Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Studievejledningen på HUM er helt i skoven

SYNSPUNKT - Den ene hånd ved ikke, hvad den anden gør, skriver Roya O. Pedersen, som forgæves forsøgte at få vejledning på Humaniora. Hun talte med 12 forskellige personer, uden at det gavnede andre end telefonselskabet.

Som studerende undrer det og frustrerer mig meget, at jeg har måttet bruge timer og dage på at snakke med mange forskellige vejledere uden at få den vejledning, jeg har brug for.

Sagen er, at jeg har været på barsel og skal tilbage til studiet 1. februar. Jeg ville være i god tid, så jeg henvendte mig lige inden jul til studievejledningen på Humaniora, i første omgang via e-mail. Mit spørgsmål var meget simpelt; hvordan tilmelder jeg mig fag og hold, så jeg kan starte på studiet igen?

Jeg får at vide, at jeg kan tilmelde mig de hold/undervisningstider, jeg ønsker, eftersom jeg ikke følger mit gamle hold mere. Det lød dejlig nemt, syntes jeg.

Julenedlukning

Jeg havde imidlertid to problemer, før jeg kunne komme i gang. Systemet på KUnet fortalte mig, hver gang jeg prøvede at tilmelde mig fag, at jeg skulle følge de hold, jeg tidligere havde fulgt. Det kunne jeg jo naturligvis ikke, eftersom jeg havde været på barsel. Dernæst ledte jeg på INSS’ hjemmeside efter de skemaer, som ifølge hjemmesiden skulle være tilgængelige fra den 15. december, men det er de ikke!

Efter at have talt med 12 forskellige personer i telefonen to dage før jul, kan endnu ingen hjælpe mig. Jeg får opgivet mindst fem telefonnumre, hvoraf den ene ved noget om tekniske fejl på hjemmesiden, den anden noget om KUnet, den tredje om skemaer på SIS og så videre. Hvad gør man, hvis man som jeg både har problemer med KUnet, og mangler oplysning om, hvor og om der findes hold, jeg kan tilmelde mig?

Det ene af mine problemer løser sig heldigvis af sig selv, selv om jeg er ved at rive mig i håret af frustration over, at den ene hånd ikke ved, hvad den anden gør. Systemet på KUnet accepterer på mærkværdig vis mine tilmeldinger til fag efter en uges tid. I mellemtiden er det blevet juleferie, skemaerne er stadig ikke tilgængelige, og ingen ved, om der findes flere hold at vælge imellem.

Ingen ved tilstrækkeligt

Jeg har talt med både en fuldmægtig med ansvar for undervisning & eksamen, med den person som har ansvar for skemaerne på SIS og med vejlederne på INSS. Deres svar lyder, at ingen ved, om der er hold, og hvor man kan tilmelde sig, hvis og når de er tilgængelige på SIS’ fagkatalog over forårskurser.

Jeg skal bare væbne mig med tålmodighed med hensyn til skemaerne, og så må jeg vente og se, hvad der sker.

Jeg lader det ligge juleferien over og skriver herefter min tredje mail til den fuldmægtige og spørger for tredje gang, om der er hold, jeg kan tilmelde mig. Hun svarer på sin tredje mail, at hun nu ved, at der er flere hold at vælge imellem. Hun kan tilmelde mig, men jeg skal fortælle hende, hvor hun finder blanketter at tilmelde mig på!

Tilbage står jeg igen frustreret over at blive kastet rundt i systemet, fordi alle kun ved en lillebitte del af det, de burde vide. Det betyder, at jeg skal i gang med det store detektivarbejde for at få de oplysninger, jeg har brug for.

Jeg savner og efterspørger personlig vejledning hvor én, max to personer kan henvende sig til de forskellige instanser for at finde svar på de studerendes spørgsmål, i stedet for at man forgæves skal henvende sig til mange forskellige personer. Er det ikke netop vejledningen, der skal gøre uddannelsessystemet overskueligt og være med til at fastholde de studerende i studieforløbet?

LÆS: Studiechef Annette Moe svarer på kritikken.

Seneste