Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

10,5 kække bud på, hvem der bliver ny formand for Københavns Universitet

Den interne, den helt store kanon, 'the one that got away' og syv og et halvt andre bud på, hvem der bliver universitetets næste formand.

Københavns Universitet skal finde en ny bestyrelsesformand, inden året er omme. Vi har spurgt en række folk, der ved en masse om topledere, hvad sådan en formand egentlig skal kunne, og det kan du læse om ved at klikke her.

Det er en omstændelig proces at ansætte sådan en formand, og lige nu sidder et indstillingsorgan og et udpegningsorgan og prøver at finde ud af, hvem denne skal være.

De kan jo passende læse med her, hvor vi giver vores mere og mindre friske bud på, hvem der bør efterfølge Novo-manden Mads Krogsgaard Thomsen.

LÆS OGSÅ: Mads Krogsgaard Thomsen: »Vi hader, når politikerne går ind og micromanager på universitetet«

Den interne (mindst mulig presse, tak)

Hvis Københavns Universitet ønsker verdens mindst 2019-agtige gruppefoto, så skal de vælge det nuværende bestyrelsesmedlem Jakob Thomasen som bestyrelsesformand og stille ham ved siden af rektor Henrik C. Wegener og direktør Jesper Olesen.

Det ville også være en måde at sikre sig mindst mulig presse ved denne udskiftning.

Kigger man for alvor på kandidaten, tikker han dog en del bokse: Han er en tung erhvervsmand, tidligere administrerende direktør i Mærsk Olie og Gas, nu professionelt bestyrelsesmedlem, ved udgangen af i år har han siddet i bestyrelsen i fire år, så han har fire års erfaring med unibestyrelsen og fire år tilbage at give af, før hans periode udløber, og så har han læst geologi på Københavns Universitet.

Den helt store erhvervskanon (gad vide, om han gider)

Den tidligere administrerende direktør for A.P. Møller-Mærsk og Carlsberg Nils Smedegaard Andersen er anerkendt erhvervsmand i Danmark og internationalt. Han er nu professionelt bestyrelsesmedlem.

Han er dog ikke uddannet fra Københavns Universitet, og han har nok ikke brug for pengene …

KU’s Bendtner (så aviserne får noget at skrive om)

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt er, hvad man kunne kalde et frækt bud. Men tænk over det: Tidligere statsminister – altså højt nok oppe i det politiske hierarki, internationalt udsyn, erfaring med bestyrelsesarbejde fra Nationalbanken, er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet, og hun fratrådte sin stilling som direktør for Save the Children International tidligere i år for at »bruge mere tid på mit arbejde i forskellige bestyrelser.«

Det kunne blive kontroversielt-kandidaten (så aviserne får meget at skrive om)

Bliver vi i det politiske, men bevæger os en smule til højre, kunne man jo også se på andre, der har fået mere tid på hænderne: Lars Løkke Rasmussen er cand.jur. fra Københavns Universitet og har bestyrelseserfaring fra GGGI, så hvis han kan finde tid ved siden af foredragsturnéen …

Ellers er der jo Kristian Jensen! Han er godt nok ikke KU’er, men han er lige begyndt på en bestyrelsesuddannelse på Niels Brock. Man kunne jo tage dem begge i et delt formandskab.

Bestyrelsesformænd på Danmarks andre universiteter

Aarhus Universitet: Connie Hedegaard, tidligere journalist og tidligere politiker

Aalborg Universitet: Lene Espersen, tidligere politiker, nu administrerende direktør i Danske Arkitektvirksomheder

Roskilde Universitet: Erik Jacobsen, tidligere topembedsmand og tidligere teaterchef for Det Kongelige Teater

Danmarks Tekniske Universitet: Per Falholt, tidligere direktør i Novozymes

Copenhagen Business School: Torben Möger Pedersen, direktør i PensionDanmark

IT-Universitetet: Maria Rørbye Rønn, generaldirektør i DR

Syddansk Universitet: Niels Thorborg, direktør i 3C Holding (L’EASY m.fl.) og en af Danmarks rigeste personer

The one that got away (snøft)

Direktør i PensionDanmark Torben Möger Pedersen er ifølge forskere Danmarks mest indflydelsesrige person. Han er aktiv topleder. Han har tidligere siddet i Aalborg Universitets bestyrelse og har erfaring med universitetsbestyrelsesarbejdet derfra, og så har han, for at det ikke skal være løgn, læst cand.polit. på Københavns Universitet.

Han er også lige blevet snuppet af Copenhagen Business School og er deres nye bestyrelsesformand.

Findes der en kvindelig Torben Möger?-kandidaten (… ja?)

Ja, det gør der. Eller. Nej. Men altså. Der er faktisk en kvinde i pensionsverdenen, som er ret interessant.

Hun hedder Laila Mortensen og er administrerende direktør i Industriens Pension. Hun er uddannet aktuar fra Københavns Universitet.

Den perfekte (gruppefoto reddet)

Afgående direktør i TV 2 Merete Eldrup er kort sagt perfekt til posten. Værsgo udpegningsorgan, her er jeres kandidat.

Hun er ledig, hun er kvinde, hun er cand.polit. fra Københavns Universitet, hun har arbejdet i Finansministeriet, hun har sloges med politikerne som direktør i TV 2, hun kender medierne indefra, og hun har bestyrelseserfaring.

Den velkendte (comeback kid)

Lykke Friis har før præsteret at vende Københavns Universitet ryggen for så at styrte uventet tilbage i den akademiske favn. Som tidligere prorektor forstår hun, hvor tingene halter på det gamle universitet *host* klima *host* ligestilling *host*, så måske er hendes erfaring som hey! klima- og energiminister og ligestillingsminister ikke helt dum?

Hun må forventes at have venner i det politiske, og hun har bestyrelseserfaring fra Vestas. Hun forlod godt nok den post for at flytte til Tyskland og være korrespondent for Berlingske og have det lækkert, så vil hun mon forlade det for endnu en dosis mørkt træ og professorvælde på sin gamle studieplads?

Novo-kandidaten (forskerkandidaten)

Birgitte Nauntofte er direktør for Novo Nordisk Fonden, som hvert år uddeler milliarder til forskning. Men kan den ene Novoperson bare afløse den anden på ét enkelt universitet?

Hvis ikke er det næsten synd, for Nauntofte er unimenneske som ingen anden på denne liste. Hun er dr.odont. fra Københavns Universitet, hvor hun også har været professor og prodekan. Hun har ikke bare indgående kendskab til stedet, hun har også vejledt ph.d.’er og selv levet forskerlivet her. Og så har hun bestyrelseserfaring + Berlingske har udnævnt hende til en af Danmarks 100 mest indflydelsesrige kvinder.

Søren Pind (fordi uniformer)

Hallo, overvej det lige.

LÆS OGSÅ: Her er Københavns Universitets nye bestyrelsesformand

Seneste