Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Campus
Protest — Studenterorganisationen Studerende mod Besættelsen har onsdag morgen blokeret administrationsbygningen i Universitetsfirkanten. Seks personer er arresteret, oplyser Københavns Politi.
Artiklen er opdateret 4. september 2024 klokken 12.27.
Studerende mod Besættelsen har onsdag morgen (4. september 2024) besat Museumsbygningen, hvor rektoratet har hjemme.
Studenterorganisationen kræver, at KU’s ledelse gennemfører en boykot af israelske universiteter. Det skriver organisationen på sin Instagramprofil:
»Imens situationen eskalerer i Palæstina, fortsætter Københavns Universitets samarbejde med akademiske institutioner i Israel. Vi har ikke tre år mere til at vente på at KU’s ledelse gør det eneste rigtige. Vi er tvunget til at handle.«
LÆS OGSÅ: Hvad er det, Studerende mod Besættelsen kræver af KU?
De skriver også:
»Vi forlader ikke stedet, før Københavns Universitet afbryder samarbejdet med israelske universiteter.«
Blokaden bestod af 15-20 personer, hvoraf nogle var maskerede. Det skriver administrationen i en nyhed, som er sendt til berørte medarbejdere via mail. Politiet blev tilkaldt, og har via X oplyst, at seks personer er arresteret i forbindelse med blokaden.
Uniavisen har talt med Zahra Hamze, som er pressekontakt for studenterorganisationen. Hun bekræfter, at alle studerende nu er blev fjernet fra bygningen.
»Formålet med besættelsen var at sætte pres på rektoratet for en akademisk boykot af Israel. Det gjorde de også over for Rusland under invasionen af Ukraine, og vi synes, det er et helt rimeligt krav,« siger Zahra Hamze.
LÆS OGSÅ: Teltlejren på Københavns Universitet lukker
Boykotten af Rusland fulgte Danmarks officielle udenrigspolitiske linje. Regeringen har ikke anbefalet af boykot af Israel – der er vel forskel?
»Vi synes ikke, at det er et godt argument. Flere menneskerettighedsorganisationer og rapporter viser, at det der foregår i Gaza lige nu, er et folkemord og et brud på international lovgivning. Og som palæstinensisk studerende føler jeg mig overhovedet ikke tryg ved, at mit universitet samarbejder med israelske universiteter, der støtter det militær, der er i gang med at udføre et folkedrab.«
Hvorfor var folk maskerede?
»Vi har en generel politik om, at man skal have lov at maskere sig, hvis man har lyst. Mange har tidligere oplevet enkeltpersonsforfølgelse af politiet eller af højrefløjsekstremister, hvis de er blevet set på en video eller lignende,« siger hun.
Kan det ikke være ret utryghedsskabende for universitetets medarbejdere, at deres kontorer besættes af en flok maskerede mennesker?
»Jeg forstår tankegangen, men protesten var meget fredelig. Der er ikke nogen, der blev antastet eller lignende. Vi har en politik om, at man ikke snakker direkte til folk, så vi kan ikke forstå, hvis man skulle føle sig utryg. Maskeringen er for vores egen skyld,« siger Zahra Hamze og fortsætter:
»Vi synes, det er en kæmpe eskalering fra KU’s side, at de tilkalder Politiet, som dukker op med rambukker og automatrifler. Det er voldsomt for os, at universitetet lader Politiet behandle os studerende på den måde. Studerende har tidligere lavet blokader, blandt andet på Psykologi i 2022, og der blev der ikke tilkaldt politi.«
Dagbladet Politiken var til stede ved demonstrationen i morges, og kunne berette, at den svenske klimaaktivist Greta Thunberg både deltog og var blandt de arresterede.
På sin Instagramprofil, skriver Greta Thunberg i en story:
»@studenrendemodbesaettelsen og jeg er inde i Københavns Universitets administrationsbygning. Politiet er blevet tilkaldt. De brød voldelig ind i bygning med rambuk og automatvåben. De smider alle ud som jeg skriver«.
Hun fortsætter:
»Vi er her, fordi dialog, lejre, demonstrationer blandt andre metoder i en tre år lang kampagne ikke har fået universitet til at møde kravene blandt andet en institutionel akademisk boykot«.
Københavns Universitets prorektor for uddannelse Kristian Cedervall Lauta kommenterer blokaden til Uniavisen på denne måde:
»Museumsbygningen, hvor rektoratet har hjemme på Københavns Universitet, blev her til morgen besat og barrikaderet af 15-20 demonstranter, hvoraf nogle var maskerede. Politiet overtog straks håndteringen af situationen. En håndfuld blev anholdt, og situationen normaliseret. I tilfælde af, at der er tale om studerende, som er indskrevne på KU, vil der blive fulgt op med et disciplinært spor.«
Opdatering 5. september klokken 10:38: Københavns Politi bekræftede onsdag eftermiddag, at de seks anholdte igen var blevet løsladt.