13 teser på en kontordør lærte ham at læse religion kritisk

I starten af 80’erne sled jeg og resten af min 7. klasse os igennem Shakespeares Hamlet på grund af vores næsten kriminelt ambitiøse folkeskolelærer. Aldrig havde jeg læst noget så vanskeligt og fremmedartet.

Men det var det eksegetiske arbejde med teksten – selve analysen – mere end det var selve teksten, der endte med at blive livsforandrende for mig. Som 14-årig oplevede jeg for første gang, at sprog og litteratur kunne være så dybt og komplekst, at man aldrig ville kunne blive færdig med det.

Hele mit liv i akademia har kredset om og taget afsæt i kanoniserede tekster; Gilgamesh, Koranen, Mormons Bog.

Koranen blev mit andet store livsforandrende værkbekendtskab efter Hamlet.

Som kandidatstuderende i sluthalvfemserne asede jeg mig igennem den tyske koranforsker Angelika Neuwirth og hendes banebrydende tekst Studien zur Komposition der mekkanischen Suren (1981). Den handler om, hvordan de af Koranens kapitler, der regnes for at være forkyndt, mens Muhammed stadig levede i Mekka (og ikke Medina), var komponeret – helt ned på stavelsesniveau.

Akkurat som med Hamlet måtte jeg slide mig igennem den (meget) tyske tekst, alt imens indsigterne fra de tekniske filologiske analyser langsomt dæmrede for mig: At Koranen ikke blot var et historisk levn fra senantikken, en rapsodisk og løst komponeret religiøs tekstsamling, men snarere et sammenhængende retorisk og litterært værk.

Som 14-årig oplevede jeg for første gang, at sprog og litteratur kunne være så dybt og komplekst, at man aldrig ville kunne blive færdig med det

Jeg oplevede, hvordan Koranen gav mening som en stærk og selvstændig samtalepartner til Bibelens tekster.

For mig udløste koblingen af korantekst og videnskabelig korananalyse en heftig eksegetisk kaskadereaktion, som jeg stadig er i færd med at bearbejde.

LÆS OGSÅ: Et umuligt teorem fik unge David Dreyer Lassen til at ændre retning   

Tidehverv fandt vej til akademia

Alt dette udfoldede sig før 11. september 2001 og sidenhen de store europæiske terrorkampagner samt Muhammedkrisen i 2005-2006. Jeg havde som ph.d.-studerende og forsker behændigt undgået at beskæftige mig med ét af tidens mere populære emner blandt studerende, nemlig såkaldt ’fundamentalisme’, herunder de islamiske varianter.

Men virkeligheden stødte i den grad på mine faglige orkidéer og som ung forskeraspirant måtte jeg nødvendigvis udvide min faglige horisont og holde mig ajour med forskningen i de magtmæssige manifestationer og implikationer af en verdensreligion – herunder religiøst motiveret og legitimeret vold.

I kølvandet på dette tidehverv faldt jeg over en lille tekst af den amerikanske religionsforsker Bruce Lincoln (som fortjent er æresdoktor ved KU).

Den hed Theses on Method og var oprindelig fra 1996. Teksten handler kort fortalt om videnskabelig metode inden for religionsvidenskab og er både en kritik og et manifest.

I omfang og teknikalitet var den nærmest det modsatte af Neuwirth.

Kortere end nærværende tekst og forfattet som tretten teser, tydeligvis uden hensynstagen til akademias normale publikationslogik.

Lincoln havde ikke ligefrem – som i legenden om Martin Luther og teserne på kirkedøren i Wittenberg – sømmet sine teser fast, men blot sat dem op med tegnestifter på sin kontordør. Alligevel fandt teksten vej til et tidsskrift og sidenhen forskellige genoptryk. Hvorfor? Fordi de tretten teser er intet mindre end perler på en snor.

Teksten ændrede alt, fordi den intet ændrede

Når vi tænker på de værker, der forandrede os, forudsætter vi ofte, at ændringen gik fra minus til plus, fra én position til en radikalt anden – nærmest som en religiøs omvendelse.

Sådan var det ikke med Lincolns tekst. Den bekræftede mig snarere i dét, som mine religionsvidenskabelige studier havde oplært mig til, men som jeg ikke havde formået at tænke og formulere helt klart for mig selv. Som den engelske digter Alexander Pope formulerede det i 1711: »What oft was thought, but ne’er so well express’d« – altså, det, mange har tænkt, men som ingen før har formuleret så rammende.

Lincolns tekst ændrede alt for mig, netop fordi den intet ændrede. Det er en tekst, der er eminent til at holde ens kritiske orienteringsevne på rette kurs, når forskningsfeltet slår over i gaslighting og moralisering.

Popes linje var fra hans berømte tekst An Essay on Criticism, og Lincolns teser var ligeledes kritiske i ordets bedste betydning. Teser om metode var nemlig metodekritiske og udstak nogle tommelfingerregler for, hvordan man som forsker skal tilgå studiet af enhver religion – samt hvad man bør undgå.

Religion som felt skal underlægges samme kritiske, videnskabelige undersøgelse som alle andre felter

Tillad mig at servere et hårdt kurateret udvalg af disse perler for Uniavisens læsere, i egen oversættelse.

Første tese springer vi over, men i den anden definerer Lincoln frejdigt religion, i én sætning: »Religion er, vil jeg hævde, den diskurs, der er kendetegnet ved ønsket om at tale om det evige og det transcendente med en autoritet, som selv hævdes at være evig og transcendent.«

I næste tese, den tredje, indkredser Lincoln faget religionshistorie (det lidt ældre ord for religionsvidenskab): »Religionshistorie er således en diskurs, der gør modstand mod og omvender den orientering, som kendetegner den religiøse diskurs, som den undersøger.«

Det fører os til den fjerde tese: »De samme destabiliserende og uærbødige spørgsmål, som man kan stille til enhver sproghandling, bør også stilles til religiøs diskurs.« Altså, vi skal stille de svære spørgsmål til religion, også selvom det kan støde nogen.

For det femte: »Ærbødighed er en religiøs – ikke en videnskabelig – dyd.«

Lincolns sidste tese lyder: »Hvis man lader dem, man undersøger, selv fastlægge de begreber, de skal forstås ud fra…. eller ikke skelner mellem »sandheder«, »sandhedskrav« og »sandhedsregimer«, har man opgivet sin rolle som historiker eller forsker.«

Altså, religion som felt skal underlægges samme kritiske, videnskabelige undersøgelse som alle andre felter – en sandhed, der syntes at provokere mange i 00’erne, hvor en række begivenheder verden over gjorde islam til det helt store debatemne.

Når jeg ser tilbage, var det ikke ét værk, der ændrede alt for mig. Det var tre: Shakespeare lærte mig at læse analytisk, Neuwirth lærte mig at nærlæse Koranen, og Lincoln lærte mig for alvor, hvorfor man overhovedet skal læse religiøse tekster kritisk og videnskabeligt.