Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Debat
Replik — Det er svært at beregne brugen af AI i KU’s klimaregnskab. På den korte bane har vi derfor valgt at sætte fokus på brugeradfærd, for eksempel med kampagnen »Vidste du at en prompt…?« For det er vigtigt at kende AI’s skyggesider.
Universitetet skal finde en balance mellem at forholde os til nye teknologier, integrere dem i vores uddannelser og drøfte læringsmål og pædagogik – og samtidig tage stilling til deres etiske og klimamæssige udfordringer.
Derfor tak til Lou Cantarero Arevalo for at rejse en række vigtige spørgsmål og bringe et dilemma på banen, som fylder i drøftelserne og overvejelserne om anvendelsen af AI på KU.
LÆS OGSÅ: KU må forholde sig til AI’s klimapåvirkning
Generativ kunstig intelligens er på vej til at blive allemandseje. Allerede nu introduceres der gradvist mere og mere ny AI-funktionalitet i mange af vores eksisterende digitale systemer. Studerende og medarbejdere møder AI-værktøjer i en række sammenhænge, og mange er allerede flittige brugere af teknologien. Vi må derfor ændre vores måde at tænke uddannelse og eksamen på.
På denne baggrund har KU besluttet at gøre det lovligt at bruge AI ved eksaminer. Det er dog ikke alle kurser, hvor AI vil finde anvendelse; det vil komme an på en faglig vurdering, som undervisere, fagmiljø og studienævn foretager i samarbejde.
DEBATINDLÆG
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.
Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.
Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.
KU har udarbejdet en række hjælpeværktøjer til omstillingsprocessen. Værktøjerne skal sikre, at de studerendes læring indgår som et væsentligt parameter i overvejelserne om anvendelse af AI i undervisning og eksamen.
Når det er sagt, er det naturligvis en del af vores akademiske DNA også at forholde os kritisk til AI – ikke mindst ved konsekvent at opveje teknologiens gevinster mod dens bagsider og forsøge at håndtere dem.
Klimaaftrykket er et af dem.
KU har ikke selvstændige og præcise opgørelser over klimaaftrykket fra AI eller anden datatrafik og -opbevaring. Det er i det hele taget svært at komme frem til præcise tal, og området er præget af betragtelig usikkerhed. Estimatet er, at en enkelt prompt svarer til et energiforbrug fra én til 40 mobilopladninger. På globalt plan vurderes datacentre pt. at stå for tre til fire procent af verdens klimaaftryk. Energibehovet til IT og særligt AI er imidlertid stigende.
Selvfølgelig skal KU arbejde på at få et bedre overblik over sit klimaaftryk fra AI
Derfor er der også en udvikling i gang, så AI-teknologien kan blive mere bæredygtig og mindre energikrævende. For eksempel har forskere fra DIKU udarbejdet en designopskrift på mindre energislugende AI-modeller. Og globalt arbejdes der på metoder til at nedbringe energiforbruget og klimaaftrykket, for eksempel ved at nedkøle datacentrene med naturlig kulde.
Selvfølgelig skal KU arbejde på at få et bedre overblik over sit klimaaftryk fra AI og øvrig ekstern data-storage og -trafik, så vi – lige som på andre vigtige klimaaftryksområder – kan arbejde med at mindske vores klimaaftryk.
På den korte bane har vi imidlertid valgt at sætte fokus på brugeradfærd og bevidstgørelse.
For at gøre opmærksom på energiforbruget ved AI har vi i Uddannelser og Studerende i samarbejde med Raghavendra Selvan fra DIKU kørt kampagnen »Vidste du at en prompt…?« på campus. Formålet er at gøre både studerende og ansatte bevidste om klimabelastningen og opfordre til ansvarlig og velovervejet brug af teknologien.
LÆS OGSÅ: KU skal ikke æde AI-bullshit
KU’s temasider om AI indeholder ligeledes en side om klimabelastningen med praktiske anbefalinger til, hvad den enkelte bruger kan gøre for at nedbringe sit CO2-fodaftryk. Og vi er i færd med at producere korte videoer og podcasts om AI, hvor bæredygtighed og klima er det første emne.
Den indsats vil fortsætte med nye initiativer.
Diskussionen – internationalt, nationalt og på KU – af både brugen af AI og dens bagsider som for eksempel energibelastningen er ekstremt vigtig og blot lige startet. Den vil vi engagere os i – og vi håber, at mange vil være med.