Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

»Da jeg startede, blev jeg overrasket over, hvor højt niveauet var«

Min studiestart — Albert Sivebæk har altid interesseret sig for fysik, og interessen er kun blevet større efter et år på studiet.

Da jeg var barn, havde jeg en Albert Einstein-obsession, fordi han var den eneste anden, jeg kendte til, som også hed Albert. Jeg kunne godt lide rummet, jeg syntes, det var spændende at læse børnebøger om rummet. Senere blev jeg glad for at se dokumentarer med Stephen Hawking.

Serie: Min studiestart

Uniavisen har talt med en håndfuld studerende, der starter på deres tredje semester. I denne serie ser de tilbage på det første studieår på Københavns Universitet og deler nogle af deres op- og nedture.

Læs de andre portrætter i serien:

»Jeg ville virkelig ønske, jeg havde 48 timer i døgnet«

»De fleste tror, at farmaceuter bare arbejder på et apotek«

»Det giver mig livsglæde, at jeg dyrker min store passion«

Interessen for fysik har altid været der, men i gymnasiet troede jeg virkelig ikke, at jeg kunne finde ud af det. Jeg dumpede mundtlig matematik i 9. klasse — det må du godt skrive! Hvis jeg kan lære det, så kan alle.

Efter gymnasiet havde jeg nogle sabbatår, var på højskole og ude at rejse, og efter nogle år fik jeg lyst til at tage en uddannelse. Jeg syntes stadig, fysik var spændende, så jeg besluttede mig for at læse op på fagene og søge ind.

LÆS OGSÅ: Sådan læser du akademiske tekster uden at dø

Højt fagligt niveau

Da jeg startede, blev jeg overrasket over, hvor højt niveauet var allerede på første semester. Jeg troede, det ville være nemmere. Undervisningsformen overraskede mig også lidt, for jeg troede, der ville være lidt mere kridt og tavle — at man kunne stå oppe ved tavlen med sine venner og tænke lidt over tingene. Sådan er det ikke.

Når vi har forelæsninger, tager vi kun noter i hånden, det tager simpelthen for lang tid at skrive formler på computeren. Computeren bruger vi kun til at kode.

Man skal ikke være så bekymret for at finde fællesskaber, for folk er virkelig søde

Der er selvfølgelig nogle fag, der er mere spændende end andre. Mekanik sagde mig for eksempel ikke så meget, men vi havde virkelig gode undervisere. Faget handler om, hvordan genstande bevæger sig, og hvilke kræfter der påvirker dem, og underviseren tog fysiske objekter med for at vise, hvordan formlerne fungerede i virkeligheden.

I faget termodynamik havde vi en underviser som bad os svare på spørgsmål til forelæsningen ved at række farvekort op i luften. Så spurgte han studerende med forskellige farver kort, hvorfor de netop havde valgt det svar, og så forklarede han, hvorfor det var rigtigt eller forkert. Det var virkelig fedt, for jeg svarede ofte noget forkert, og så kunne jeg stadig følge med i undervisningen og forstå det bagefter.

LÆS OGSÅ: Fejr dine fejl – og ni andre ting jeg gerne ville have vidst, da jeg startede på uni

Sorte huller og barnlig interesse

Jeg er stadig lige så begejstret for fysik, som da jeg startede. Da vi skrev førsteårsprojekt, skrev jeg om nogle nye, sorte huller, man har opdaget, og der fik vi mulighed for at udregne massen af et sort hul. Det var så fedt at få lov til at arbejde med noget, jeg havde undret mig over som barn, og der kom noget af den der barnlige interesse tilbage.

Det sociale sammenhold på studiet er virkelig godt, alle er meget imødekommende og søde ved hinanden. Man kan snakke med alle og spørge alle om hjælp. Det er virkelig det modsatte af en konkurrence, folk hjælper bare hinanden.

I den allerførste uge blev vi delt op i rusgrupper og skulle tale sammen, og der havde jeg en oplevelse af, at alle svarede mig virkelig kort. Jeg troede, det var fordi, de ikke ville snakke med mig. Men det viste sig jo, at de bare var virkelig generte allesammen. Så blev jeg også genert. Men det gælder bare om at blive ved med at prøve, på et eller andet tidspunkt knækker de og begynder at snakke med dig.

LÆS OGSÅ: ’HC ovn’, festival og pusterum: Her er din guide til Nørre Campus

Rusturen var også en fed måde at lære de andre at kende på. Alle de skrækhistorier, jeg havde hørt om rusturen inden, passede slet ikke på vores. Det var bare hyggeligt og rart. Tutorerne lavede en minirevy, hvor de gjorde lidt grin med sig selv, og det gav os noget fælles at grine ad. Det var sødt af dem, og så var det første gang, jeg blev introduceret til fysikhumor, som nok virker lidt tør for andre.

Man skal ikke være så bekymret for at finde fællesskaber, for folk er virkelig søde. Men hvis jeg skulle give et godt råd til nye studerende, så er det at læse lidt op på regneteknikker, inden man starter, hvis der er den mindste smule matematik på studiet. Det er simpelthen en fordel at kunne regne hurtigt, især til eksamen, for så har man tid til at tjekke sine svar igennem. Det ville jeg ønske, jeg havde gjort.

LÆS OGSÅ: Ordbog til jyder (og andre tilflyttere)

Seneste