Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

»Vi vil have vores uddannelser tilbage«

STUDENTERPOLITIK - Initiativet Unge ta’r ansvar kæmper for et bedre uddannelsessystem med plads til alle. Mød en af aktivisterne, som har arbejdet med studenterpolitik i syv år og hør, hvorfor de samme gamle paroler bliver ved med at være vigtige.

Ansvarsløse, selvtilstrækkelige og narcissistiske. Måske. Men generationen, der har været teenagere i en tid med terrortrusler, Irak-krig, klimaforandringer og finanskrise, vil også tage ansvar. Det seneste initiativ, der er kommet ud af det, er den landsdækkende kampagne Unge ta’r ansvar.

»Vi får af vide, at vi er generation fucked up, at vi ikke gider gå i skole og ikke gider arbejde. Det gider vi faktisk godt. Og vi vil gerne tage ansvar for det samfund, vi lever i, for vores egen uddannelse og for hele velfærdssamfundet,« siger Rosa Lund, der er med i Unge ta’r ansvar og læser på tredje semester på Statskundskab.

LÆS: Studerende gør klar til kamp.

Et redskab til at skabe lighed

Rosa Lund har været politisk aktiv siden hun som 13-årig deltog i et arrangement om de palæstinensiske kvinders levevilkår i anledning af kvindernes internationale kampdag. Det fik hende til at melde sig ind i Rød Ungdom.

På gymnasiet var det propfyldte klasselokaler, der fik hende med i den landsdækkende studenterorganisation, Danske Gymnasielevers Sammenslutning, som hun senere blev formand for. Og nu er hun aktiv i Unge ta’r ansvar gennem sit fagråd på Københavns Universitet Aktive Statskundskabere.

»For mig har det altid været vigtigt at være aktiv, der hvor jeg er. Det er fedt, at man kan gøre en forskel for elever og studerende og være med til at skabe nogle konkrete sejre,« siger hun og fortsætter:

»Vi har stadig 10. klasse og seks års SU. Det er nogle af de ting, jeg har været med til at kæmpe for i min tid indenfor studenterbevægelsen. Og så synes jeg, at uddannelsespolitik er enormt vigtig, fordi man kan bruge det til at skabe mere lighed i samfundet.«

Ingen kamp mellem generationer

Unge ta’r ansvar er en bred alliance af ungdomsorganisationer, der er samlet om det fælles mål at forbedre forholdene for unge i uddannelse og arbejde.

»Vi vil have vores uddannelser tilbage,« siger Rosa, men fastslår, at det ikke er en generationskamp, der kæmpes.

»Målet med at få en ordentlig uddannelse er at få Danmark ud af en økonomisk krise og skabe et godt velfærdssamfund. Vi vil gerne tage ansvar for vores egen generation, for den generation, der er ældre end os og for den generation, der er yngre end os,« siger hun.

Alle kæmper sammen

Hun mener ikke, at efterlønnerne skal finansiere et løft af universitetsuddannelserne, ligesom der ikke skal tages fra de tekniske skoler for at give gymnasieeleverne mere plads.

Derfor synes hun, det er en styrke, at Unge ta’r ansvar består af alt fra elektrikerlærlinge uden praktikplads til jurastuderende, der må bruge hele deres SU på lovbøger.

»Det er uddannelsessystemet som helhed, der skal kæmpe den her kamp. Hvis det kun er de universitetsstuderende, der går på gaden, skriver læserbreve og brokker sig, så kan regeringen bare tage penge fra de pædagogstuderende for at lukke munden på os,« siger Rosa.

Mere en blot brok

Unge ta’r ansvar kæmper for nogle helt konkrete krav og gamle kendinge som en SU, der er til at leve af og universitetsuddannelser uden brugerbetaling. Men kampagnen har også et mere overordnet mål.

»Vi skal have et uddannelsessystem med plads til alle. Derfor har vi lavet en ungdomspakke, som er et forslag til, hvordan vi kan få skabt en ordentlig uddannelses- og ungdomspolitik,« siger Rosa.

Og det er netop Unge ta’r ansvars styrke sammenlignet med tidligere ungdomsinitiativer, mener hun.

»Initiativerne har været meget defensive i den tid, jeg har været med i studenterpolitik. Vi har hele tiden sagt nej, fordi der har været så mange nedskæringer. Nej til at lukke 10. klasse, nej til en omlægning af SU’en, nej til besparelser på læretid per elev. Unge ta’r ansvar er anderledes, fordi vi har formuleret nogle konkrete forslag til, hvordan vi får et bedre uddannelsessystem.«

Vi har løsningerne – politikerne har pengene

Men hvor kommer pengene fra?

»Det er en udgift nu, men det er en investering på langt sigt. Hvis Danmark skal ud af den økonomiske krise, skal vi uddanne flere kloge hoveder i stedet for at skære ned på uddannelse,« siger Rosa og fortsætter:

»Og så er det jo politikernes ansvar at finde ud af, hvor pengene skal komme fra.«

Hun kan godt høre, at det lyder forkælet at kræve mere i SU, når de fleste studerende i resten af verden selv må betale for deres uddannelser.

»Men der er igen grund til at gå efter laveste fællesnævner, når man kan gå efter den højeste. Derfor er det ikke forkælet, men tværtimod at tage ansvar for Danmarks fremtid,« siger hun.

Ikke en flok røde ballademagere

Rosa Lund er ikke kun aktiv i Unge ta’r ansvar, men også folketingskandidat for Enhedslisten og talsperson for Genstart Danmark, som består af oppositionens ungdomspartier. Men hun slår fast, at Unge ta’r ansvar ikke har en politisk farve.

»Det er for alle. Som studerende kan vi mene alt mulig forskelligt om integration, bistand og hospitaler. Til gengæld har vi det til fælles, at vi er imod brugerbetaling, og at vi vil have praktikpladser til alle. Men der er helt sikkert nogle, der vil beskylde det for at være et rødt initiativ,« siger hun og holder fast i, at det ikke handler om at vælte regeringen, men derimod at få en anden politik:

»Og hvis Lars Løkke kan give os det, så er det bare fedt.«

Den samlede elev- og studenterbevægelse har kaldt til stordemonstration tirsdag den 5. oktober kl. 16 på Rådhuspladsen i København.

khkr@adm.ku.dk

Seneste