Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Studieleder på Medicin: Klart, at seks gange klima er alt for lidt

Enig — Det giver god mening at kalde os uambitiøse, hvis man oversætter vores målsætning om klimaundervisning én gang om året til seks forelæsninger i alt. Det er der vist ikke nogen, der kan være stolt over.

Tak til Medicinstuderende for Klimaet for deres debatindlæg, hvor de under overskriften »Fremtidens læger skal klædes på til klimakrisen … én gang årligt« går i rette med den nye studieordning på Medicin.

LÆS OGSÅ: Fremtidens læger skal klædes på til klimakrisen … én gang årligt

Særligt er jeg glad for, at de med indlægget sætter fokus på ambitionsniveauet, når vi vil have klimaforandringernes påvirkning på folkesundhed og sygdomsudvikling på pensum. Og også på, hvordan det skal implementeres i praksis – for det skal vi selvfølgelig diskutere.

Flytter debatten fra ’om’ til ’hvordan’

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

På medicinuddannelsen er der allerede hård konkurrence om emner og tilgange til konkret viden om symptomer, diagnose, behandling og kommunikation med patienter. Derfor ligger der en stor opgave i at få en fælles forståelse af, hvordan bæredygtighed og klimaforandringer også er en hel central udfordring i lægegerningen og dermed medicinuddannelsen.

Her ser jeg Medicinstuderende for Klimaets debatindlæg som et stort fremskridt i den rigtige retning. Deres indlæg viser nemlig, at det er lykkedes os at flytte debatten fra, om der overhovedet skal være undervisning i klima/bæredygtighed på medicinstudiet, til en debat om hvor meget og hvordan. Det er jeg rigtig glad for.

Vores ambitioner er meget større

Og jeg kan også godt se, at det umiddelbart giver god mening at kalde os uambitiøse, hvis vores minimumsmålsætning om, at de studerende skal møde klimaforandringer én gang om året, oversættes til seks forelæsninger i løbet af en hel uddannelse. Det er der vist ikke nogen, der kan være stolt over.

Jeg kan også godt se, at det umiddelbart giver god mening at kalde os uambitiøse

For vores ambition er faktisk også meget større end det. Derfor udtaler jeg også i Uniavisens oprindelige artikel, at »bæredygtighed er relevant i alle sammenhænge, og målet er derfor, at det integreres i alle kurser på medicinstudiet«.

LÆS OGSÅ: Fremtidens læger skal klædes på til klimaforandringer

Vi har netop ikke ønsket at lave et afgrænset kursus i klima/bæredygtighed. Vi har derimod i samarbejde med primært kursusledere arbejdet for at få implementeret en gennemgående idé hos undervisere om, at klima og bæredygtighed er naturlige læringsmål i alle kurser.

Ikke nok med seks forelæsninger

Snart skal den nye studieordning implementeres på både bachelor og kandidat. Her vil vi have et skarpt øje på, hvordan vores ambitioner omsættes til konkrete læringsmål.

I den forbindelse vil det være en stor hjælp, hvis Medicinstuderende for Klimaet holder skarpt øje med os, så klima og bæredygtighed bliver, hvis det ikke allerede er, en integreret del medicinstudiet og af fremtidens lægegerning.

Og her jeg helt enig med Medicinstuderende for Klimaet om, at den ambition kan ikke blive indfriet med seks forelæsninger.

Seneste