Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Studenterrådet arbejder videre for den gode studiestart

Univalg 2021 — Studenterrådet vil arbejde videre på den gode studiestart. Vi skal have campusdage, foreningsbazarer og gunstige forhold for græsrødderne.

Hvert år slår Københavns Universitet sine døre op for mere end 7.000 nye studerende. De er glade, spændte og fyldt med forhåbninger om, hvad fem år på universitetet vil bringe. Men for mange er det også overvældende pludselig at skulle finde sig til rette blandt studiebøger og holdkammerater, og der spiller tutorer og rusvejledere en afgørende rolle.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

I de første spæde uger af en studerendes KU-liv bliver man nemlig mødt af seje, søde og engagerede medstuderende, der alle har brugt mange måneder på at forberede den bedst mulige studiestart.

Selv om studiemiljøet og foreningslivet til tider kan være presset på KU, er lige præcis introforløbene en succeshistorie, hvor man år efter år får spandevis af studerende på tværs af KU til at gøre en uvurderlig indsats for fremtidens studerende og for studielivet.

LÆS OGSÅ: Danmarks bedste tutorer er nok engang fra Københavns Universitet

Stop topstyringen

På trods af det, er der nu tegn på mere topstyring og mindre studenterinddragelse af studiestarten flere steder, selv om studiestarten netop handler om at give følelsen af at være studerende på et givent studie videre.

Vi så tilbage i foråret en ledelse der gerne ville indføre online elementer i studiestarten. Takket være et godt samarbejde mellem tutor, rusvejledere og Studenterrådet fik vi heldigvis det afværget.

I Studenterrådet vil vi fortsat kæmpe for at tutorer og rusvejledere inddrages, men også har indflydelse i beslutninger der vedrører studiestart og rusture. Der må og skal ikke ske ændringer uden det sker.

Vores bedste ideer

Der er bestemt en masse positivt vi kan gøre ved studiemiljøet. I Studenterrådet forslår vi at vi får udbredt ideen om campusdage/foreningsbazarer.

Derudover skal vi have lavet en foreningsoversigt, så det er nemt at finde lige præcis den forening, der interesserer en mest. Det skal ikke være sådan, at man kun kan møde foreninger i introugen, hvor man i forvejen bliver bombarderet med oplysninger.

Og så skal det være mere fleksibelt at være studerende, så vi kan engagere os uden at det går ud over vores studie. Det der til gengæld ikke er en del af løsningen, er at sætte et studenterdrevet græsrodsarbejde i system og nægte studierne at lave studiestarter, der kendetegner deres faglige og sociale identitet fuld af farver og spræl.

Vi siger ikke, at der ikke kan være problemer enkelte steder. Vi siger bare, at de problemer skal løses lokalt og i samarbejde med de mange seje studerende, der giver liv til studiestarten, så KU’s farverige succeshistorie ikke ender som leverpostejsfarvet kassetænkning.

Seneste