»Jeg får mange af de opgaver, som forskerne ikke gider løse selv. Men det er jo ikke lorteopgaver for mig«

Jeg er laboratorieassistent i et forskningscenter, der beskæftiger sig med stofskiftet og blandt andet forsker i diabetes og fedme. Jeg hjælper med at undersøge blodprøver, sætte de rigtige labels på rørene og rydde op – den slags.

Jeg får mange af de opgaver, som forskerne ikke gider at løse selv. Men det er jo ikke lorteopgaver for mig. Jeg har ikke prøvet det før, så for mig er alt nyt og spændende. Okay, man bliver måske lidt træt af det i længden, men jeg synes, det er et fedt miljø.

Vier også i laboratorierne i undervisningen, men det er slet ikke det samme. Et er at lære, hvordan en pipette virker, noget andet er at erfare, at de ting, vi lærer, kan bruges til vigtig forskning, der kommer mennesker til gavn. Det er først med det her job, at det er gået op for mig.

Man hører mange historier om de folk, der går rundt i hvide kitler i laboratoriet, så det er fedt at få det afmystificeret. Og det er vigtigt at få prøvet tingene af. Hvad nu hvis man slet ikke kan lide at arbejde i et laboratorium? Det ville være ret forfærdeligt at finde ud af efter fem års studie. Heldigvis er det ikke sket for mig. Jeg er overhovedet ikke blevet skræmt væk.

Jeg kan godt lide, at man som regel ved, hvad man skal gøre i laboratoriet. Hvis du har en blodprøve, og du gerne vil have noget dna, så skal du følge en opskrift på ti punkter.

Men jeg kan også godt lide, at der er noget mystisk og mærkeligt ved at arbejde i et laboratorium. Jeg kiggede fx på en maskine i et år, uden at vide hvad man bruger den til. En dag spurgte jeg en forsker, og han forklarede mig det med det samme. Mine kolleger er altid virkelig gode til at lære fra sig, og det er virkelig nogle seje ting, de laver.

Læs også »DET ER JO IKKE SÅ GLAMOROUS« Litteraturstuderende Victor Skov Jeppesen holder vagt ved en rød varevogn, hvor sexarbejdere kan betjene deres kunder.