Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Samfundsvidenskaberne har fået nyt studiecenter og bibliotek i Gothersgade som afløser for Fiolbilioteket. Brugerne roser forholdene trods byggestøj fra håndværkerne
Håndværkerne hamrer og banker til rytmen fra en radio der udspyr det ene hit efter det andet. Hovedindgangen ligner en byggeplads, lænestole og sofaer til hyggekrogene er ikke ankommet endnu, og elevatoren er et gabende sort hul i muren.
Det nye samfundsvidenskabelige fakultetsbibliotek i Gothersgade 140 er netop åbnet for de studerende med 272 spritnye studiepladser, men alt er langtfra på plads. Læsesalene med en malerisk udsigt over Botanisk Have står dog klar og bliver allerede brugt flittigt.
»Vi har haft forrygende travlt, men vi har valgt at holde deadline og lukke dørene op som planlagt da vi havde lovet de studerende at der ville være åbent i forbindelse med eksamenslæsningen,« siger Kira Stine Hansen, sektionsleder på det nye bibliotek, eller studiecenter som man også kunne kalde det.
»Det er nemlig en helt anden måde at være bibliotek på da vi er midt i de unges studieliv. Vi kan allerede se at de studerende nærmest flytter ind og bor her. Det skal være deres domæne, så vi har prøvet at gøre det hele frit. Vi har ingen regler for at medbringe mad og drikke eller brug af mobiltelefon, og så må vi se om de selv kan holde justits,« siger hun.
Studerende spurgt
Tina Pipa, leder på det nye bibliotek, tilføjer at man i det hele taget har forsøgt at involvere de studerende i arbejdet med at indrette stedet så meget som muligt. Der har siddet studerende i den forberedende byggegruppe, i inventargruppen og i fakultetsbiblioteksudvalget hvor renoveringen løbende er blevet præsenteret og diskuteret.
Fremover bliver brugermøder også et fast indslag, der kommer en blog på internettet, og der er lagt gæstebøger frem som allerede bliver brugt flittigt til at komme med forslag.
Man har i det hele taget forsøgt at tilpasse sig de studerendes behov ved at udvide åbningstiden fra klokken 8 til 22 på hverdage og fra klokken 10 til 16 både lørdag og søndag.
Der er trådløst internet i hele bygningen, en lille selvbetjent cafe med køleskab, elkedel og en automat med økologisk salat, og der bliver indrettet studiepladser for enhver smag. Enten på stillelæsesale eller i hyggekroge med bløde lænestole og sofaer. Møblerne til loungen i stuen og på første sal er på vej. Læsepladserne på anden sal forventes dog først at stå klar i juli når håndværkerne er færdige med at renovere taget.
Bygningen, der tidligere husede det botaniske laboratorium og oprindeligt har været professorbolig, er tegnet af arkitekten Johan Daniel Herholdt ligesom det netop nedlagte Fiolbibliotek.
Ifølge Tina Pipa har man gennemført renoveringen i respekt for Herholdts tanker med bygningen. Der er lavet byggehistorisk og farvearkæologisk undersøgelser, og huset er bragt tilbage til en mere oprindelig stand. Blandt andet har man fjernet en væg i foyeren på første sal der ikke var med på arkitektens oprindelige tegninger. Malingen er også nænsomt blevet vasket ned og bragt tilbage til fordums storhed.
clba@adm.ku.dk