Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Studieliv
Studiestart — Holdet på Molekylær Biomedicin strøg DM's Tutorpris for et inkluderende og sjovt introforløb i kølvandet på nedlukningen.
Hvert år lægger de mange forskellige tutorgrupper på landets uddannelser tonsvis af kræfter i at planlægge og eksekvere omfattende introforløb for de nye studerende. Fagforeningen DM uddeler hvert år deres »Tutorpris« for at hædre den bedste af de gode, og i år gik prisen til de ti tutorer fra Molekylær Biomedicin på Københavns Universitet.
De vandt også prisen tilbage i 2018.
Det seneste års tid har ikke været nemt, når det kommer til at skabe fællesskab. Blandt andet steg ensomheden dramatisk blandt studerende under coronakrisen.
Det er jo bare mega fedt, at man kan have et super godt introforløb og samtidig tage hensyn til alle på studiet.
Tutor Rikke Kuhre, Molekylær Biomedicin
Malthe Bækbo fra DM Studerende understreger da også, at prisen denne gang betyder ekstra meget:
»I år har der været et ekstra lag af forventninger til landets tutorer og til studiestarten. Vi skal i gang igen, vi skal rystes sammen igen, og vi skal have det sjovt igen.«
LÆS OGSÅ: Boblerne brister – nu skal fællesskaberne i gang igen
Den opgave har tutorgruppen på Molekylær Biomedicin løftet – »og lidt til,« siger Malthe Bækbo:
»De har skabt sammenhold, passion og energi om studiestarten, som kunne føles og mærkes, selv om man ikke personligt var til stede. Tutorerne har samtidig formået at skabe et inkluderende studiestartsmiljø med plads til alle.«
DM har valgt deres vinder på baggrund af indstillinger fra de nye studerende. Inklusion er et tema, der går igen i russernes nomineringer af tutorgruppen.
For eksempel skriver en, at tutorerne er »vanvittigt gode til at spotte, både når folk har brug for et skub ind i for eksempel noget socialt, og når folk har brug for en pause.«
En anden nominering kommer fra en kørestolsbruger, der beskriver, hvor godt der blev taget imod vedkommende i løbet af introforløbet: »Det har virkelig overrasket og rørt mig, hvor gode vores tutorer har været til at inkludere mig, se mine udfordringer, og sørge for, at jeg har fået en start på lige fod med mine medstuderende.«
Det kræver benhårdt arbejde at lave et introforløb, der passer til alle, og ifølge tutor Rikke Kuhre bruger de frivillige tutorer minimum to måneder på at planlægge introforløb og rustur for de nye studerende, før det hele går løs.
»Vi har givet den alt, hvad vi overhovedet kunne, og prøvet på at så god en oplevelse til de nye studerende som muligt,« siger Rikke Kuhre.
LÆS OGSÅ: En hel årgang af studerende kender ikke deres holdkammerater
Alligevel var de overraskede over at vinde:
»Det er lidt uvirkeligt, for vi har fået den før. Det er en helt vild følelse,« fortæller Rikke Kuhre. »Men man får bekræftet, at de ting, vi har gjort, var de rigtige, og at de ændringer, vi lavede i år, var til gavn for de nye studerende.«
Rikke Kuhre nævner for eksempel, at tutorgruppen i år havde valgt at afskaffe kønsopdelte arrangementer for også at kunne inkludere personer, der hverken identificerer sig som mand eller kvinde.
Tutorgruppen går også meget op i at tilgodese folks forskellige sociale behov, hvor nogle af de nye studerende for eksempel kan have brug for at få en advarsel om eventuelle overraskelser på rusturen, mens andre synes, det er sjovt at blive presset lidt.
»Det er jo bare mega fedt, at man kan have et super godt introforløb og samtidig tage hensyn til alle på studiet,« afslutter Rikke Kuhre.