Uniavisen undersøger: Kan man komme omkring på Frederiksberg Campus med en kørestol?

Therese Fitzwilliams blev kørestolsbruger, da en hest faldt ned over hende i sommeren 2018, mens hun var i ulønnet praktik i en hestepraksis.

Ulykken gav hende en rygmarvsskade, der gjorde hende lam i begge ben som 23-årig.

Efter et år med indlæggelse og efterfølgende genoptræning var hun i 2019 parat til at læse videre på veterinærstudiet på Københavns Universitets campus på Frederiksberg.

Hun erfarede imidlertid, at der var mange af de steder, hun havde brug for at komme, som hun ikke havde adgang til i en kørestol. I dag viser hun Uniavisen rundt på campus i håb om, at der i fremtiden vil komme mere tilgængelighed for alle studerende.

»Det er synd for samfundet, der mister de perspektiver og det talent, som kørestolsbrugere kan bidrage med, hvis de giver op. Det er for eksempel et problem, hvis de, der kommer efter mig, ikke kan komme ind ad hoveddøren, for hvem ved, om det er opfinderen af kuren mod kræft, der efterlades ude i kulden,« siger Therese Fitzwilliams.

Hun havde lige fået sin bachelor, da hun blev kørestolsbruger, og det var måske en hjælp for hende, at hun allerede var kommet et stykke ind i studiet og kendte Frederiksberg Campus.

Hun fik sin kandidatgrad i 2022, men er fortsat med at reflektere over, hvordan tilgængelighed bør gælde for alle minoriteter, ikke kun for kørestolsbrugere, og det skrev hun et debatindlæg om i januar til Uniavisen.

LÆS OGSÅ: »Kørestolsbruger: Hvornår skal vi snakke om, at hele Frederiksberg Campus er ableistisk?«

Fredagsbar og kantine med dårlig adgang

I februar 2024 står Therese Fitzwilliams og hendes servicehund Ginny sammen på Frederiksberg Campus på Dyrlægevej. Første stop er de studerendes kantine. Den ligger på første sal, og trappen derop består af en udendørs, smal lejder, som hun ikke kunne komme op på med sin kørestol, da hun læste. For hende stod menuen derfor på medbragt madpakke i stueetagen. Hendes studiekammerater var loyale og kom ned og gjorde hende selskab, fortæller hun.

Lige rundt om hjørnet fra kantinen ligger A-vej, de studerendes fredagsbar, for enden af en lang, indendørs trappe. Der kom Therese Fitzwilliams nogle gange i studietiden, men det var ikke helt nemt.

»Jeg kunne godt ’numse mig’ op og ned ad trapperne, men der lå altid øl på gulvet, så det var en lidt broget oplevelse,« siger Therese Fitzwilliams.

Inde i bygningen fører en anden trappe op til en garderobe med endnu en bar for de studerende. Der kom hun ikke op efter sin ulykke.

Forelæsningssal: Ingen adgang
Næste stop kalder Therese Fitzwilliams for Anatomibygningen, en ældre bygning i flere etager.

»Der ligger en histologisal på øverste etage. Den er fyldt med mikroskoper, men efter ulykken har jeg ikke været der, for der er for mange trin derop. I stedet gav mine undervisere mig lov til at låne et mikroskop på et mere tilgængeligt sted,« siger Therese Fitzwilliams.

I bygningen er der desuden forelæsningssal og en anatomisal.

»Jeg husker det sådan i dag, at jeg simpelthen droppede forelæsningerne i dem, for de foregik på steder, jeg ikke kunne komme til. Andre gange fik jeg nogle søde undervisere til at flytte forelæsningerne til et sted, hvor jeg kunne komme ind,« siger hun.

Ifølge Therese Fitzwilliams er det ikke officielt registreret, hvor på Frederiksberg Campus der er handicapvenlige lokaler, og det gør det svært for kørestolsbrugere.

»Mange gange vidste jeg det heller ikke selv, da jeg gik her. Det kan for eksempel godt være, at der er en elevator i bygningen her et sted, men jeg ved bare ikke hvor, og der var heller ingen andre, der kunne fortælle mig det,« siger Therese Fitzwilliams om sin studietid.

Elevator eftersøges

Et andet sted på campus ruller hun op ad en fin rampe, der gør det nemt at komme op til en bygning, når man er kørestolsbruger.

Der ligger en masse auditorier i bygningen, så Therese Fitzwilliams kalder den Auditoriebygningen, og her har hun haft meget forskellig slags undervisning.

Hoveddøren er godt nok svær at komme ind ad med en kørestol, for døren er stor og tung at åbne op, og samtidig skal Therese Fitzwilliams manøvrere kørestolen over et højt trin.

Da hun er kommet ind, får hun øje på et kort på væggen, hvor hun mener, at hun kan spotte en elevator i bygningen.

En medarbejder kommer forbi, og vi spørger til elevatoren. Vi får bekræftet, at den findes, men at den er bygget sådan, at man først skal op ad nogle trapper for at komme til den. I praksis er det altså noget nær umuligt som kørestolsbruger at bruge elevatoren.

På etagen længere oppe er der også komplikationer med at komme rundt. Som kørestolsbruger kan man ikke få adgang til alle lokalerne.

En assistent til døråbning

Vi opgiver at lede mere efter elevatoren og bevæger os i stedet for ned ad bygningens gange, der har mange tunge døre, som alle er svære for Therese Fitzwilliams at åbne, samtidig med at hun presser sin kørestol igennem.

Hun spurgte i sin studietid SPS (Specialpædagogisk Støtte – der skal hjælpe studerende med særlige behov), om det var muligt at sætte døråbnere på de tunge døre.

»De svarede mig, at de ikke havde mulighed for at ændre bygningerne. Det var ikke deres område. SPS kunne til gengæld godt give mig en assistent, der kunne hjælpe mig med at åbne og lukke dørene – men jeg valgte at klare mig selv det meste af tiden,« siger Therese Fitzwilliams.

Hun overvejer, at det må være utrolig dyrt, hvis KU skal til at hyre assistenter til døråbning for kørestolsbrugere i stedet for at finde en automatiseret løsning, siger hun.

Før ulykken var hun en flittig bruger af et stillerum på campus, som vi går i retning af, men vi ender med at stå og kigge op ad nogle trapper, der skal overvindes, hvis man vil have adgang til det.

»På kandidaten var det bare ærgerligt med det stillerum for mig,« siger Therese Fitzwilliams, der aldrig kom op i stillerummet efter ulykken.

En skjult rampe og et umuligt toilet

Ovre på Thorvaldsensvej ligger Institut for Plante- og Miljøvidenskab, der er en mere moderne bygning end mange af de andre på Frederiksberg, og som kørestolsbruger kører man gelinde ind på bygningens hvide marmorgulv – men så kommer der en trappe med fire trin.

Umiddelbart er det altså ikke muligt at komme længere ind i bygningen som kørestolsbruger – men Therese Fitzwilliams kender en vej.

For bag en massiv væg i lokalets ene side er det muligt at trille forbi trappen på en fin rampe. Det kræver bare, at man ved, den er der, for den er skjult for øjet. Havde man lavet en mere synlig adgang, for eksempel ved hjælp af glas, kunne bevægelseshæmmede se den med det samme.

Som et sidste eksempel på det, Therese Fitzwilliams ville ønske, universitetet gjorde noget ved, er adgangen til et toilet.

»Problemet er her, at arealet foran toiletdøren skråner opad,« siger Therese Fitzwilliams, inden hun prøver at mase sig ind i sin kørestol – uden et positivt resultat:

»Døren er for tung at skulle presse op for mig, for der er ikke lavet et fladt plateau foran den, jeg kan holde på, inden jeg skubber mig selv over det høje bundstykke i døråbningen. Jeg triller hele tiden baglæns, væk fra den, så jeg er nødt til at give op.«