroner fra januar 2010.

Heraf skal 400.000 dækkes ved at skære 25 procent af øvelsestimerne, som ifølge de studerende er en helt nødvendig del af sociologiuddannelsen. Og det har fået de studerende på barrikaderne på old school vis.

Skideinteressant budget

Protesterne er primært rettet mod institutleder Carsten Strøby Jensen. Ifølge de studerende vil institutlederen ikke fremvise et endeligt budget, så de studerende kan se grunden til besparelserne.

»Vi vil gerne kunne diskutere, om der er alternative muligheder for besparelser, men det har vi ikke fået lov til,« siger de studerendes talsperson Magnus Pedersen.

Og at dømme efter de bemærkelsesværdigt høflige tilstedeværende er øvelsestimerne et skidt sted at spare.

»Øvelsestimerne er næsten vigtigere end forelæsningerne. Det er her man får overblik over alt det, man ikke har styr på,« som Rikke og Astrid fra 1. semester udtrykker det.

Men ifølge de studerende indser deres institutleder ikke, hvor vigtige timerne er.

»Det, der er så skideinteressant, når Carsten Strøby lægger budget er, at han overhovedet ikke tager højde for, at studerende vil være længere tid om at gennemføre, og måske endda droppe ud, hvis man fjerner øvelsestimer,« siger talsperson Magnus Pedersen.

Langvarig blokade

Behovet for besparelser er blandt andet opstået, fordi Sociologisk Institut ikke længere har lov til at budgettere med overtræk. Det har man ellers måttet siden fagets flytning til det gamle kommunehospital på Østre Farimagsgade.

Blokaden bliver ifølge Magnus Pedersen opretholdt, indtil instituttet får lov at bryde med det såkaldte nul-budget, og besparelserne tages af bordet. Han har selv et par forslag til, hvor pengene kan komme fra.

Universitetsledelsen har indefrosset instituttets formue på tre millioner, og dem vil de studerende have frigivet. Og derudover har den nye finanslov forhøjet studiets taxameter med 4.000 kroner. Men af de penge ser Sociologisk Institut ifølge de studerende ikke mere end 2.300 kroner. Resten?

»Ja, det er muligt at rektoratet sidder og suger vores penge,« siger Magnus Pedersen, der ikke selv er blevet præsenteret for andre forklaringer.

Eksterne lektorer kan fyres

En tung udgiftspost på Sociologi er løn til eksterne lektorer. Størstedelen af fagene på bacheloruddannelsen varetages af eksterne undervisere, og de studerende erkender, at en mulig konsekvens af at redde øvelsestimerne kunne være fyringer af eksterne lektorer.

Ifølge de studerende har Carsten Strøby Jensen sagt, at meget af det fastansatte videnskabelige personale er overkvalificeret til at undervise på bachelordelen. Derfor vil de studerende sidde med i ansættelsesudvalget og sørge for, at undervisningen opprioriteres.

Men hvorfor retter I jeres protest mod institutlederen? Er det ikke nemt for ham at sende aben videre til den øverste ledelse, som har pålagt ham at spare?

»Det er rigtigt, at institutlederen er underlagt et budget oppefra, men det ham, der har ført en inkompetent ansættelsespolitik,« siger Magnus Pedersen.

Uoriginal aktionsform?

Det er næsten en naturlov. Når du prikker til et hvepsebo med en pind, så farer hvepsene i fjæset på dig. Og når du prikker til en gruppe sociologistuderende med en sparekniv, så løber de ud og besætter bygninger.

Det virker som om en vigtig del af sociologernes faglige identitet ligger i at blokere og besætte. En ordentlig sociologistuderende kan brygge en kop morgensuppe sammen med et knips og stable workshops og folkekøkkener sammen med dags varsel. Det er ganske prisværdigt.

Men risikerer de studerende ikke at lave inflation i aktionsformen. Er en blokade ikke en kende uoriginalt?

»Nej, det er den eneste måde vi kan protestere på i denne situation,« siger Magnus Pedersen. »Vi har forsøgt at få forhandlinger i stand med vores institutleder, og vi har sendt et åbent brev til dekanen, men det er der ikke kommet noget ud af.«

Blokade er effektiv

Og Magnus Pedersen har tiltro til, at blokade er en effektiv aktionsform, og minder om, at kun to dage efter SU-protesterne i foråret, og blokaden af Sociologisk Institut og Det Humanistiske Fakultet, fredede Dansk Folkeparti SU’en.

Han afviser samtidig, at sociologerne har et luksusproblem. Også selv om man mange steder på for eksempel Humaniora slås for at få mere en lille håndfuld timers undervisning per fag.

»Det er sindssygt at sammenligne sig selv med fag, hvor de har fire timers undervisning. Det er som at sammenligne sig med helvede,« siger han.

I løbet af dagen vil sociologerne lave folkekøkken, arrangere faglige workshops, skrive læserbreve og drikke kaffe. Det har hidtil ikke været muligt at få en kommentar fra institutleder Carsten Strøby Jensen.

ser@adm.ku.dk

Seneste