Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Folk sjusker sig igennem på Humaniora

NYHEDSOVERBLIK ONSDAG - Folk sjusker sig igennem på Humaniora - Hipsterne er gode nok - Ellen Trane må spørge lige så tosset hun vil - PR-bureauer hjælper med at knuse revolutioner - Er Folkekirken ved at smelte?

Folk sjusker sig igennem på Humaniora

Universiteterne forsømmer at stille rimelige krav til studerende. Det mener KU-studerende (og Uniavisen-skribent) Marie-Elisabeth Holm. »Problemet er, at der er for lidt at rive i som studerende. I hvert fald på humaniora er der mange, der sjusker sig igennem, uden at der bliver lagt mærke til det, og uden at det har konsekvenser,« siger Marie-Elisabeth Holm til Information.
Information 10. oktober 2012, 1. sektion side 12

Hipsterne er gode nok

Det er tilsyneladende blevet fashionabelt at være ond ved hipstere, men der er folk, der forsvarer modens og livsstilens aktuelle fronttropper. »Hipsterkulturen er en bevaringskultur. Hipsterne er dem, der har forstået, at der ryger noget ud af historien, når vi går over til digitale medier,« siger adjunkt på Sociologi Bjørn Schiermer til Danmarks Radio.

PR-bureauer hjælper med at knuse revolutioner

Regimet i Bahrain har betalt et PR-bureau millioner af dollars for at påvirke omverdenens opfattelse af oprøret i landet i den retning, der er mest bekvem for magthaverne. Propagandaen er blevet privatiseret. »Der er en øget bevidsthed særligt i nye konflikter om, hvordan de fremstår i offentligheden. Allerede i 2006 kunne man f. eks. se, hvordan et pr-bureau kørte en pr-kampagne for Israel i USA op til krigen i Libanon,« siger Rune Saugmann Andersen, der forsker i formidlingen af konflikter og billedbrug ved Københavns Universitets Centre for Advanced Security Theory til Information.
Information, 10. oktober 2012, 1. sektion side 10

Ellen Trane må spørge lige så tosset hun vil

Folketingsmedlem Ellen Trane Nørby (V) bliver i flere medier fremstillet som lidt af et fjols, fordi hun har stillet næsten 700 spørgsmål til Kulturministeren, der har forbindelse til et museum, hvor hendes mor sidder i bestyrelsen. Besvarelsen af de mange spørgsmål skaber i sagens natur en bunke ekstra arbejde for ministerens embedsfolk, og det er dyrt. Men KU-professor forsvarer spørgetrangen: »Hun er i sin gode ret til at stille de mange spørgsmål, og det mener jeg ikke, at man skal ændre på,« siger Tim Knudsen, Institut for Statskundskab, til Berlingske.
Berlingske, 10. oktober, 1. sektion side 23.

Er Folkekirken ved at smelte?

»Der er en række faktorer, der peger på, at vi kan være på vej mod et tippepunkt, hvor den danske religionsmodel bliver ustabil og må omdannes betydeligt for at kunne genfinde en ny, relativt stabil position i samfundet – som isbjerget, der vælter, når afsmeltningen er fremskreden.« Sådan skriver lektor Hans Raun Iversen, som leder Center for Kirkeforskning ved Københavns Universitet i en kronik i Kristeligt Dagblad i anledning af udgivelsen af bogen ‘Fremtidens danske religionsmodel’.
Kristeligt Dagblad, 10. oktober 2012, 1. sektion side 11

Seneste