Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Specialerne er tilbage på hylderne

Bibliotek — Fra uge 46 kan man igen låne specialer på Københavns Universitetsbibliotek. Der har været lukket for udlån af specialerne siden juli med henvisning til GDPR-forordningen.

Der er igen åbnet for udlån af specialer på Københavns Universitetsbibliotek, der er en separat enhed under Det Kongelige Bibliotek. Det har ikke været muligt at låne specialer siden midten af juli med henvisning til GDPR-forordningen.

Flere af de ældre, trykte specialer indeholdt nemlig cpr-nummer eller andre personoplysninger.

Vi er meget glade for, at vi igen kan låne specialerne ud. Men vi er kede af de gener, det har givet de studerende, at de ikke var tilgængelige

Kira Stine Hansen, Det Kgl. Bibliotek

Det betød, at biblioteket først kontaktede Datatilsynet, derefter CPR-registret og endelig Kultur- og Uddannelses- og Forskningsministeriet for at få en vurdering af, hvorvidt det overskred GDPR-forordningen at have specialerne stående.

Digitale specialer tilgængelige i 2019

Men efter fire måneders juridisk tovtrækkeri har Københavns Universitetsbibliotek været alle de trykte specialer igennem manuelt for at klippe eventuelle personoplysninger ud.

»Vi er meget glade for, at vi igen kan låne specialerne ud. Men vi er kede af de gener, det har givet de studerende, at de ikke var tilgængelige,« siger Kira Stine Hansen, der er universitetsbibliotekar på Københavns Universitetsbibliotek og vicedirektør for Det Kgl. Bibliotek.

De digitale specialer bliver dog først tilgængelige fra næste år, da Københavns Universitetsbibliotek venter på en ny digital platform, der ifølge Kira Stine Hansen er klar i starten af 2019.

Seneste