Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

600 ansatte på tværs af universiteter bakker op om studenteraktioner

Underskriftindsamling — Universitetsansatte bakker op om studerendes mål og midler til at lægge pres på KU's ledelse for en akademisk boykot af Israel.

Ansatte på tværs af danske universiteter bakker op om den seneste tids studenteraktioner og de studerendes krav til universitetsledelsen.

600 universitetsansatte har sat deres navn på et åbent brev bragt i Information 11. september med titlen Vi støtter studenteraktionerne og kravet om akademisk boykot af Israel.

»Som ansatte på danske universiteter, herunder Københavns Universitet, vil vi hermed tilkendegive vores fulde støtte til de studerende, både når det kommer til deres valg af aktivistiske midler og den sag, de kæmper for,« skriver de ansatte.

De henviser blandt andet til aktionen 4. september, hvor organisationen Studerende mod Besættelsen besatte og blokerede Museumsbygningen ved Frue Plads, hvor rektoratet sidder.

De studerende havde ikke været i bygningen længe, før politiet blev tilkaldt og ankom med automatvåben og politihunde for at smide de studerende ud.

LÆS OGSÅ: »Vi blev ikke behandlet som studerende, men som terrorister«

»Der er ingen tidligere eksempler i Københavns Universitets lange historie på, at institutionen har anvendt så voldsomme midler mod protesterende, sociale bevægelser eller de forskellige blokader, der har været gennem tiden,« skriver de ansatte, der »fordømmer ledelsens udmelding om, at der vil »blive fulgt op i et disciplinært spor,« som prorektor Kristian C. Lauta meddelte kort efter aktionen 4. september.

LÆS OGSÅ: Hvis samtale er livsnerven – så lyt til jeres studerende

De ansatte kræver, at alle sanktioner mod de studerende trækkes tilbage, at politiet ikke involveres i fredelige studenteraktioner fremover, og at alle danske universiteter tilslutter sig en akademisk boykot af samtlige israelske universiteter.

Seneste