Hvis du vil låne et speciale, skal du ikke gå på biblioteket

Jurastuderende Annette Hedegård Johnsen ved, hvordan det er at blive ramt af sit eget specialeemne.

Før hun skrev de sidste sætninger i sit speciale om EU’s persondataforordning, også kendt som GDPR, ville hun låne et tidligere speciale om samme emne på Det Kongelige Bibliotek. Men straks efter fik hun at vide, at hun ikke kunne låne det. Årsagen? Den nye persondatalov.

»Jeg kunne ikke lade være med at smile ad det, da det skete. Men det var også lidt ærgerligt, for det er meget rart at se på andre gode specialer, så man kan se nogle tilgange til formalia og vurdere, om man er på rette vej metodemæssigt. Det var endda noget, min vejleder direkte opfordrede mig og andre specialestuderende til at gøre,« siger hun.

Man har altså haft god tid til at fikse problemet

Specialestuderende Annette Hedegård Johnsen

Med den nye persondataforordning er kravene til behandling af persondata – sådan noget som navn, adresse og CPR-nummer – blevet skærpet. Det vil sige, at studerende har krav på at vide, hvad formålet med brugen af deres speciale er, og hvilke rettigheder forfatteren har – herunder muligheden for at trække samtykket tilbage.

Helt konkret betyder det, at de flueben, som tidligere studerende måtte have sat på forsiden af specialet, ikke nødvendigvis rækker til at retfærdiggøre udlån efter den nye persondataforordning. Heller ikke dem, der markerer, at specialet ikke er fortroligt.

Det har sat universitetsbibliotekerne i en prekær situation. Men Annette Hedegård Johnsen mener, at de selv bærer en del af ansvaret.

»Der har været en implementeringsperiode på to år inden persondataforordningen endeligt trådte i kraft, så man har altså haft god tid til at fikse problemet,« siger hun.

Samtykke til specialer fra 80’erne

På Det Kongelige Bibliotek, der blandt andet driver Københavns Universitetsbibliotek i samarbejde med KU, ved man stadig ikke, hvad løsningen bliver.

Ole Holm, specialkonsulent og bibliotekets DPO (Data Protection Officer), forklarer, at han indsendte en forespørgsel til Datatilsynet for en måned siden, som han fortsat afventer svar på. Senest rykkede han tilsynet i mandags.

Hvis vi skal i gang med at indhente samtykke fra folk, der afleverede deres speciale i 80’erne, bliver det mildt sagt en uoverstigelig byrde. Så bliver konsekvensen, at de studerende ikke kan få gavn af specialerne.

Ole Holm, Det Kongelige Bibliotek

Helt konkret vil biblioteket vide, hvordan de skal behandle persondata i specialer, og særligt hvordan de skal forholde sig retrospektivt til bibliotekets mange tusindvis af trykte specialer, hvis udgivelsesdatoer går flere årtier tilbage.

»Vi håber selvfølgelig, at Datatilsynets vurdering giver os mulighed for også fremadrettet at stille de trykte specialer til rådighed for brugerne, uden at vi skal indhente samtykke fra forfatterne. Hvis vi skal i gang med at indhente samtykke fra folk, der afleverede deres speciale tilbage i 80’erne, bliver det mildt sagt en uoverstigelig opgave. Så kan konsekvensen meget vel være, at specialerne ikke længere kan være en del af bibliotekets samlinger« siger han.

Han forklarer, at biblioteket ikke har søgt svar på spørgsmålene tidligere, fordi de først kort inden sommerferien blev opmærksomme på, at flere af de trykte specialer, der stod fremme i de offentlige samlinger, indeholdt personoplysninger, herunder flere med adresser og enkelte med CPR-numre.

Egentlig er både navn, adresse og CPR-numre beskyttet af den nye persondatalov, men Holm fastslår, at det ticifrede personnummer i denne sammenhæng giver flest hovedbrud. For hvor navn og adresse kan findes på anden vis, for eksempel via Krak, er CPR-nummeret en mere følsom information, der i værste fald – og kombineret med de øvrige data – kan anvendes til identitetstyveri.

Derfor forventer Holm også, at Det Kongelige Bibliotek uanset hvad skal sløre eventuelle CPR-numre, inden de åbner for udlån af specialer på ny. En omfattende praktisk mission, erkender han.

»Afhængig af Datatilsynets vurdering, kunne en løsning måske være, at vi stiller de trykte specialer i vores lukkede magasiner, og så først tjekker oplysninger i specialet, når en studerende søger det frem og bestiller det. Så kan sløringen ske løbende, i stedet for at vi bruger en masse ressourcer på at gennemgå specialer, der ikke bliver udlånt,« siger han.

Fra bibliotek til Facebook

Mens Det Kongelige Bibliotek afventer en tilbagemelding fra Datatilsynet, må de studerende på Københavns Universitet ty til alternative metoder for at hente inspiration i gamle specialer.

Annette Hedegård Johnsen gik selv på jagt i en Facebook-gruppe for jurastuderende, hvor hun havde held med at få fingre i et af de specialer, som hun ikke kunne låne på bibliotektet.

»Jeg var meget heldig, for jeg nærmede mig min deadline og spurgte inde i gruppen midt i sommerperioden. Men jeg fandt et super godt speciale fra en anden jurastuderende, der var beslægtet med mit eget, og det har været en stor hjælp i den afgørende fase,« siger hun til Uniavisen blot en time efter hun har afleveret sit eget speciale.