Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Den her topchef skal udpege Københavns Universitets mest magtfulde person

Bestyrelse — Det er ikke en simpel proces at vælge en ny bestyrelsesformand. En nøgleperson i processen er direktøren Christian Grøndahl. Hvorfor ham? Og hvad lægger han vægt på?

Christian Grøndahl er administrerende direktør i og medstifter af virksomheden SNIPR Biome, der klipper i sygdomsfremkaldende bakteriers gener med den såkaldte CRISPR/CAS-teknologi. Det klipperi har Lundbeckfonden smidt en masse penge efter. Men det er ikke derfor, vi taler om ham nu.

Det er, fordi Christian Grøndahl er formand for Københavns Universitets udpegningsorgan.

Udpegnings … hvafforn … er det vigtigt? spørger du. Ja, det kan man vist godt sige. Og hvorfor så?

Københavns Universitets øverste myndighed er bestyrelsen, den kan for eksempel hyre og fyre en rektor, og den bestyrelse skal have en ny formand og to nye eksterne medlemmer. En noget omstændelig proces ligger forud for, at de tre personer begynder i deres nye fornemme stillinger efter nytår, en proces, som er i fuld gang as we explain.

Indtil den 2. september 2019 kunne man indstille sig selv til posterne. Man kunne ikke indstille andre, kun sig selv; engang kunne man indstille andre, det kan man ikke længere. Disse indstillinger modtager indstillingsorganerne, dem er der to af, et til bestyrelsesmedlemskandidater og et til bestyrelsesformandskandidater.

LÆS OGSÅ: 10,5 kække bud på en ny bestyrelsesformand

Indstillingsorganerne sorterer en masse kandidater fra, før de sender minimum to kandidater per ledig bestyrelsespost videre til – der har vi det – udpegningsorganet.

Minister skal godkende formand

Udpegningsorganet består af ni medlemmer, hvor størstedelen, seks styk inklusiv formanden, er valgt af Københavns Universitets Repræsentantskab, derudover vælger Hovedsamarbejdsudvalget et medlem, Studenterrådet vælger et medlem, og så er der en med fra den siddende bestyrelse.

Udpegningsorganet udpeger (deraf navnet, tadah!) de to nye medlemmer og den nye formand, og formanden skal så lige godkendes af uddannelses- og forskningsministeren, det skal medlemmerne ikke.

Nogle af de bedste universiteter bliver ledet af topforskere eller professorer.
Christian Grøndahl, formand for Københavns Universitets udpegningsorgan

Formanden for det her udpegningsorgan er altså Christian Grøndahl. Han står i spidsen for den gruppe mennesker, der vælger Københavns Universitets eksterne medlemmer af bestyrelsen (interne medlemmer – to studerende, to VIP’er og en TAP – vælges af henholdsvis studerende, VIP’er og TAP’er), og han har prøvet det før.

Sidste år valgte udpegningsorganet to nye bestyrelsesmedlemmer (Birgitte Vedersø, der er rektor på Gefion Gymnasium, og Carsten Krogh Gomard, der er professionelt bestyrelsesmedlem).

»Dem, vi havde at vælge imellem, de var bare top dollar,« siger Christian Grøndahl, »og der var mange, der blev skuffede. Det må du gerne skrive. Det er utrolig attraktivt at komme ind i Københavns Universitets bestyrelse.«

Nu er opgaven større, tre nye medlemmer, deriblandt en formand:

»Det er en ret stor omkalfatring af bestyrelsen, kan man sige. Det er faktisk halvdelen af bestyrelsens eksterne medlemmer.«

Gode kopper kaffe

Christian Grøndahl siger, at det første skridt, udpegningsorganet tager, når de modtager indstillingerne, er at holde et møde om kandidaterne. Derefter skal han ud og drikke nogle kopper kaffe.

»Da vi udpegede de to seneste medlemmer, havde jeg samtaler med dem, og det forventer jeg helt sikkert også, at jeg har denne gang. Det bliver snak over en god kop kaffe, hvor vi skal tale om, hvorfor de har lyst til det her, hvor passionerede de er, hvor meget tid det tager, og hvorfor de synes, de er den rigtige til at komme ind i bestyrelsen.«

Den samtale refererer han for udpegningsorganet, der så vælger de endelige bestyrelsesmedlemmer og -formand i fællesskab.

Men hvad leder Christian Grøndahl så efter? De skal virkelig ville universitetet, siger han, og de skal have de rette kvalifikationer enten inden for forskning, uddannelse, ledelse, strategi eller økonomistyring.

Københavns Universitets tidligere bestyrelsesformænd

Bodil Nyboe Andersen
Var formand fra 2005 til 2009. Hun er mest kendt for at have været direktør for Danmarks Nationalbank og en af verdens første kvindelige centralbankdirektører.

Nils Christian Strandberg Pedersen
Var formand fra 2009 til 2016. Er mest kendt for at have været direktør for Statens Serum Institut.

Mads Krogsgaard Thomsen
Har været formand siden 2017 og går af ved årsskiftet. Han er koncerndirektør for forskning og udvikling hos Novo Nordisk.

»Der er brug for en bred vifte af kompetencer, og der vil ikke være en, som har det hele. Det er noget med at stykke det sammen af alle de her dygtige folk, så de tilsammen bliver en god bestyrelse,« siger Christian Grøndahl.

Da vi taler sammen, har han endnu ikke modtaget indstillinger fra indstillingsorganerne. Han ved sådan set ikke, hvad han har i puljen at gøre godt med og kan selvfølgelig ikke sige, hvem der bliver Københavns Universitets næste formand – selv om jeg forklarer ham, at jeg er en utålmodig sjæl, der gerne vil vide det nu, hvorfor jeg også har gættet helt vildt i en anden artikel, (og hvis du vil se navnene, må du klikke her).

Han kan godt forstå utålmodigheden, og han vil gerne give lidt ved dørene. Der er nemlig én kvalitet, han vil blive ekstra glad for at se, siger han.

Inspiration fra udenlandske universiteter

»Jeg er lidt nørdet og besøger universitetscampusser, når jeg er rundt om i verden, tager min familie med og sådan noget. Og nogle af de bedste universiteter bliver ledet af topforskere eller professorer, nogen, der er enten rigtig dygtige til at uddanne eller til forskning. For mig er det vigtigt, at det er en, der kender dna’et i et universitet og ved, at det er anderledes end mange andre organisationer. At de to kerneopgaver er at lave de bedste kandidater og at lave top notch forskning. Jeg ved ikke, om det er sådan en profil, vi finder til formandsposten, men jeg kan i hvert fald se, at nogle af de store internationale universiteter, som vi gerne vil måle os med, har haft gavn af det.«

Bagefter siger han, at han selvfølgelig ikke vil afvise, at det bliver en tidligere politiker eller topchef, som ikke har den baggrund, men »det er nu det specielle ved et universitet, at det har de to store kerneydelser, uddannelse af topkandidater og forskning.«

Københavns Universitet forventer at kunne melde ud, hvordan den nye bestyrelse ser ud i midten af december.

Der er desuden fire interne bestyrelsespladser på valg – to VIP-, en TAP- og en studenterplads – og her hersker uni-demokratiet stadig. Interesserede skal melde sig som kandidat senest den 30. oktober, og valget finder sted mellem den 25. og 29. november.

LÆS OGSÅ: Her er Københavns Universitets nye bestyrelsesformand

Seneste