Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 35 32 28 98 (man-fre)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
PROTEST - Elev- og Studenterbevægelsen demonstrerede i dag mod nedskæringer på uddannelsesområdet. Læs Universitetsavisens livereportage fra demonstrationen.
17.56: Demonstrationen opløses langsomt. Bjarke Lindemann fra Studenterrådet er begejstret. »Det er fedt, at der har været folk fra så mange forskellige uddannelser med i demonstrationen. For grundlæggende er det jo det samme problem, vi står med,« siger han.
17.43: Bagerst i demonstrationen danser folk breakdance på papkasser, men andre laver rytmer på skrald. Det er begyndt at tynde ud i forsamlingen.
17.39: Rapperen Pede B er nu gået på scenen. Han rapper, at det »ikke fucking skal koste penge at tage en kandidatgrad«. Pede B er kendt som en af landets dygtigste freestylere, og han rapper lige fra leveren. Folk danser og giver den op.
17.21: Der går forlydender om, at flere Folketingspolitikere går rundt blandt demonstranterne. Konferencier Bjarke Rubow fra Studenterrådet beder folk behandle politikerne pænt. Morten Skov, ungdomskonsulent i LO taler fra scenen.
17.19: Forsamlingen vender sig mod Borgen og råber i kor: »Vi tager ansvar, hvad gør I?«
17.13: Mikkel Zeuthen, formand for Danske Studerendes Fællesråd går på scenen og taler om SU-forringelser. Der buhes.
17.11: Slotspladsen er propfyldt. Arrangørerne giver et slag på tasken: 25.000 demonstranter.
17.01: De studerende er uforsonlige. Heller ikke Lars Løkke Rasmussens udmelding i dag om, at studerende, der søger til udlandet, skal have en højere SU med sig, lader til at formilde dem.
»Vi er imod, at man vil bruge SU’en som et styringsredskab,« siger Bjarke Lindemann fra Studenterrådet. »Vi har tidligere set eksempler på, at regeringen har brugt SU’ren til at forsøge at få de studerende til at makke ret, men SU’en skal hverken bruges som gulerod eller pisk. Til gengæld bør man gøre det lettere at komme til udlandet. Lige nu er det meget uigennemsigtigt,« siger Lindemann
16.57: Demonstrationen ankommer til Christiansborg Slotsplads. KU’s dj spiller elektronisk musik, som man hører den på Distortion Festival. Universitetsavisens reporter genkender ikke nogen numre. Folk danser ved siden af demovognen, mens de venter på, at halen af demonstranter når frem.
16.51: Louise Lipczak, der læser bioteknologi og er aktiv i Studenterrådet, holder det forreste banner i demonstrationen. »Vi sætter trafikken lidt i stå, men folk, vi går forbi, virker glade og synes godt om vores budskab,« siger hun.
16.49: Psykologistuderende Emilie Nayberg, står på KU-demovognen. »Stemningen er mega god,« siger hun. »Det er vildt sjovt, og folk er glade. Og der er en virkelig god udsigt.«
16.45: Den første demovogn drejer ad Stormgade. Demonstrationen fylder hele Vester Voldgade, og de sidste er endnu ikke gået fra Rådhuspladsen.
16.36:Demonstrationen går fra Rådhuspladsen i retning af Christiansborg. Tre vogne spiller elektronisk musik og der kastes med konfetti. Folk er festklare og brænder romerlys af. Forbavsende få drikker øl, selv om det næsten er en skik til en demonstration.
16.34: Talsmand Frederik Gjørup svinger sig op. Han er vred over dagens SU-nedskæring fra statsministeren, som han mener er historisk. »Uddannelse i verdensklasse, min bare røv,« siger han. »Kampen fortsætter, når vi går herfra i dag. Vi skal aktionere, reagere og blive ved med at demonstrere. Ikke kun for vores egen skyld, men for samfundets skyld.« Stort bifald.
16.28: Talsmanden for initiativet Unge ta’r Ansvar, Frederik Gjørup, går på talervognen og tordner mod forringelser. Rådhuspladsen er næsten fyldt, og flere demonstranter er på vej i busser. Det syder.
16.16: De studerende fra Københavns Universitet ankommer til Rådhuspladsen, hvor Bjarke Rubow, næstformand for Studenterrådet ved KU og Viktora, formand for HK Ungdom, byder alle eleverne og de studerende velkomne.
Bjarke taler om statsministerens udmelding under sin åbningstale i Folketinget tidligere i dag, hvor han bebudede nedskæringer i hjemmeboende studerende SU. Der bliver buhet. Rubow taler også om mangel på praktikpladser.
15.59: Mads Melin fra tredje semester på statskundskab demonstrerer for bedre lokaleforhold og flere undervisningstimer: »Til forelæsninger sidder vi i vindueskarme og på gulvet, og det gør det svært at få noget ordentligt ud af undervisningen. Vi har brug for nogle ordentlige rammer.«
15.56: Sygeplejerskerne ankommer til Israels Plads. Med dj-vogn, men uden kitler. Fordemonstrationen vokser betydeligt, da en stor gruppe gymnasieelever slutter sig til. Med konfetti, høj musik og politieskorte bevæger demonstrationen sig mod Rådhuspladsen.
15.30: Omtrent 40 studerende fra CSS slutter sig til en lille gruppe studerende fra Life til fordemonstration på Israels Plads.