Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Velkommen til Københavns Universitet: En »dramatisk og selvironisk« immatrikulation

Første møde — Fredag 22. august bød universitetet velkommen til sine nye studerende – både med og uden årskort til Louisiana. Budskabet var: Ræk ud og inviter ind.

Det er samme format hvert år. Og alligevel føles det altid som første gang.

Immatrikulationen. De nye studerendes første møde med Københavns Universitet – med traditionerne, med ledelsen og med hinanden.

Fredag 22. august var Frue Plads som altid fyldt op, da prorektor Kristian Lauta trådte frem på den store stentrappe og åbnede ballet med sin tale. Solen havde vundet over skyerne, tutorskiltene stak op fra menneskehavet, og humøret var højt.

»I gamle dage havde vi et universitetsfængsel,« sagde Kristian Lauta og nikkede ind mod bygningen bag ham. »Det ligger der faktisk stadig. Men det er, af gode grunde, ikke længere i brug.«

LÆS OGSÅ: Fra middelalder til moderne masseuniversitet

Spredt latter i mængden. Og så, mere alvorsfuldt:

»Vend jer om og tal med hinanden. En god studiestart er noget, vi giver til hinanden. Det skaber vi sammen – i hver akavet pause,« sagde prorektor.

Studerende i en alvorlig tid

Forperson for Studenterrådet, Anton Stubbe Teglbjerg, tog ordet og brugte sin taletid på at placere de nye studerende midt i historien. I år er det som bekendt 150 år siden, den første kvinde fik adgang til universitetet.

LÆS OGSÅ: Da kvinderne kom – og forandrede universitetet for altid

»Når I træder ind i den lange historie af studerende på KU, træder I også ind i en tradition af demokrati og oprør.«

Han mindede om, at det netop nu er vigtigt at være opmærksom på sin rolle som studerende – ikke mindst i en tid, hvor forskningsfriheden er under pres, og hvor studerende i USA bliver anholdt for at demonstrere.

»Universitetet er vores. I er borgere i det samfund, vi kalder Københavns Universitet,« lød det til store klapsalver.

Ikke alle har årskort til Louisiana

Immatrikulationen er en af de sjældne begivenheder, hvor universitetet trækker i de historiske klæder – bogstaveligt talt. De musikstuderendes kor sang universitetets hymne Hellige Flamme, og rektor David Dreyer Larsen trådte frem i gallamundering med kappe og kæder.

Han fortalte, hvordan han selv voksede op på Vestegnen, holdt med Brøndby, og følte sig lidt fremmed, da han første gang trådte ind i en forelæsningssal.

»Ikke alle kommer fra et hjem med bogreoler og årskort til Louisiana,« sagde han – men det betyder ikke, at man har mindre ret til at være på KU.

LÆS OGSÅ: Rektor til nye studerende: Jeres verdensbillede vil blive udfordret 

Hans råd til de nye studerende var klart:

»At føle sig anderledes er helt normalt ved studiestart. Sluk telefonen og tænd den sociale radar.«

Da talen var slut, stillede rektor og prorektor sig op for at give hånd – en efter en blev de nye budt velkommen til universitetet. Og mellem håndtryk og korsang mødte Uniavisen nogle af dem, der nu skal til at gøre KU til deres hjem.

LÆS OGSÅ: »Jeg ville virkelig ønske, jeg havde 48 timer i døgnet«

Nye stemmer på Frue Plads

»Jeg har valgt biologi, fordi det giver bedst mening for den måde, jeg lever på – mit forhold til dyr og mennesker. Jeg har hørt meget om immatrikulationen, og det er virkelig fedt at opleve det selv. Det føles som en blanding af noget meget gammelt og noget nyt. Jeg glæder mig allermest til at møde dem, jeg skal læse med – folk der vil det samme som mig.«

Anna og Viktoria lærte hinanden at kende, da de læste Matematik A op sammen. Nu starter de på Geografi sammen.

Anna: »Jeg ville egentlig læse noget andet, men det kunne ikke lade sig gøre. Så spurgte jeg ChatGPT, hvilke uddannelser der lignede – og geografi lød faktisk federe. Indtil videre er det rigtig fedt.«

Viktoria: »Jeg går meget op i naturbeskyttelse, men havde ikke lyst til at læse fysik. Så blev det geografi. Arrangementet i dag er vildt – dramatisk og selvironisk på samme tid. Jeg glæder mig til at møde de andre på studiet.«

»Jeg har været interesseret i teknologi, siden jeg var barn, og har virkelig knoklet for at komme ind. Det føles som en drøm, der går i opfyldelse. Immatrikulationen er en ny oplevelse – men man føler sig velkommen. Jeg glæder mig til, at undervisningen starter og til at finde ud af, hvordan det er anderledes end gymnasiet.«

LÆS OGSÅ: Fejr dine fejl – og ni andre ting jeg gerne ville have vidst, da jeg startede på uni

»Jeg kan godt lide, når ting ser godt ud. Om jeg ender med film eller medieretning er lige meget – jeg vil bare lave noget, der ser nice ud. Jeg har mange venner på KU, og jeg forstår ikke, de ikke fortalte mig, at jeg skulle starte på Hogwarts! Der er kapper og musik – det er meget episk. Det føles som om, universitetet virkelig gør noget ud af det.«

LÆS OGSÅ: Sådan læser du akademiske tekster uden at dø

Seneste