Et umuligt teorem fik unge David Dreyer Lassen til at ændre retning

Jeg begyndte at læse nationaløkonomi i 1992, lige efter gymnasiet, med ideen om at blive klog på valutakurser og makroøkonomi. Det var på den tid, hvor det europæiske valutasamarbejde, der siden blev til euroen, blev skabt. Men efter 2. årsprøve endte mine interesser med at gå i en helt anden retning.

Det var foråret 1994 i Anneks A og B, de af mange kendte auditorier i Studiestræde i Indre By.

Undervisningen i mikroøkonomi foregik baseret på de såkaldte grønne noter. Alle politstuderende fra dengang kan huske de grønne noter. Det var undervisningsnoter skrevet af forelæserne i makro- og mikroøkonomi, og noterne i mikroøkonomi var – for at være helt ærlig – tung læsning.

De var skrevet på maskine, papiret var af en lidt grov kvalitet, og der var, på en god dag, højst en eller to sætninger på almindeligt dansk, der faktisk motiverede problemstillingerne. Oven i det var det hundesvært.

Et af emnerne i foråret 1994 var velfærdsøkonomi: hvordan man som samfund evaluerer hvorvidt og hvordan forskellige allokeringer af ressourcer og forskellige politiktiltag påvirker både individuel og samlet velfærd.

Ja, det er svært. Men der skal jo tages beslutninger. Og hvad er samlet, eller aggregeret, velfærd? Eksisterer det, og kan det måles?

Hilsen Kenneth Arrow

Det var her, på 2. årsprøve, at jeg blev introduceret til Arrows umulighedsteorem.

Et teorem er matematikersprog og betyder, at en sætning, man har bevist, er særligt dyb eller vigtig.

Mange beslutninger tages af og påvirker grupper – familier, bestyrelser, organisationer, Danmark som helhed. Så hvornår kan man sige, at en kollektiv beslutning A eller B er bedst for gruppen?

Svaret er: det kan man generelt ikke. Hilsen Kenneth Arrow. Han analyserede problemet i sin ph.d.-afhandling i slutningen af 1940’erne og fik Nobelprisen blandt andet for dette arbejde.

Hvad betyder teoremet så? Se på en gruppe, der skal vælge mellem mindst tre muligheder.

Arrows teorem siger — i grove træk — at intet valgsystem kan omsætte de enkelte gruppemedlemmers rangordninger af de tre muligheder til én rangordning for gruppen, hvis systemet samtidig skal leve op til fire rimelige krav: det skal kunne håndtere alle tænkelige kombinationer af holdninger; hvis alle foretrækker A frem for B, skal gruppen også gøre det; gruppens valg mellem A og B må ikke afhænge af, hvad folk mener om et tredje alternativ C; og ingen enkelt person må kunne diktere resultatet.

Arrows arbejde grundlagde moderne social choice-teori og vendte op og ned på velfærdsøkonomien

Hvert krav kan opfyldes for sig, men tilsammen kan de ikke.

Jeg var solgt

Oplevelsen den gang efter 2. årsprøve var dobbelt for mig: dels var der indholdet af det konkrete teorem – nej, man kan faktisk ikke alene med baggrund i økonomisk analyse tale om, hvad Danmark bør gøre – dels, og vigtigere, metapointen om, at man med stringens, logik og matematiske redskaber kunne undersøge demokratiske processer og tilblivelsen af økonomisk politik.

Arrows arbejde grundlagde moderne social choice-teori og vendte op og ned på velfærdsøkonomien.

Jeg kom aldrig selv til at arbejde snævert med social choice, men det vakte min interesse for såkaldt political economics: frem for at studere, hvilke konsekvenser en given økonomisk politik har, koncentrerer man sig i political economics om, hvorfor man vælger én politik frem for en anden.

Jeg var solgt på emnet. Jeg specialiserede mig på kandidatuddannelsen, skrev speciale og fik et ph.d.-stipendium på et grundforskningscenter, hvor jeg havde været studentermedhjælper i flere år.

Som en del af mit ph.d.-forløb tilbragte jeg et år på Harvard University, hvor man var og er særligt stærk inden for netop denne disciplin.

To nobelpristagere og en e-mail

Selvom jeg ikke selv direkte arbejdede med social choice, kunne jeg alligevel ikke lade være med at følge et kursus i netop det, når nu jeg havde muligheden på Harvard.

Kurset var med Amartya Sen, en anden Nobelprismodtager, og det var på mange måder en oplevelse ud over det sædvanlige: ud over cirka 30 studerende på tværs af fag sad der mange professorer med, og såmænd også et par gæsteprofessorer (og deres ægtefæller!) af samme kaliber.

En kombination af det allersværeste på et af verdens bedste universiteter og noget, der bedst kan beskrives som folkeuniversitetet, om end et meget selektivt af slagsen. Leveret af en verdensmand, der frit trak på eksempler på mange sprog og fra alle kulturelle kontekster.

En række forelæsninger handlede netop om umulighedsteoremet og om Sens eget efterfølgende arbejde: at umuligheden delvis er selvforskyldt.

Arrow tillader kun information om, hvad folk foretrækker — ikke om hvor meget de foretrækker det. Åbner man for det sidste og for, at nogle har mere på spil end andre, så letter umuligheden.

Bølgerne gik højt, og undervejs i kurset måtte Sen konferere med Arrow per e-mail for at afklare en fortolkning. Der sad vi så og så to nobelpristagere skrive sammen om, hvad det egentlig var, den ene havde bevist et halvt århundrede tidligere.

Siden min ph.d. har jeg arbejdet på tværs af økonomi og statskundskab. Arrows umulighedsteorem kom aldrig til at være mit eget forskningsfelt, men mødet med det i Studiestræde i 1994 ændrede det spørgsmål, jeg var interesseret i: ikke bare hvilke konsekvenser økonomisk politik har, men hvorfor vi vælger én politik frem for en anden.