KU skal ikke æde 'AI'-bullshit

Før sommerferien kunne man i Uniavisen læse en opfordring til KU om at integrere kunstig intelligens, AI, mere i undervisningen og i »universitetets hverdag«. Det velmenende råd kom fra forskerne bag en undersøgelse af de studerendes AI-forbrug, som viste, at størstedelen af ​​de studerende på SAMF ikke bruger de store sprogmodeller som for eksempel ChatGPT. Dermed, måtte man forstå, fejler universitetet i at forberede de studerende til »virkelighedens arbejdsmarked«.

LÆS OGSÅ: Ny undersøgelse: Studerende mangler undervisning i kunstig intelligens

Den underliggende præmis i artiklen er, at fordi AI er over det hele for tiden, bør den omfavnes af både undervisere og studerende, som må »indse«, at de skal »udnytte potentialet« frem for at »modarbejde udviklingen«.

Som svar på dette tilbyder jeg her et par refleksioner over det virkelige og det forestillede, nutiden og fremtiden, og universitetets og de studerendes ansvar.

En anden »virkelig verden« end i dag

Ønsket om at forberede de studerende til den virkelige verden er jo i sig selv prisværdigt. Men når vi møder den slags opfordringer, bør vi altid holde os for øje, hvilken verden vi bliver inviteret til at betragte som virkelig.

Igen og igen bliver fremtid forvekslet med nutid

Den »virkelige verden«, som artiklen taler om, er jo vel at mærke ikke af ​​i dag, men af ​​i morgen. Artiklen taler om »den virkelighed, der er i samfundet, og det arbejdsmarked, som [de studerende] kommer ud til«, selv om de studerende, der lige nu er indskrevet på en uddannelse, jo per definition kommer ud til et andet arbejdsmarked end det, der er i dag.

Artiklen forudser videre, at fremtidens akademikere ikke vil have andet valg end at benytte AI i udstrakt grad. Igen og igen bliver fremtid forvekslet med nutid og fantasi med virkelighed.

Illusion af uundgåelighed

Denne sammenblanding af nutid og fremtid har to konsekvenser.

For det første fjerner den bevisbyrden fra enhver, der udtaler sig om fordelene ved AI, uanset hvor vagt og storladent det er. AI-revolutionen er over os, får vi at vide. Er din verden ikke allerede blevet mere fornøjelig og retfærdig? Jamen, så skal du måske bare lige vente lidt længere, snart mærker du den revolutionerende effekt af AI på egen krop!

LÆS OGSÅ: Fremtiden er nu: KU bløder op i regler om AI

For det andet skaber denne sløring af begreberne en illusion af uundgåelighed. Vi mangler måske beviser for, at AI er en kraft, der er til vores bedste – men det betyder ikke noget, for at modarbejde udviklingen er alligevel spildte kræfter.

På den måde foregribes samtidig enhver mulig kritik af teknologien: Uanset om dette er en fremtid, vi ønsker eller ej, lyder argumentet, så er det fremtiden, vi får. Vi bliver forledt til at tro, at det er nyttesløst og endda kontraproduktivt at spørge, om dette er en ønskværdig (eller faktisk plausibel) fremtid.

AI forurener, splitter og udbytter

Microsoft forpligtede sig tilbage i 2020 til at blive CO2-negativ i 2030. Siden har virksomheden i stedet øget sine emissioner med 30 procent, i høj grad på grund af nye datacentre, der skal muliggøre de generative AI-modeller (andre virksomheder og regeringer, herunder den danske, følger desuden trop). Vi behøver dog ikke bekymre os, for, som Bill Gates grundløst hævdede i et interview for nylig: »AI vil betale for sig selv«.

Træningen af algoritmerne foregår ved tyveri af kunstnere og forskeres arbejde

Vi bliver bedt om at ignorere det faktum, at udviklingen af kunstig intelligens allerede skaber umådelig skade på miljøet. Computerkraften afhænger af konfliktmineraler fra minearbejdere fanget i moderne slaveri. Træningen af algoritmerne foregår ved tyveri af kunstnere og forskeres arbejde og ved at udnytte en stor global underklasse af spøgelsesarbejdere, der har til opgave at finjustere modellerne under uretfærdige, ofte traumatiserende forhold.

Og hvad bliver vi tilbudt til gengæld? En teknologi med så tvivlsom nytteværdi og lav pålidelighed, at dens output omtales som »blødt bullshit« af akademikere, og forsøg på at benytte den i meget simplere og lavsatsede sammenhænge end uddannelse (for eksempel at bestille en burger) er opgivet efter massive fiaskoer. Og selv Wall Street-virksomheder er ved at blive trætte af udokumenterede påstande om, at AI er omkostningseffektiv eller endda bare meningsfuldt nyttig.

Alligevel bliver vi ved med at sige til hinanden, at fremtiden, hvor AI har løst klimakrisen (som den bidrager til), har gjort op med fattigdom (som den er afhængig af) og frigivet det fulde potentiale for menneskelig kreativitet (som den underminerer) er uundgåelig og vidunderlig tæt på.

KU burde gøre noget helt andet

Universitetet bør forholde sig kritisk til påstanden om, at en verden med AI i alle afkroge er ønskværdig eller uundgåelig. Vi behøver ikke juble over tanken om en fremtid, hvor forskere føler sig trygge ved ikke personligt at læse de artikler, deres kolleger har skrevet, og studerende ikke forventes selv at måtte bryde med komplekse begreber: en verden, hvor kreativt og videnskabeligt arbejde er uddelegeret til en tankeløs algoritme.

LÆS OGSÅ: AI-fortællinger fra læsesalene

Den virkelige verden er, hvad vi gør den til. Det er vores ansvar som undervisere at sørge for, at vores studerende husker dette og aktivt deltager i at beslutte, hvordan vi bedst indretter en fælles fremtid.

Som Richard Shaull skriver i forordet til jubilæumsudgaven af Paulo Freires Pedagogy of the Oppressed (Uniavisens oversættelse, red.): »Der findes ikke en neutral uddannelsesproces. Uddannelse fungerer enten som et redskab, der bruges til at lette integrationen af den yngre generation i det nuværende systems logik, og skaber overensstemmelse med den. Eller også bliver den ‘frihedens praksis’, nemlig de midler, hvormed [folk] kritisk og kreativt forholder sig til virkeligheden, og opdager hvordan de kan deltage i transformationen af deres verden.«

Er den fremtid, vi ønsker, én, hvor vi alle drukner i ChatGPT’s bløde bullshit?

Ved at insistere på, at fremtiden er forudbestemt, og at det bedste vi kan gøre, er at tilpasse os det næste produkt, som virksomheden med den højeste markedsværdi præsenterer for os, forråder universitetet sit ansvar for at sætte sine studerende i stand til at tage kritisk stilling til verden.

I stedet for at falde i den fælde burde universitetet og de studerende spørge: Er den fremtid, vi ønsker, én, hvor vi alle drukner i ChatGPT’s bløde bullshit? Eller tillader vores fantasi os andre ’virkelige verdener’?