Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Tandlægestuderende skriver protestbrev til dekanen på Sund

ÅBENT BREV - Tandlægestuderende forbereder protestaktioner mod besparelser på ti millioner

Kære Ulla Wewer

Vi er af Institutleder Lone Schou på Odontologisk Institut blevet informeret om ændret budgettering for 2011 og 2012 med en samlet besparelse på instituttet på ti millioner kroner.

Mandag den 1. november indkaldte ledelsen, med en times varsel, til orienteringsmøde for alle medarbejdere og studerende ved instituttet. Her blev en plan for besparelserne fremlagt. På planen er der flere initiativer, der er fornuftige og eventuelt mulige at gennemføre. Men der er også lagt op til ændringer, som for os er dybt uforståelige og som vækker stor bekymring.

LÆS: Dekan Ullas svar til de studerende.

Vi hører ofte, at Danmark skal klare sig i den internationale konkurrence ved at satse på viden, forskning og innovation. Derfor undrer vi os over den forelagte plan om fyring af flere adjunker og lektorer, som primært beskæftiger sig med odontologisk forskning.

Undervisningen rammes

Undervisningens kvalitet og troværdighed sikres af undervisernes egne erfaringer og kompetencer som forsker. Det er forskerne, som skal motivere unge studerende til videre forskning. Der skal gartnere til at så frøene.

Vi ved, at det fra omverdenen og ledelsens side er svært at se nødvendigheden af ekstra udgifter på tandlægeuddannelsen i forhold til andre uddannelser. Men tandlægeuddannelsen kan ikke sammenlignes med andre uddannelser, heller ikke på det sundhedsvidenskabelige område.

Odontologisk Institut består af både en teoretisk skole og en behandlende skole. Den teoretiske skole ligger omkostningsmæssigt på niveau med de fleste andre. Der hvor studiet adskiller sig, er i behandlingsdelen med en udgift, som ikke er at finde andre steder. En omkostning, som fx uddannelsen af læger ikke er omfattet af, da det er sundhedssektoren, som betaler for dette. Men denne større udgift ved tandlægestudiet er en nødvendighed for at gennemføre uddannelse af kompetente tandlæger.

Forelæsninger skåret med en fjerdedel

Det undrer os, at man lægger op til besparelser på ti millioner kroner nu, hvor studieordningen på tandlægeuddannelsen netop er revideret, og hvor der i forvejen er skåret ind til benet.

Faktiske tal fortæller os at Forelæsningerne er skåret med 25 procent, mens øvelsesundervisningen er skåret med hele 21 procent. Meget uforståeligt når man tænker på at dekanen selv, for kun et år siden var ude og fortælle, at det Sundhedsvidenskabelig Fakultet havde en sund økonomi.

Nu vil der så blive skåret i SAU-undervisningen, som er et tiltag dekanen selv har været stor fortaler for. Hvordan man som ledelse (dekanat) kan få godkendt en helt ny studieordning helt på ministerniveau, og så blot et år senere lave så store besparelser, er for os fuldstændigt uforståeligt.

Varsel om protester

I løbet af den kommende uge samles alle tandlægestuderende fra København til et orienterende møde vedrørende denne sag. Ved denne samling vil vi skrive en udtalelse samt foretage underskriftindsamling. Vi vil dermed give udtryk for vores utilfredshed og bekymring for fremtiden.

Vi har endvidere udsendt debatindlæg og læserbreve til flere medier. Og arbejdsgrupper planlægger happenings på centrale steder i København i den nærmeste fremtid.

Annonce

Seneste