Hvis samtale er livsnerven – så lyt til jeres studerende

Alle skribenter fremgår i bunden af indlægget.

Mandag udtalte ledelsen af Københavns Universitet sig for første gang om besættelsen af KU’s administrationsbygning onsdag den 4. september – det skete i en nyhed på KUnet (kræver login). Besættelsen blev udført af en gruppe af os i Studerende mod Besættelsen med krav om en akademisk boykot af israelske universiteter. Den blev dog med det samme opløst, da ledelsen tilkaldte politiet, som dukkede op med rifler, hunde og rambukke.

LÆS OGSÅ: Studerende mod Besættelsen blokerer KU’s administration

I den interne nyhed forsøger universitetsledelsen blandt andet at miskreditere vores arbejde i Studerende mod Besættelsen ved at få os til at fremstå som enkeltpersoner med radikale holdninger. Sandheden er imidlertid, at vi møder massiv opbakning fra både medstuderende og ansatte.

Dette er vores modsvar til udtalelsen fra universitetsledelsen.

Vi er ikke nogle få enkeltpersoner

Under overskriften ’Om protester og Københavns Universitet’ skriver ledelsen, at »fællesskab og samtale er universitetets livsnerve. Og fællesskabet er vigtigere end enkeltpersoners holdninger. Derfor er akademisk boykot ikke svaret.«

At politiets indblanding nu er blevet et fast element i vores protester, fremmer ikke den samtale, som ifølge universitetet er dets livsnerve

I Studerende mod Besættelsen er vi naturligvis enige i, at fællesskabet og samtalen er universitetets livsnerve, og sikke en fin utopi! Det forekommer os dog netop utopisk, da det var KU’s ledelse, der tilbage i maj valgte at afbryde dialogen med Studerende mod Besættelsen baseret på nogle sten og en blokade, som vi ikke kunne tage ansvar for.

Derudover skal det nævnes, at vi i tre år har forsøgt at få vores krav igennem hos KU, men har mødt massiv modstand. Hvis ledelsen virkelig mener, at samtale er universitetets livsnerve, er det på tide, at universitetet begynder at praktisere dette og lytte til sine studerende.

Vi ser derudover intet »fællesskab« i, at vores egen universitetsledelse forsøger at marginalisere sine studerende. På få dage blev der indsamlet mere end 600 underskrifter fra universitetsansatte for akademisk boykot. Dertil kommer de mere end 2.000 underskrifter for våbenhvile og afinvestering i virksomheder, der opererer på den ulovligt besatte vestbred, som Studerende mod Besættelsen overleverede til bestyrelsen den 24. januar i år. Vi er ikke enkeltpersoner. Vi er den største studenterbevægelse i Danmark i nyere tid.

Anerkend os som jeres studerende

Ledelsen på KU skriver, at en medarbejder er blevet truet under vores protest i onsdags. Vi vil gerne gøre det klart, at alt det arbejde vi foretager os, udelukkende er rettet mod rektoratet, der har kontor i Museumsbygningen, og ikke KU’s medarbejdere. Under besættelsen forsøgte vi at være så imødekommende over for medarbejderne som muligt. Vi anerkender, at folk kan reagere forskelligt i sådanne situationer, og nogle kan have haft en dårlig oplevelse. Hvis det er tilfældet, er vi meget kede af det, for det har selvfølgelig aldrig været vores intention.

Samtidig genkender vi dog ikke det billede, ledelsen forsøger at male af os som særligt truende og voldsomme. Vores intention var at besætte bygningen på linje med tidligere studenterbesættelser. Vi kommunikerede klart og tydeligt til de ansatte, at vi var studerende i færd med at besætte bygningen. Herefter bad vi dem venligt om at forlade bygningen, men på intet tidspunkt gjorde vi brug af trusler eller tvang. Vi er en fredelig studenterbevægelse, som ikke accepterer voldelige metoder. Vi ser medarbejderne som vores allierede, og vi ønsker, at alle KU-ansatte støtter os i kampen for at få et moralsk konsekvent universitet.

LÆS OGSÅ: »Vi blev ikke behandlet som studerende, men som terrorister«

Universitetsledelsen skriver også, at det var uklart, om de, der besatte bygningen, overhovedet var studerende. Det undrer vi os over, da de kender flere af de studerende i Studerende mod Besættelsen og ved, at vi er studerende. Desuden gjorde vi det klart, at vi var studerende på universitetet. For os virker det, som om ledelsen forsøger at mistænkeliggøre os og fratage os vores ret til legitim protest, når den nægter at anerkende os som sine studerende. Det kan vi naturligvis ikke acceptere.

Desuden skriver ledelsen, at medarbejdere blev mødt med »aggressive tilråb«. Vi råbte kampråb, som man gør ved demonstrationer, men at de skulle have været særligt »aggressive«, genkender vi ikke. Igen virker det som et forsøg fra ledelsens side på at delegitimere vores protest.

Maskerer os for at beskytte os selv

Universitetsledelsen fremhæver flere gange, at nogle af os, der deltog i aktionen, var maskerede – og bruger det som noget, der gjorde demonstrationen særligt voldsom. Hvis vi maskerer os, er det dog ikke for at virke farlige, men derimod for at beskytte os selv. KU’s ledelse er netop nu i gang med at føre disciplinærsager mod studerende, der under en debat med Lars Løkke Rasmussen på KU den 28. maj demonstrerede imod regeringens politik. Dertil kommer, at prorektor for uddannelse, Kristian C. Lauta, nu har lovet disciplinærsager rettet mod os endnu engang.

Vi møder repression, som ingen andre studenterbevægelser har mødt eller møder

Vi har aldrig før hørt om studerende fra studenterorganisationer, der sanktioneres af universitetet for at bruge deres ytringsfrihed til at protestere. Vi møder repression, som ingen andre studenterbevægelser. Vi ønsker at beskytte os selv, så vi ikke bliver smidt ud af vores uddannelser. Det var en af grundene til, at nogle var maskerede. Mange af os har meget på spil; hvis vi bliver smidt ud af universitetet, mister vi ikke kun vores uddannelse, men også vores bolig eller måske endda vores tilladelse til at opholde os i landet.

Til en af vores demonstrationer mod universitetsledelsen blev en af vores demonstranter slået til blods. Andre studerende har oplevet stalking og chikane i kraft af deres virke i Studerende mod Besættelsen. Maskeringen er derfor også en måde at beskytte os selv imod højrefløjsekstremisme. Intentionen var på ingen måde at få medarbejdere i Museumsbygningen til at føle sig utrygge eller truede.

Pas på med, hvad I antyder

Ledelsen italesætter også synagogens tætte placering på Museumsbygningen. Det er yderst problematisk, idet de derved forsøger at tillægge vores studenterprotest antisemitiske intentioner. Vi tager på det kraftigste afstand fra antisemitisme, der ikke er tilladt i Studerende mod Besættelsen og går imod vores værdier, præcis som alle andre former for racisme og diskrimination.

Det er et alvorligt problem og udtryk for racisme, at universitetsledelsen lader til at se en pro-palæstinensisk studenterdemonstration som antisemitisk i sin natur

Det undrer os, at ledelsen på en akademisk institution ikke kan adskille Studerende mod Besættelsens tydelige hensigt, som vi har gentaget i utallige udtalelser og interview, fra synagogens placering. De to ting har intet med hinanden at gøre. Det er et alvorligt problem og udtryk for racisme, at universitetsledelsen lader til at se en pro-palæstinensisk studenterdemonstration som antisemitisk i sin natur.

Mistænkeliggørelse er der i det hele taget nok af. Vi har oplevet at blive forfulgt og chikaneret af politiet på campus, alene fordi vi går rundt med det palæstinensiske tørklæde, keffiyeh. I sidste uge fulgte politiet efter studerende på campus, både udenfor og inde på gangene og helt ind i lokalerne. Det har været utrolig utrygt for os studerende, at vi skal opleve stalking på vores eget campus. Det ser ud til, at rektoratet rangerer, hvilken form for utryghed, der er vigtig og legitim nok til at handle på. Har vi mistet alle vores rettigheder som studerende, fordi vi er politisk uenige med vores universitets ageren?

Israel bryder alle KU’s principper

Manglende handling er også en aktiv beslutning, der undergraver det etiske ansvar, KU’s ledelse bør leve op til. Den Internationale Domstol anerkender Israels udøvelse af apartheid, der aktivt og systematisk undertrykker palæstinensere. Apartheidsystemet er også dokumenteret i det israelske uddannelsessystem, blandt andet af Human Rights Watch og Amnesty.

Desuden afgjorde Den Internationale Domstol for få måneder siden, at Israels besættelse af palæstinensiske områder er ulovlig. I samme omgang konkluderede den også, at alle stater er forpligtet til ikke at yde støtte eller assistere i opretholdelsen af Israels ulovlige besættelse. I dag sendes udvekslingsstuderende fra KU til The Hebrew University of Jerusalem, der har dele af campus på ulovligt besat, palæstinensisk land. Det er bare ét eksempel på, hvordan KU’s samarbejde med israelske universiteter er et enormt ansvarssvigt, også ifølge international lov.

LÆS OGSÅ: På udveksling i Libanon: Det er pinligt at komme fra KU

Der er desuden flere eksempler på, at israelske universiteter udvikler militærudstyr, som bruges i det igangværende folkemord. Israelske universiteter spiller også en aktiv rolle i udviklingen af Israels apartheid-, bosætter- og krigspolitik. Et eksempel er Dahiya-doktrinen fra 2006, som retfærdiggør brugen af uforholdsmæssig magt og ødelæggelse af civil infrastruktur.

KU’s ledelse kan ikke påstå at være neutrale i denne situation, når de udelukkende samarbejder med den ene side. KU sagde fra over for Rusland, da landet invaderede Ukraine i strid med international lov. Forskningsfrihed og ytringsfrihed er nogle af kerneværdierne på et frit universitet. Men Israels universiteter undergraver alle disse principper, og det skal Københavns Universitet som institution sige fra overfor.

Boykot er ikke umuligt

Københavns Universitets ledelse har tidligere taget afstand fra regeringens politik, senest med kandidatreformen. KU er en uafhængig forskningsinstitution, der kan handle selvstændigt. Den behøver ikke ligge under for rammer fastsat af regeringen.

KU sagde fra over for Rusland, da landet invaderede Ukraine

Københavns Universitet kan godt lave en akademisk boykot af israelske universiteter – præcis som DTU gjorde det med kinesiske og iranske universiteter for blot nogle måneder siden, fordi de mente, at universiteterne havde for tætte bånd til landenes militær. Men når KU’s ledelse melder ud, at indførelsen af akademisk boykot slet ikke er til forhandling, så tager de netop »stilling på fællesskabets vegne«, som de ellers skriver, at et universitet ikke bør gøre.

Hvorfor kom politiet, da vi ikke var maskerede?

Få dage efter besættelsen af Museumsbygningen, nemlig den 9. september, var vi tilbage ved universitetsfirkanten for at udføre endnu en blokade. Her blev vi igen mødt af politiet. Det til trods for, at vi kom uden maskering og dermed satte vores studier på spil og udsatte os selv for farer som doxxing og vold fra den ekstreme højrefløj, da vi nu let kunne identificeres. Vi var åbne og dialogsøgende over for de ansatte. På trods af dette blev politiet igen tilkaldt. Studerende blev grebet og trukket væk, selv om vi på ingen måde udgjorde en trussel.

Det er en underlig eskalering af en situation, hvor vi fra begyndelsen har søgt dialog, men bliver skubbet længere og længere væk af universitetsledelsen. Det bekymrer os, at universitetet ikke kan tage stilling til samarbejdet med institutioner, der ikke bare hører til en besættelsesmagt, men selvstændigt bidrager til og understøtter folkedrab og apartheid. Og at politiets indblanding nu er blevet et fast element i vores protester, fremmer ikke den samtale, som ifølge universitetet er dets livsnerve.

Vi opfordrer derfor på det kraftigste ledelsen til at skifte strategi – vi ønsker nemlig et demokratisk og frit universitet, hvor studerende ikke skal være bange for, hvilke konsekvenser det kan have for dem at ytre deres mening. Vi ønsker et universitet, der tager stilling til, hvordan det påvirker samfundet omkring sig, også ude i verden. Vi ønsker at være studerende på Københavns Universitet med god samvittighed og på den rigtige side af historien.

Uniavisen har set dokumentation for indlæggets påstande om chikane og verserende disciplinærsager.

LÆS REKTORS SVAR: Her er rektors svar til Studerende mod Besættelsen

De 30 medlemmer af Studerende mod Besættelsen er:

Adam Spang-Thomsen, Sprogpsykologi
Aleksandra Milanovic, Film- og medievidenskab
Anna Mark Bystrup, Mellemøstens sprog og samfund
Anna Sarauw, Litteraturvidenskab
Anton Bryntesson, Master’s in Environment and Development
Asger Vang Jørgensen, Filosofi 
Ayanle Farah, Master’s in Computer Science
Edin Sumar, Historie
Elliott Cocker, Master’s in Environment and Development
Emil Moesgård Nielsen, Filosofi
Hana Abdul-Ghani, Mellemøstens sprog og samfund
Hanna Grønneberg, Moderne kultur
Ira-Thomas Bro Pold, Statskundskab 
Isaac Ross, Litteraturvidenskab
Lasse Petersen, Environmental and Natural Resource Economics
Laurits Grønlund Poulsen, Master’s in Geography
Lucas Rigillo, Filosofi
Lukas Bruun Pedersen, Historie
Mads Georg Hilker, Samfundsfag
Marie-Louise Steen, Pædagogik
Mathias Thygesen-Nielsen, Geografi og geoinformatik
Nicholas Nyrop Vinthen, Litteraturvidenskab
Oli Justsen Badolo, Statskundskab 
Özgür Yegâh, Pædagogik
Ruben David Lentz, Geografi og geoinformatik
Salam El Youssef, Medicin
Sina Winther Pedersen, Medicin 
Vár Autumn Reinert Sommer-Winther, Religionsvidenskab
Victor Palsby, Interreligiøse islamstudier 
Zahra Hamze, Jura