Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Politrådet: Vi har en mere løsningsorienteret tilgang end de andre lister

Univalg — Christian Alejandro Ramon Larrosa er Politrådets spidskandidat til bestyrelsen. Han kæmper for studerende med funktionsnedsættelser og for at sikre, at der kommer nok forelæsningssale på KUA – og så vil han tage et opgør med magtfordelingen i studienævnene.

Hvorfor stiller du op til bestyrelsen?

»Nu har jeg efterhånden været opstillet ad flere omgange, og jeg bliver ved med at stille op, indtil KU har sikret bedre vilkår for folk med funktionsnedsættelser. Der er mange studerende, som har brug for hjælp, og der bliver stadig ikke taget godt nok hånd om dem. De her problemer løses bedst i bestyrelsen, for det er der, man udstikker de grundlæggende retningslinjer. Da jeg begyndte på min uddannelse, havde jeg slet ikke forestillet mig, jeg skulle gå ind i studenterpolitik. Jeg konstaterede dog hurtigt, at der var alt for mange ting, der sejlede, og ingen arbejdede på at fikse dem. Derfor stiller jeg op, og derfor bliver jeg ved med at kæmpe.«

LÆS OGSÅ: Der er valg. Det er vigtigt. Hvad skal du gøre? Her er en guide

Univalg

24. – 28. november er der valg på Københavns Universitet.

I år skal studerende vælge repræsentanter til bestyrelsen, akademiske råd og studienævn. Derudover skal det videnskabelige personale og ph.d.-studerende vælge repræsentanter til ph.d.-udvalg.

Uniavisen har talt med alle spidskandidaterne til bestyrelsen. Du kan finde alle interview her:

Konservative Studerende

Studenterrådet

Frie Stillerum

Frit Forum

Studerende for Mangfoldighed

Det har ikke været muligt at få lavet en aftale om interview med Kødfronten.

Hvordan adskiller Politrådet sig fra de andre opstillede lister?

»Vi er meget løsningsorienterede i Politrådet. Når vi stiller et forslag, har vi altid undersøgt, hvordan det skal finansieres. Vi står ikke bare og udpeger problemer, vi kommer altid med et bud på, hvordan det kan fikses. Vi trak os ud af Studenterrådet, fordi de ikke lykkedes med at skabe holdbare løsninger, selvom de har siddet på magten for evigt. Vi er måske enige om mange ting, men vi har en anden og mere løsningsorienteret tilgang, end de andre har.«

Hvad er dine tre mærkesager?

Bedre vilkår for studerende med funktionsnedsættelser

»Jeg har altid kæmpet for studerende med funktionsnedsættelser, og det bliver jeg ved med. Der skal være hurtigere og bedre adgang til SPS-hjælp, der skal være flere ramper og handikaptoiletter til studerende med fysiske funktionsnedsættelser, og så skal der være flere enerumslokaler i eksamenshusene. Jeg synes allerede, KU har rykket sig meget, siden jeg gik ind i studenterpolitik, men vi er bestemt ikke i mål endnu.«

LÆS OGSÅ: SPS-ordningen skal hjem til universiteterne, men både økonomi og vilkår driller

Bedre rammer for udflytningen

»I Politrådet vil vi gerne kæmpe for, at rammerne er på plads for alle de studerende, som skal flyttes til KUA. Lige nu er der ikke tilstrækkeligt med store forelæsningssale til at rumme en årgang økonomi- eller psykologistuderende. Hvis løsningen er, at de studerende fra SAMF skal pendle mellem undervisningslokalerne, er jeg bange for, at det går ud over trivslen og sammenholdet blandt de studerende. Derfor vil vi kæmpe for store forelæsningssale på KUA, og for at sikre at der også er plads til alle studenterforeningerne, når vi rykker.«

LÆS OGSÅ: Studenterforeninger frygter at komme i klemme i svingdøren på Søndre Campus

Mere selvbestemmelse til studienævnene

»Lige nu har studienævnene ikke særlig meget magt. De studerende har endnu mindre magt i studienævnene, fordi formanden har den udslagsgivende stemme, og det er altid en VIP’er. Magten er derfor forskudt, og de studerende taber, når der opstår uenigheder. Jeg vil også kæmpe for mindre topstyring på KU, så studienævnene ikke altid skal gå gennem en masse led og indordne sig under topledelsen. Ledelsen ved ikke altid, hvordan det fungerer på Statskundskab eller Psykologi, og hvad der skal til for at udvikle uddannelsen i den rigtige retning. Studienævnene og de studerende skal derfor have mere magt, så de kan sætte deres egen retning og selv skabe den bedst mulige uddannelse i samarbejde med VIP’erne.«

Univalget har en notorisk lav stemmeprocent. Hvordan mobiliserer I folk til at stemme?

»Når jeg i valgugen snakker med folk, er mit vigtigste budskab altid, at de skal huske at stemme. Det er en demokratisk frihed, der er blevet tilkæmpet af tidligere studerende, og univalget er demokratisk. Det er vigtigt at holde i hævd. Alle listerne har et godt samarbejde om at forsøge at banke stemmeprocenten op. Konkret har vi i Politrådet været ude og plastre campus til med plakater, og så kommer jeg til at stå ude hver dag i valgugen og minde folk om at stemme – forhåbentligt på Politrådet.«

Når jeg i valgugen snakker med folk, er mit vigtigste budskab altid, at de skal huske at stemme.

Christian Alejandro Ramon Larrosa

Der er mange muligheder for at få indflydelse på Københavns Universitet. Hvorfor lige stille op til bestyrelsen?

»Min erfaring er, at hvis man tager kampen i nogle af de andre organer, skal beslutninger igennem så mange led, at de sjældent når derop, hvor de faktisk kan blive implementeret. Det var også en af grundene til, at Politrådet i sin tid meldte sig ud af Studenterrådet. Vi skal ikke længere overbevise andre foreninger eller mellemledere om, at vi skal gøre noget for studerende med funktionsnedsættelser. Derfor går vi også direkte efter bestyrelsen.«

LÆS OGSÅ: Kan man komme omkring på Frederiksberg Campus med en kørestol?

Seneste